'Rationel' er et plusord og en positiv værdi, der udtrykker en egenskab, vi gerne vil kendes ved, mens vi typisk ikke bryder os om at fremstå som 'irrationelle'.
For hvis ens beslutninger ses som irrationelle, er det ensbetydende med at frasige personen eller organisationen ansvarlighed og handlingskompetence.
Ideen om rationalitet åbner derfor et helt felt af positive dyder og værdier – retfærdighed, frihed, ansvarlighed og sandhed – og indgår i den vestlige tænknings idehistorie. Vi kan faktisk hverken tænke os retfærdighed eller sandhed uden for eller endda i modsætning til rationalitet.
Hvad man også har kaldt for den occidentale rationalisme, er i virkeligheden ikke andet end den kringlede historie om de forskellige forsøg på at artikulere et rationelt verdenssyn og at etablere fornuft i verden.
Det appellerende ved ideen om rationalitet – fra stoikernes verdensfornuft i antikken til nutidens neoklassiske økonomi – er løftet om, at verden kan blive menneskets sande hjemsted, hvis bare mennesket forstår at indrette sig på en rationel måde. Der er altså noget på spil.
\ Historien kort
- Mennesket adskiller sig fra dyr ved at have fornuften.
- Fornuft og overordnet ideen om rationalitet har forandret den måde, vores lever på.
- For eksempel betyder rationalitet, at vi har indrettet os i et samfund, og at vi forstår ideen i at overholde love og regler.
Mennesket er udstyret med fornuft
Rationalitetens historie begynder med en ret så tendentiøs oversættelse. Mennesket er væsenet, der besidder logos, sagde Aristoteles (384-322 fvt.), og Cicero (106-43 fvt.) oversatte denne vending med formlen animal rationale, altså det rationelle dyr.
Formuleringen blev siden meget udbredt. Ikke så meget fordi dens antropologi som sådan er attraktiv, men fordi den bruges som skoleeksempel i den aristotelisk-skolastiske definitionslære.
Når formlen kan få eksemplarisk karakter, udtrykker den åbenbart et forhold, som er ukontroversielt og umiddelbart tilgængeligt: Mennesket adskiller sig fra andre dyr ved at have fornuften.
Vi er unikke ved, at vi er udstyret med fornuft. Vel at mærke har både de græske klassikere og de romerske stoikere været klar over udsagnets empiriske status og dets etisk-politiske kontekst. Vi er fornuftsvæsner, men dog ikke altid fornuftige.
Fornuftens indsats udspiller sig ikke mindst i sociale og politiske forhold rettet mod det 'fælles gode', som ifølge den antikke opfattelse er indlejret i det velordnede kosmos eller naturen. Den aristoteliske formel underkender ikke, at vi til tider overlader os til irrationelle eller i det mindste ufornuftige motiver og autoriteter.
Men sker det, underpræsterer vi i forhold til Platons (427-347 fvt.) og Aristoteles’ aristokratiske dydsideal. Tilsvarende hævdede Cicero og senere Seneca (4 fvt.-65 evt.) stoikernes mest centrale dogme – nemlig at vi bør lade os styre af fornuften for at følge naturen. Rationale enim animal est homo – thi et fornuftigt dyr er mennesket.
\ Læs mere
Ikke al menneskelig adfærd er rationel
Ideen om rationalitet er en historisk ide i ordets mest grundlæggende forstand. Ikke blot skal man fortælle en slags historie, hvis man vil forstå, hvad 'rationel' og 'rationalitet' dækker over. Det hører også med til historien, at begrebet dækker over en opgave, som skal udføres, og et potentiale, som skal virkeliggøres.
Ikke al menneskelig adfærd er rationel. Visse betingelser kræves opfyldt, før det går fornuftigt for sig. Det gælder individuelt i forhold til det enkelte menneskes udvikling, hvor rationalitet slet ikke kan tænkes uden socialisering og opdragelse – altså dannelse. Det gælder også kollektivt, netop fordi vi forbinder et historisk projekt med rationalitet.
Hvor man i antikken mente at kunne forudsætte en (evig) kosmisk orden, som den enkelte 'bare' behøvede at være del af, har den moderne tænkning kæmpet med udviklingen og etableringen af selve denne universale orden. Det gælder både i forhold til den politisk-sociale virkelighed og i forhold til en naturforståelse, hvor naturen ikke længere er et guddommeligt kosmos.
\ Læs mere
Der er fire kendetegn for rationalitet
I den store målestok er dette projekt oplysningens eller det modernes projekt, hvor rationalitet knyttes til ideen om frihed fra irrationelle eller ubegrundede autoriteter. Men dermed er rationalitet altid (blot) en historisk ide og aldrig en kendsgerning.
