Professionel cykling er mere end en livsstil. Det er nærmest en religion.
Sådan lyder meldingen fra forsker Kristian Rasmussen, der er i gang med en ph.d.-afhandling, hvor han sammenligner cykelrytternes hverdag og deres opfattelse af virkeligheden med det religiøse univers.
Og lighederne mellem de altopofrende cykelryttere og de stærkt religiøse munke er slående.
»Cykelryttere lever i askese og udsætter deres krop for pinsler, der er en parallel til religiøs lidelsestænkning. De lever nærmest i cølibat op til store løb og har en afholdenhed, der minder meget om munkens religiøse liv. Det er den vej, man skal gå, hvis man vil forstå cykelsportens virkelighed,« mener Kristian Rasmussen.
Doping giver udødelighed
En munk føler, at han gør gode gerninger, og han underkaster sig gerne alverdens pinsler. Han præsterer for at komme i himmerige. Det samme gør cykelryttere, og det kan være en forklaring på, at det år efter år kommer frem, at i hvert fald nogen af dem har brugt doping, mener Kristian Rasmussen.
»Set i den optik opfattes doping ikke syndigt, men som et middel til at komme nærmere guddommeliggørelsen af sig selv. I det moderne samfund, hvor vi har droppet tanken om livet efter døden, handler det om at skabe udødeliggørelse i dette liv. At skrive sin egen biografi gennem milepæle, f.eks. ved at vinde Tour de France,« siger Kristian Rasmussen, cand.mag. i historie og religion.
De religiøse paralleller giver også en mulig forklaring på, hvorfor cykelverdenen kan leve så løsrevet fra omverdenen, når det kommer til synet på brug af doping.
»Når religioner bliver angrebet udefra, lukker de sig sammen om sig selv, og sådan er det også her. Tavshedens lov. Deres moralkodeks bliver angrebet, og det prøver man at svare igen på ved at lukke i. De har levet med dobbeltidentitet, især siden Festina-skandalen i 1998. Det er tydeligst set ved Bo Hamburger, Bjarne Riis og Jesper Skibby, at de har levet med den paradoksale blanding af imødekommenhed og lukkethed,« mener Kristian Rasmussen.
Drevet af dedikation og lidenskab
Kristian Rasmussen har blandt andet interviewet 40 danske professionelle og semiprofessionelle cykelryttere. Derefter er han søgt videre ad det sociologiske og religiøse spor for teoretisk at forklare cykelrytternes verdenssyn.
Hans forskning viser, at selvom cykelrytterne i den religiøse sammenligning kæmper for noget så stort som guddommeliggørelse, så er det misvisende at tale om, at de er drevet af storhedsvanvid.
»Cykelryttere er ydmyge og kender til de ofre, der skal ydes. Det er nærmere dedikationen og lidenskaben, der er det bærende element. Jeg har selv spillet på landsholdet i håndbold, så jeg kender til sport på det højeste niveau. Jeg synes selv, vi var meget dedikerede, men da jeg sammenlignede os med cykelryttere, kunne jeg se, at vi var amatører,« siger Kristian Rasmussen.
En dag fuld af faste bedetider
Kristian Rasmussen nævner som eksempel, at håndboldspillere og fodboldspillere kan finde på at gå i byen en gang imellem, selvom de er i gang med en sæson, eller måske bruge en eftermiddag på at spille golf.
En professionel cykelrytter skal hvile sig, spise rigtigt og være helt klar til dagen efter. Hele dagen er - som munkens dag - tilrettelagt efter præcise klokkeslæt med faste 'bedetider'.
»De er endda så kontrollerede, at de ved, hvor mange gange de kan gå i byen efter sæsonen for at være klar igen til sæsonstart. Og typisk skal de dagen efter byturen lige op og presse kroppen og køre af sted. Der er virkelig en forskel i tilgange til sport i forhold til for eksempel håndboldverdenen. Det har været en øjenåbner,« konstaterer Kristian Rasmussen.
Hjælperytter som disciple
Cykelrytterne lider sig gennem tilværelsen, fordi de nyder at leve helt ude på kanten af, hvad kroppen kan klare, og det kan føre til, at de nogle gange opnår ekstatiske tilstande. Den tidligere cykelrytter Brian Holms biografi hedder meget rammende »Smerten Glæden«.
