Borgere og virksomheder er blevet en del af sikkerhedspolitikken

I dag genererer flere og flere af samfundets institutioner – borgere og virksomheder – viden og data der benyttes til at definerer hvilke trusler vi skal prioritere og handle på. Denne udvikling ændrer vores forståelse af, hvem der har ansvar for sikkerhedspolitikken.

Med Edward Snowdens afsløringer af NSA's brug af overvågning mod amerikanske og udenlandske statsborgere er debatten om efterretningstjenesternes rolle i samfundet igen blusset op.

Denne gang retter kritikken sig dog ikke alene mod den overskridelse af privatlivets fred, som er forbundet med overvågning, eller mod hvordan vi kan forbedre den demokratiske kontrol med efterretningstjenesterne. Det gør den også.

Debatten handler dog også om, at overvågning og dataindsamling i dag fortages af flere og flere typer af organisationer; om hvordan vi kan sikre borgerens retssikkerhed i en verden, hvor sikkerhedspolitikken decentraliseres, og hvor dataindsamling og overvågningen i stigende grad varetages af almindelige offentlige organisationer og private virksomheder. Data som er indsamlet via smartphones, sociale medier, websites, af lufthavne, teleselskaber og så videre.

Hele samfundets sikkerhed!

PET kalder denne tilgang til efterretningsvirksomhed for 'bredspektret', mens det amerikanske Department for Homeland Security kalder det en 'all of nation approach'.

Fælles for disse tilgange til efterretningsarbejdet er et ønske om at involvere hele samfundet i kampen mod nye sikkerhedstrusler som terrorisme, cybertrusler, pandemier, og organiseret økonomisk kriminalitet

Inden for faglitteraturen peges der på flere udfordringer i forbindelse med denne decentralisering af sikkerhedspolitikken. Vigtigst peges der på, hvordan grænsen mellem offentligt og privat ansvar rykkes og hvordan sikkerhed derved bliver den overskyggende prioritet i samfundet.

Den seneste sag omkring Snowden er blot ét oplagt eksempel på dette fænomen; et andet eksempel er den stigende inddragelse af private virksomheder – organiseret i uformelle partnerskaber – til at 'hjælpe' med at definere og bekæmpe nationale sikkerhedstrusler.

Efterretningstjenestens nye rolle

Traditionelt har det været statens opgave et beskytte borgeren og dermed sikre retten til frit at kunne tale, handle og bevæge sig. Efterretningstjenesternes virke var baseret på en præmis om, at relevante oplysninger om nationens sikkerhed kunne indsamles, kategoriseres og prioriteres til brug i den politiske beslutningsproces; at truslerne kunne lokaliseres og konsekvenserne vurderes.

I dag, hvor truslerne i højere grad anses som uforudsigelige og sværere på forhånd at definere, er denne traditionelle forståelse af efterretningstjenesternes rolle i samfundet blevet nærmest umulig at opretholde.

Nye trusler som terrorisme og organiseret kriminalitet anses for at være sikkerhedsproblemer, som staten ikke kan løse alene, og dermed også for at være trusler, der udfordrer statens traditionelle rolle.

Vidensdeling er ikke længere noget, som alene udløber fra staten. I dag anses nøglen til en effektiv politisk løsning på de nye trusler for at være evnen til at mobilisere og aktivere civilsamfundet og private virksomheder til at vidensdele med staten.

Opgaven er fælles, hedder det sig, og består i at skabe et samfund, der er 'robust' og 'modstandsdygtigt' over for de trusler, som vi har svært ved at forudsige og lokalisere. Staten – og dermed de traditionelle sikkerhedsorganisationer som efterretningstjenesterne og militæret – kan ikke løse opgaven alene.

At forudsige det uforudsigelige

Flere forskere taler om, at vi lever i en verden, hvor vi i stigende grad har erkendt, at vi ikke længere kan forudsige eller afgrænse truslen, men i stedet må basere beslutningen på forsigtighed.

Vi skal kunne ’forudsige det uforudsigelige’ eller ’håndtere det uhåndterbare’, og en vigtig hjælp på denne vej er massiv dataindsamling og generel årvågenhed.

Denne tilgang til sikkerhedspolitikken har betydet, at flere og flere organisationer og virksomheder i dag – fra lufthavne og kemikalievirksomheder til Sundhedsstyrelsen og beredskabet – har stort fokus på reduktionen af sårbarheder gennem scenarieudvikling, profilering af mistænkelige individer, informationsdeling samt den arkitektoniske indretning af det offentlige rum.