\ 50 ideer, der ændrede verden
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.
Konstateringen skal dog ikke give anledning til skuffelse eller resignation, tværtimod, for denne mærkværdige status giver ideen gennemslagskraft. Den bliver ved med at være aktuel, netop fordi den aldrig kan realiseres, og dens virkelighed består i dens vedvarende udfordring. Ideen om rationalitet udfordrer vores realitetssans: Den er virkelig som historisk ide.
Der er fire kendetegn for rationalitet. Det første kendetegn er en logisk orden, hvor beslutninger relateres til relevante holdninger, overbevisninger, regelsæt eller principper, som organiseres sådan, at de kan forstås som grunde og begrundelser, motivationer og hensyn, som typisk indgår i en middel-mål-relation.
Det andet kendetegn er en universel transparens, hvor beslutninger vurderes i lyset af grunde, der i princippet kan anerkendes som grunde af alle parter.
Det tredje kendetegn er en egalitær abstraktion, hvor beslutningsproceduren udligner private eller særlige forhold ved at klassificere og kategorisere dem, så handlingerne og deres aktører kan sammenlignes og grupperes.
Det fjerde og sidste kendetegn er en normativ appel, da en handlende person netop forventes at handle rationelt og sanktioneres tilsvarende.
Sprogbrugen afspejler en skepsis
De fire punkter er måske nok lidt tekniske hér og dér, men de angiver, hvad vi typisk forbinder med ideen rationalitet.
I hvert fald på de gode dage, når alle følger trop. Eller i de filosofiske undervisningslokaler, når virkeligheden ikke forstyrrer. Noget kan imidlertid være rationelt – og samtidig ganske ufornuftigt. Det skyldes ikke mangel på rationalitet, men manglende mål med rationaliteten.
Noget kan omvendt være ganske fornuftigt, men i virkeligheden imod reglerne og dermed ikke rationelt, når man eksempelvis accepterer, at en ven i nød trænger til en smøg i det ellers røgfrie hjem. Det tyder på, at ideen om rationalitet bærer på skyggesider og hemmeligheder, som den vesterlandske tradition har været længe om at ville anerkende.
I vores tid er både antikkens ligning (hvor rationel er lig med god) og det modernes ligning (hvor rationel er lig med fri) blevet tvivlsomme. Det er, som om vi i 1900-tallet måtte sande, at kimen til irrationalitet og ufrihed reelt ligger i selve rationaliteten. Sprogbrugen afspejler denne skepsis. En rationel beslutning kan være ufornuftig og yderst rationelt organiserede systemer livsfjendtlige.
Alle flyrejsende kender til sikkerhedschecket
Hvor står vi således henne med vores rationalitet? Et eksempel kan vise spørgsmålets relevans. Alle flyrejsende kender det uomgængelige sikkerhedscheck. Passagererne skal checke ind op til to timer før afgang, fordi de skal igennem en procedure, hvor alt for mange mennesker står i kø for at få gennemlyst deres håndbagage og træde gennem en metaldetektor.
Køen af ventende snegler sig typisk gennem en opstillet labyrint, der maksimerer antallet af mennesker på det mindst mulige areal og gelejder dem frem mod sikkerhedens hellige portal. Håndbagagen og overtøjet skal lægges på båndet til gennemlysning.
Man skal tømme lommerne for metalgenstande, aflægge ur, nøgler, penge, telefon og den bærbare. Altså de genstande og klenodier som vi ellers agerer, kommunikerer og navigerer med i det sociale rum. Vi udleverer med andre ord de insignier, der tjener som individuelle markører for vores handlingsevne, vores økonomiske og politiske magt samt sociale status.
Systemet vil, at alle gør som de andre
Som om det ikke er nok, tilføjer vi endda bælte og sele, der ellers skal beskytte os mod en upassende udlevering af den nøgne krop i det offentlige. Og hvis metaldetektoren bipper, når man går igennem, er det af med skoene, skønt man måske har glemt at kontrollere, om der var huller i sokkerne.
Alt imens gennemlyses håndbagagen inklusive toilettasker og indkøbsvarer fra duty free, og indholdet projiceres op på en skærm til almen beskuelse. Ikke alle bryder sig om at få afsløret mobilt intimlegetøj eller et muligt alkoholforbrug. Og ja, også denne ydmygelse kan toppes, hvis man er så uheldig at ryge i en stikprøve, eller detektoren af uransagelige årsager bliver ved med at melde fare.
Så stilles man på et bestemt punkt – nogle steder et lille podie – og befamles af en ansat med bomuldshandsker, der følger kroppens linjer. Også hvor ikke engang nære venner rører ved hinanden. Og jo, man kan bede om at få undersøgelsen foretaget af en person af samme køn og i et lukket lokale. Men så udstilles ens anderledeshed desto tydeligere.
