Atomubåden Kursk sank under en øvelse den 12. august 2000. To eksplosioner sendte ubåden til havets bund. Hele verden kunne følge dramaet fra sidelinjen, mens den russiske stat nægtede at tage imod hjælp. Redningshold fra både Norge og England tilbød at bjerge ubåden, og muligvis redde de overlevende af den 118 mand store besætning.
Fire dag senere gav russerne efter, men da det internationale redningshold nåede frem, var det for sent. Alle 118 besætningsmedlemmer var omkommet.
Der var megen spekulation om, hvad der havde forårsaget eksplosionerne, men i 2002 konkluderede en russisk undersøgelse, at det var en defekt torpedo, der forårsagede ulykken. »Håndteringen af katastrofen virkede klodset og lukket. Det var ren og skær stolthed, der holdt Rusland fra at modtage hjælp,« mener lektor ph.d Mette Skak fra Aarhus Universitet. Hun forsker, blandt andet, i Sovjetimperiet og Den Kolde Krig.
Kursk blev afgørende
Nu er der atter travlhed i det russiske katastrofeministerium. Røg og aske fra omfattende skovbrande har plaget Moskva voldsomt i den seneste tid.
\ Fakta
KURSK KATASTROFEN
- 12. august 2000 sank ubåden Kursk med sine 118 besætningsmedlemmer.
- 16. august accepterer Rusland hjælp fra England og Norge til at bjerge Kursk.
- 19. august når hjælpen fra Norge frem.
- 20. august når britiske og norske dybhavsdykkere ned til ubåden men finder den oversvømmet. Alle 118 besætningsmedlemmer er omkommet.
- Man har fundet en note på en af de omkomne, der afslører at 23 sømænd overlevede eksplosionerne og ventede på at blive reddet.
Den 11. august kæmpede brandfolk og frivillige mod mindst 554 skovbrande i et område på mere end 927 kvadratkilometer, hvilket svarer til mere en Lolland-Falster. Det udstiller endnu engang, at der ikke er styr på beredskabet, mener Mette Skak.
»Det er klart, at en stormagt ønsker at give et indtryk af, at der er styr på situationen. Det blev fuldstændigt punkteret af den måde, de håndterede Kursk. Det som offentligheden så, virkede meget klodset og gav indtryk af en stat, der havde overvurderet sig selv,« forklarer hun. »Man kan sige, at alle regeringer er defensive og lukkede i krise- og katastrofesituationer. Den ville den danske sikkert også være. Det er en god strategi i forhold til ikke at skabe panik, og det kan for journalister opfattes som et lukket styre,« forklarer hun.
Resterne af politistaten
I Sovjetperioden ville det aldrig gå op for omverdenen, hvis der skete en katastrofe. Ifølge Mette Skak var der så sent som 1980 skovbrande, som minder om de, landet oplever nu – men det slap ikke ud til offentligheden. Traditionen med at holde ting hemmelige siver stadig ned i den nyere historie. »Det gamle Sovjet var en politistat, og man kan se, at de hemmelige tjenester stadig tager sig en del friheder for at holde på informationer,« forklarer Mette Skak. I Kursk-ulykkens efterspil fik en mor til en af de omkomne sømænd en indsprøjtning med noget bedøvende, da hun under en live-udsendelse i tv kom med højlydt kritik og følelsesladet skældte ud på staten. Bedøvelsen virkede hurtigt og kvinden blev fjernet fra studiet. Hæren har siden forklaret indsprøjtningen med, at kvinden havde dårligt hjerte, og at man blot gav hende hjertemedicin.
Katastrofepenge væk i korruption
Katastrofeministeriet blev oprettet 10. januar 1994 af Boris Jeltsin. Det er hensigten, at ministeriet skal håndtere alt fra terrorisme til naturkatastrofer.
Alligevel er den nuværende situation med de mange skovbrande ikke blevet håndteret optimalt.
Ifølge den engelske udgave af Wikipedia er der ingen russiske medier, der transmitterer direkte og konstant fra skovbrandene – og der ikke er mulighed for at advare indbyggerne, hvis brandene breder sig. Ligeledes er der ikke nogen direkte ansvarlig for at holde borgerne informeret. »Brandene er kommet fuldstændigt bag på russerne. De er overraskede over, at deres infrastruktur er så nedslidt som den er. Pengene, som skulle gå til beredskabet, kan være endt i korruption,« fortæller Mette Skak.
Internettet åbner Rusland
Globaliseringen har gjort verden mindre, information og meninger bliver mere tilgængelige – også for russerne. De menige russere kender til omverdenen, og ved, hvad de bør forvente af staten. Det gør, at der er meget mindre, som staten kan slippe af sted med. »Informationskulturen i den russiske stat er på vej til at blive mere åben. I forhold til Ruslands egen fortid bevæger myndighederne sig mere mod et mere åbent samfund. Det skyldes blandt andet udbredelsen af internettet, som har brudt statens meningsmonopol,« fortæller Mette Skak. En meningsmåling i den russiske avis Vedomosti viser, at 68 procent af de adspurgte stoler på onlinemedier, 28 procent stoler på uafhængige medier, mens kun fire procent stoler på regeringsmedier.