Der er en klar holdning til, at beskyttelsen af den nationale sikkerhed ikke kan varetages af staten alene, men at det kræver et samfundsmæssigt engagement at sikre nationen.

Der er sket en stille revolution

Hvis du spørger sikkerhedscheferne for de største danske eller internationale virksomheder, er der da heller ingen tvivl: Sikkerhedspolitik er blevet en vigtig prioritet.

Som den amerikanske efterretningsforsker, Amy Zegart, skriver i Foreign Policy, er der sket en stille revolution i amerikanske virksomheder. Hotelkæder, lufthavne, flyselskaber og produktionsvirksomheder udvikler i disse dage små efterretningsenheder inden for virksomhederne, der skal hjælpe med at forudsige trusler.

Denne udvikling foregår ofte i tæt samarbejde med de nationale efterretningstjenester; dels fordi alle mener at have nytte af at udveksle information, men også fordi de sikkerhedschefer, der ansættes i virksomhederne, oftest har en baggrund i national sikkerhedspolitik (politiet, hæren eller efterretningstjenesterne).

Denne prioritering er ny

En undersøgelse jeg har foretaget blandt 210 sikkerhedschefer fra nogle af verdens største virksomheder, viser, at 'intelligence' sammen med adgangskontrol udgør den højeste prioritet inden for 'corporate security', og at samarbejdet med nationale efterretningstjenester foregår på kontinuerlig basis.

Sammenlignet med tidligere undersøgelser er denne prioritering ny. En undersøgelse fra 1993 viste, at USA-baserede multinationale virksomheder primært fokuserede på adgangskontrol og hardware til at løse potentielle problemer med terrorisme; scenarieudvikling og 'intelligence' figurerede ikke på listen.

I USA er det dog ikke alene virksomheder, som inddrages i denne sikkerhedspolitik. Også borgerne og forbrugerne ansvarliggøres i stigende grad, gennem massive kampagner såsom 'Suspicious activity reporting', 'If you see something, say something'.

Ansvar og kontrol med sikkerhedspolitikken

Til at beskrive denne udvikling i sikkerhedspolitikken bruger den franske sociolog Didier Bigo begrebet 'ban-opticon'. Ban-opticon henviser til, hvordan den meget omfangsrige overvågning og dataindsamling er blevet en måde at banalisere den sikkerhedspolitiske undtagelse på – en måde at gøre sikkerhedspolitikken allestedsnærværende.

Hvor sikkerheden traditionelt blev betragtet som en undtagelse til loven, suspenderer denne praksis forskellen mellem 'normal politik' og 'sikkerhedspolitik'.

Ikke alene udfordrer denne tilgang til sikkerhedspolitik og ideen om nye trusler efterretningstjenesternes rolle som besiddere af viden on nationens sikkerhed, men erkendelsen af, at vidensdeling er nødvendig på alle niveauer, betyder også, at ansvaret for sikkerhedspolitikken bliver sværere at placere.

Fokusset på samfundets generelle modstandskraft betyder, at alle ansvarliggøres, samtidig med at ingen reelt kan holdes ansvarlige. Ansvaret bliver med andre ord næsten umuligt at placere. Modsat overvågningssamfundets idé om staten som 'big brother' har vi i dag et risikosamfund, hvor ansvaret er sværere at placere og hvor alle skal tænke reflektivt over sin egen rolle i produktion af nye trusler.

Det nye risikosamfund

Den efterretningsskandale, som fulgte i kølvandet på Snowdens afsløringer, handler således ikke alene om demokratisk kontrol i sin vanlige forstand – det vil sige om at have bedre kontrol med de personer, som gives sikkerheds-clearence, eller om bedre at sikre, hvilke oplysninger efterretningstjenesterne legitimt skal kunne indhente.

Debatten er et symptom på udviklingen af en ny sikkerhedspolitisk praksis, som ikke længere varetages af staten alene, men som rettes mod hele samfundet. Opgaven er blevet fælles og valg og fravalg af de trusler, som vi anser som vigtige er ikke alene for staten at kontrollere.

I denne verden kan spørgsmålet om kontrol således heller ikke reduceres til tilsyn med efterretningstjenesterne, men handler også om at sikre den behandling af data som sker i samfundets andre institutioner.