Man opfattes i bedste tilfælde som vanskelig eller sippet, for man vil jo tilsyneladende ikke gøre som de andre. Men systemet vil, at alle gør som de andre. Det hele foregår maskinelt og anonymt, og enhver protest forstyrrer og forsinker.
Både personalet og passagerer afgiver individualitet og personlig værdighed for at underkaste sig en procedure, der måler og vejer menneskerne i forhold til et eneste kriterium. Nemlig om de i kraft af deres ejendele udgør en potentiel sikkerhedsrisiko eller ej.
Tvungen fri, selvbestemt underkastelse
Selv garvede flyrejsende kan føle ubehag ved proceduren – som om maskinen også kan frasortere folk med syndige tanker eller nonkonforme holdninger.
Hvad med en security check 2.0 med en tankedetektor, der bipper, når man for eksempel sympatiserer med Tjetjenien, Tibet eller Cuba? Måske har den himmelske domstol ved den yderste dag en syndsdetektor som aflastning for vor himmelske Far.
På den måde kan det hele rationaliseres og – hvem ved – understøtte den guddommelige retfærdighed ved et minimum af egalitære principper.
Man må formode, at den største del af passagerne ikke ligefrem glæder sig til denne del af den forestående rejse. Alligevel gør vi det i denne mærkværdige blanding af tvungen frivillighed og selvbestemt underkastelse, hvor ens stolthed holdes nede i rationalitetens navn. For er vi ikke glade for at kunne flyve i visheden om, at der i hvert fald på vores fly ikke er sprængfarligt materiale om bord?
Lufthavnen er gennemsyret af rationalitet
Vi kan meget præcist genfinde de fire kendetegn for rationalitet og rationel adfærd i forhold til lufthavnenes sikkerhedskontrol. Kontrollen er velordnet og tjener som middel et klart defineret formål. Det hele er gennemskueligt, for alle ved, hvorfor handlingerne skal udføres, og hvilket formål proceduren tjener – nemlig vores sikkerhed.
Dens logik gør os alle lige, og vi indgår uanfægtet vore individuelle forskelle i mængden af passagerer, som én stor flok, i proceduren. Og selvfølgelig er der en forventning om, at vi bøjer os for procedurens regler helst hurtigt og uden forbehold eller individuelle afvigelser. Vi skal sætte kollektiv sikkerhed over personlig værdighed og individuel integritet.
Lufthavnenes kontrolsystem er altså gennemsyret af rationalitet. Men hvorfor oplever mange af os det hele som et overgreb uden mål? 1900-tallets modernitetskritik, mest prominent måske i skikkelse af Friedrich Nietzsche (1844-1900), Sigmund Freud (1856-1939), Max Horkheimer (1895-1973), Th.W. Adorno (1903-1969) og Michel Foucault (1926-1984), har indgående beskæftiget sig med denne tilsyneladende modsætning.
Teknisk rationalitet afkoblet formålsreflektion
Længe inden 2. Verdenskrig leverede forfattere som Fjodor Dostojevskij (1821-1881), Alfred Döblin (1878-1957), Robert Musil (1880-1942) eller Franz Kafka (1883-1924) tilsvarende litterære skildringer af strandede skikkelser, hvis subjektivitet forliste på klipperne af systemets knusende fornuft.
De beskrev, hvordan fornuften i det moderne degenereres til en teknisk rationalitet, der organiserer og perfektionerer den interne relation mellem middel og mål, men ikke spørger til formålets værdi eller ønskværdighed. Den tekniske rationalitet er afkoblet enhver formålsrefleksion.
Dets imperativ lyder: Givet et bestemt formål, find frem til den mest effektive måde at opnå formålet på. Som sådan har rationalitetsideen fået udbredelse i økonomiske teorier, ikke mindst som rationalisering – som proces, der minimerer omkostningerne (midler) for at maksimere output.
Rationelt samfund er kun virkeligt som ide
Rationalisering og effektivisering udgør de moderne forfaldsformer af rationalitetsideen, hvor enhver formålsrefleksion metodisk holdes udenfor. Men dermed sniger det irrationelle sig ind igen, til dels som det rationelles egen form for magt og vold, der sanktionerer spørgsmål og kritik i effektivitetens navn, til dels som den højere fornuft, der begrænser rationalitetens ensidige rationale.
Et rationelt samfund er kun virkeligt som ide, og billedet af et gennemrationaliseret samfund er snarere et skræmmebillede end et ønskværdigt ideal. Rationalitet trives bedst, og mest humant, når der også er plads til det mest ustyrlige.
Med andre ord gør vi godt ved at bruge vores egen fornuft til at tøjle rationaliteten. For den har det bedst med at være en ide.
