'Røde lejesvende' laver i virkeligheden professionel journalistik

Du skal næsten have boet i udlandet for at undgå at høre bragene fra nogen af de bredsider, som danske politikere og debattører fra højrefløjen har affyret mod især journalister i DR for at være for venstreorienterede og lave skævvridende journalistik.

Men ny dansk forskning viser, at kritikere som Dansk Folkepartis Søren Espersen, økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow har skudt gråspurve med deres kritiske kanoner.

DR's journalister laver akkurat lige så velafbalanceret politisk journalistik som kollegerne på TV 2 - der i på samme måde er blevet kritiseret af venstrefløjen for at være en tv-station, der er lidt for glad for regeringspartierne. Begge kanaler laver reelt fair, upartisk og professionel politisk journalistik.

Sådan lyder én af hovedkonklusionerne i bogen "Kunsten at holde balancen", der udkommer i dag. Bogen bygger blandt andet på analyser af 4.600 nyhedsindslag i DR og TV 2 op til danske folketingsvalg fra 1994-2007.

Undersøgelsen er lavet af bogens forfattere, professor Erik Albæk, adjungeret professor Claes Holger de Vreese samt adjunkt, ph.d. David Nicolas Hopmann, alle fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

»Med denne undersøgelse kan vi konstatere, at dækningen af politik i forbindelse med valgkampe er partipolitisk velafbalanceret,« siger professor Erik Albæk.

»Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at der kan være forskel på dækningen under valgkamp og på andre tidspunkter, men min fornemmelse er, at også når det drejer sig om nyhedsprogrammer uden for valgperioderne, så er der i Danmark tale om afbalancering,« tilføjer han.

Første videnskabelige undersøgelse i Danmark

Bogen er den første systematiske videnskabelige undersøgelse om partiskhed i dansk tv. Den bygger på en lang række videnskabelige artikler og er krydret med detaljerede analyser af, hvordan tv-indslag under valgkampe er sat sammen. Konkret har forskerne kigget på:

• Politikernes synlighed (f.eks.: er politikeren i billedet og taler selv, eller bliver vedkommende refereret)
• Positiv eller negativ omtale af politikeren eller politikken (kaldet 'toning', f.eks.: får begge parter lov at argumentere for og imod, burde partiet eller politikeren selv opleve indslaget som positivt, negativt eller neutralt)
• Emnet; lægger det sig op ad en dagsorden, som man typisk opfatter som 'rød' (f.eks. ældre eller velfærd) eller 'blå' (f.eks. skattestop eller international sikkerhed).

Forskerne konkluderer, at indslagene på DR og TV 2 er "partipolitisk velafbalancerede" inden for alle tre kategorier.

Regering er mere populær end opposition

Den eneste mærkbare ubalance kalder forskerne for »strukturel ubalance«.

Begrebet dækker over. at den siddende regering op til samtlige valg er dækket mere end oppositionen. Det gælder vel at mærke både, når regeringen har været socialistisk og borgerlig.

Effekten har altså intet at gøre med favorisering af et særligt parti.

En årsag til den strukturelle ubalance er ifølge forskerne, at regerende politikere både får omtale som deltagere i en valgkamp og som ansvarlige ministre i aktuelle sager.

Nyhedskriterier afgør valget af historier

I det hele taget, konkluderer forskerne, er indslagene på begge kanaler præget af at være lavet efter professionelle journalistiske krav om fakta, kildekritik, partiskhed og balance. Indslagene er desuden udvalgt efter og bygget op om nyhedskriterier, som er klassiske for alle medier: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation, konflikt og nærhed.

Kriterierne bruges både til at lave gode historier i betydningen 'et produkt, modtageren gider læse eller se' og til netop at sikre så god balance og troværdighed som muligt.

Hvis du ser du rødt, er du blå

Når man alligevel kan have den oplevelse, at indslag på DR favoriserer Socialdemokraterne og indslag på TV 2 gnubber regeringen op og ned ad ryggen, så siger det mere om éns egne holdninger.

For eksempel viser en meningsmåling blandt danske folketingspolitikere, at oppositionen generelt synes, tv-stationerne favoriserer regeringen, mens regeringens politikere synes, tv-stationerne favoriserer oppositionen.

Tilsvarende har en række udenlandske undersøgelser vist, at folk med forskellige politiske holdninger kan blive meget uenige, om et indslag hælder til den ene eller den anden side.

