Efter fem år med pålagt sparepoliti, er Grækenland nede på knæ. BNP er faldet med 25 procent, og arbejdsløsheden har ramt 26 procent, mens den hos unge er over 50 procent.
Og stadig er det eneste, EU tilbyder, en sparepolitik i bytte for en tredje støttepakke.
En pensionsreform er en del af aftalen, der blev lavet på maraton-mødet med eurozonens ledere 12. juli 2015, mens privatisering og liberalisering af arbejdsmarkedet også er nogle af kravene.
Solidaritet er ligegyldigt for EU
EU vil fremover holde opsyn med den græske regerings forbrug, og en selvstændig fond vil omsætte 50 millioner euro til at afbetale på Grækenlands gæld.
Grækenland er i bund og grund blevet presset til at acceptere kravene, selvom de stemte nej til folkeafstemningen om Europas tilbud om sparepolitik.
Og der er ingen tegn på europæisk solidaritet i denne aftale. Det er en straf til Grækenland for i første omgang at takke nej til sparepolitikken.
EU blev grundlagt på principperne om samarbejde og fælles støtte, og hvor disse ambitioner blev af, er der mange, som undrer sig over.
Men solidaritet er for længst kørt af sporet i EU.
Grækenland er kun det sidste eksempel på, hvordan europæisk integration handler om maksimering af profit for de enkelte kapitaler og ikke samarbejde imellem europæere.
Gode intentioner fra starten
Da EU blev grundlagt i 1950'erne var det baseret på fælles økonomisk støtte i genopførelsen efter Anden Verdenskrig.
Politisk var det med henblik på at sikre sig, at særligt Frankrig og Tyskland ikke ville gå i krig med hinanden igen.
I starten var succesen imponerende.
Frankrig og Tyskland gik hurtigt fra at være ærkefjender til at være på linje med hinanden, og EU's økonomiske fremgang gik så godt, at andre lande begyndte at søge om optagelse.
Grækenland blev medlem i 1981, og Spanien og Portugal fulgte trop i 1986. I disse tre tilfælde viste den betydeligt lavere BNP, at de tre lande ikke var økonomisk klar.
Alligevel accepterede de andre lande dem, fordi de mente, at det var vigtigt at tage hånd om de unge demokratier, der netop havde overmandet de militæriske diktaturstater, med politisk støtte og stabilitet. Solidaritet tilsidesatte økonomiske bekymringer.
Fra midten af 1980'erne blev den økonomiske integration forværret med interne projekter og den Økonomiske og Monetære Union samt introduktionen til euroen, men her var solidariteten stadig ikke glemt.
Med Maastricht-traktaten i 1993, hvor EF blev omdannet til EU, blev der lavet en fond for Irland, Grækenland, Portugal og Spanien for hjælpe landene med at komme på økonomisk niveau med de andre EU-lande.
Ligeledes skulle den økonomiske integration gå hånd i hånd med dannelsen af samfundsmål, der omfattede sociale- og arbejdspladsrettigheder.
1990'erne markerede en ny æra
1990’erne markerer en klar afskæring fra solidaritet i EU. Ud over fremskridt på nogle områder, såsom forældreorlov, blev samfundsmålene aldrig fuldt udviklet.
En bredere, neoliberalistisk omstrukturering begyndte hurtigt at dominere.
Fuld beskæftigelse blev nævnt i Lissabonstrategien i år 2000, men dette skulle opnås udelukkende ved uddannelse og ikke ved hjælp af en statslig investering.
EU-Domstolen tog flere beslutninger i løbet af 00’erne, der yderligere underminerede samfundsmålene.
I Laval-sagen, for eksempel, prioriterede man tjenesteydelsernes frie bevægelse ved grænserne i stedet for rettigheden for svenske arbejdere til at blokere en byggeplads, hvor 14 lettiske arbejdere var ansat til en løn, der var 40 procent mindre, end hvad en svensk arbejder kræver.
At bakke op om firmaets udbetaling af løn var vigtigere end at diskutere sociale rettigheder, minimumsløn og retten til at strejke.
I 2004 sluttede otte lande fra Central- og Østeuropa samt Malta og Cypern sig til EU. Disse lande var langt mere bagud økonomisk end Grækenland, Spanien og Portugal var i 1980’erne.
Forskelsbehandling
I stedet for at give ekstra støtte indførte EU en mere radikal, markedsorienteret variant af neoliberalisme for de nye medlemmer, end der var for de eksisterende medlemmer.
EU tilbød ikke økonomisk hjælp, fri bevægelse af arbejdskraft eller det fulde beløb af statsstøtten til landmænd, der var medlem af den fælles landbrugspolitik.
Efter netop at have overvundet de kommunistiske, diktatoriske regeringsformer havde Central- og Østeuropa ingen magt til at gøre krav på en forhandling – ligesom tilfældet med Vesteuropa efter Anden Verdenskrig.
EU gik væk fra særlig støtte til lande i udvikling. For eksempel Lomé-Konventionen inkluderede selektive arrangementer for lande i Afrika, Carribien og Stillehavet.
Profit fremfor solidaritet
I 2006 blev dette erstattet med frihandelstrategien Global Europa, der krævede fuld gensidighed for lande, der skulle udvikle deres økonomi.
Igen blev solidaritet erstattet med profit.
Med denne historie skulle manglen på solidaritet til Grækenland ikke komme som en overraskelse. I lang tid har EU-politikere domineret med neoliberal rekonstruering og med fokus på maksimal profit til egen kapital.
Da krisen i eurozonen ramte, blev det hurtigt en begrundelse for sparepolitik, underminering af fagbevægelser, privatisering af staten og nedskæring i den offentlige sektor.
Formålet er at ændre magtens balance, så den kommer nærmere hovedstaden, og ideen om solidaritet har længe været tabt i europæisk integration.
Neoliberal kapitalisme har ikke plads til solidaritet med arbejdere, ingen forståelse af vigtigheden af samfundsrettigheder eller ligestilling i samfundet, og neoliberal kapitalisme anser ikke en udvikling i stabiliseringen af hele Europa som et vigtigt mål.
Andreas Bieler hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Ida Kløvgaard