Meget afhænger altså af øjnene, der ser, og det hjælper langt fra, at man er vant til at følge med i politik: Forskning viser, at jo mere partisk man er, des oftere oplever man, at medier er ubalancerede.

Fænomenet er så velkendt i forskerverdenen, at det har sit eget navn: 'hostile media effect' eller 'fjendtlige medier-effekten'.

»Med andre ord skal man være blå for at se rødt,« konstaterer forskerne i bogen.

Skævheder har intet med partifarve at gøre

Erik Albæk understreger, at der selvfølgelig er eksempler på indslag, som favoriserer den ene eller den anden side i politik, og at der er ubalancer i den politiske journalistik, men at de handler mere om indhold end journalisternes partifarve. Erik Albæk nævner:

Hvorfor er det mere interessant at dække regeringen end oppositionen? Hvorfor har enkeltsager større nyhedsværdi end større, sammenhængende temaer, som burde have mere betydning for et valg? Hvorfor dækkes valgkamp som en kappestrid i stedet for som en debat med forskellige ideologiske og faktuelle argumenter?

»Men disse skævheder stammer i høj grad mere fra de professionelle normer for god journalistik, som sagtens kan give skævheder, end fra opfattelse af partipolitik.«

»Det hænger sammen med, at journalister faktisk er utroligt opmærksomme på at være afbalancerede. Grundlæggende er det værste, der kan ske for en journalist - ligesom det er for en forsker - at blive grebet i at være politisk uafbalanceret, og det er uanset, om det er DR, TV 2 eller nogle af de øvrige danske medier. Det ville invalidere hele arbejdet,« mener Erik Albæk.

Journalister er lilla, ikke røde

Spørgeskemaundersøgelser af danske journalisters politiske ståsted viser i øvrigt, at langt de fleste politiske journalister - altså journalister med deres daglige gang på Christiansborg - slet ikke er decideret venstreorienterede, som det ellers er blevet påstået mange gange. I stedet tilhører de midten af dansk politik.

Danske journalister er med andre ord ikke er røde, men nærmere en slags lilla, typisk med en næsten overdrevet forkærlighed for Radikale Venstre, men omvendt med en ekstrem afholdenhed fra SF og Enhedslisten i forhold til andre danskere på samme uddannelsesniveau.

Efterkritik holder journalister på sporet

I det hele taget undrer det professoren, at netop journalister bliver udsat for angreb for at køre ud af en partipolitisk tangent og lave overdrevent ensidige historier - og måske endda bevidst viderebringe forkerte oplysninger.

»Det er faktisk næsten et grotesk element i kritikken, for jeg kender ikke særlige mange former for arbejde med så meget efterkritik som inden for journalisternes verden. Den enkelte får ikke frit løb, men bliver hele tiden underlagt kritik for sit arbejde, og kolleger er som regel utroligt opmærksomme på, at der ikke opstår politisk skævvridning,« mener Erik Albæk.

Forskerne pointerer desuden, at et medie sjældent kan leve med, at enkelte journalister kører ud af særlige tangenter, fordi det smitter af på mediets troværdighed. Derfor vil mediet typisk selv være med til at sørge for at holde balance i journalistikken.

Konklusioner helt som forventet af forskerne

Erik Albæk understreger, at undersøgelsens resultater er blottet for overraskelser for forskerne selv.

»Det er vigtigt at slå fast, at det her svarer fuldstændigt til undersøgelser i udlandet, så vi er helt på linje med andre lande,« erklærer Erik Albæk.

Forskeren er klar over, at undersøgelsens konklusioner sikkert vil blive afvist, måske af insisterende DR-kritikere som økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen eller Jyllands-Postens populære kommentator Ralf Pittelkow.

Derfor leverer Erik Albæk sammen med sine to medforfattere et lille proaktivt svirp med halen i slutningen af 'Kunsten at holde balancen':

»Vi nærer (...) absolut ingen illusion om, at vor undersøgelse overbeviser alle. På samme måde, som der findes ‘fjendtlige medieeffekter', synes der at findes en ‘fjendtlig forskningseffekt'. Det vil sige, at man møder de forskningsresultater med skepsis, som ikke bekræfter ens egne antagelser, formodninger og fordomme.«

»Eller man kan udtrykke effekten med et berømt dansk politikercitat: "Jo, hvis dét skal kaldes Fakta, saa benægter a Fakta!"«