Lidenskab og lidelse hænger sammen i cykelrytterens verden, ligesom den gør både sprogligt og religionshistorisk. Et eksempel er ifølge Kristian Rasmussen udtrykket "the passion of Christ", som spiller på både lidenskab og lidelse.
Brian Holm var hjælperytter for blandt andre Bjarne Riis på det tyske hold Telekom. Netop hjælperyttere, som kører for at andre kan vinde, er en anden parallel mellem cykelsport og religion.
»Hjælperyttere ved tidligt, at det er det niveau, de har, og at de ikke når længere. De vil for eksempel aldrig vinde et stort løb som Tour de France. I stedet skriver de sig ind i en form for discipel-tænkning. De tjener herren på holdet, lever af det og får sejre i mindre løb. De forfølger egne ambitioner som cykelryttere, men må ofre sig for nummer 1 på holdet for at nå deres mål og for at rykke så langt op i hierarkiet som muligt, så de kan opfylde deres egne ambitioner inden for de givne rammer,« forklarer Kristian Rasmussen.
Bjarne Riis ofret for åben skærm
Bjarne Riis' flyvende karriere til toppen af Tour de France-tronen og det syndige fald, da han i 2007 fortalte hele verden, at han havde kørt med det forbudte stof epo i blodet, er ifølge Kristian Rasmussen endnu en cykelhistorie med oplagte religiøse træk over sig.
Kristian Rasmussen ser Bjarne Riis som vor tids store syndebuk for cykelsportens dårligdomme.
»Bjarne Riis bliver først ophøjet til idol, ligesom Job i Det Gamle Testamente var det i samtiden: en rig mand, der skabte en formue. Og så kommer syndebukketænkningen, der hugger hovedet af ham,« siger forskeren og fortsætter:
»Bjarne Riis blev ofret som bod for en større synd, cykelsportens brøde. Ofringen ser man blandt andet i dokumentaren »Tavshedens Pris«, hvor han bliver ofret for åben skærm, selvom ingen dopingkontrol havde testet ham positiv. Det er ligesom man i gamle dage satte folk ud i gabestok på torvet, her er det bare på skærmen. I et moderne samfund burde vi ikke have den tænkning. Vi er uskyldige, indtil andet er bevist, og uanset at Bjarne Riis siden har erkendt sin brøde,« mener Kristian Rasmussen.
Nuancerne skal frem
Sagen mod Bjarne Riis var med til at sparke Kristian Rasmussen i gang med sin afhandling, fordi »jeg blev ramt af, at man gik så hårdt til værks i forhold til forfølgelsen af cykelryttere, og det føler jeg stadigvæk«. Men han understreger, at hans afhandling ikke skal ses som et forsvar mod brugen af doping.
»Jeg savner nuancerne i debatten efterhånden. For mig at se er der lige nu to verdener: En verden af cykelsport på den ene side og kampen mod doping på den anden. Fronterne er trukket skarpt op, og jeg ville gerne finde et bud på en forståelse, en mulig forklaringsramme. Om ikke andet kan det være, at det kan give den øgede indsigt, der kan være behov for, så man får en mere nuanceret opfattelse af cykelsport,« siger Kristian Rasmussen, der efter en pause er ved at lægge sidste hånd på sit ph.d.-projekt, mens han arbejder som videnskabelig assistent på Institut for Idræt ved Aarhus Universitet.
Ærgerrighed og ambitioner
Ifølge den tidligere professionelle cykelrytter Bo Hamburger er Kristian Rasmussens sammenligning mellem cykelryttere og munke meget præcis.
»Når det kommer til livet som cykelrytter, er der helt klart noget om snakken. Man taler også om i cykelkredse, at man lever som en munk, og man laver en masse fravalg. Man er afholdende for at opnå noget, og det er den eneste grund til, at man gør det. I bund og grund er det for at opnå resultater. En munk føler vel for fanden også, han får noget ud af det,« siger Bo Hamburger.
Bo Hamburger mener dog, at sammenligningen med munkens liv kun giver en del af forklaringen på, hvorfor cykelryttere bruger doping.
»Det er rigtigt, at det ene bringer det andet med sig, for har man først sagt A må man også sige B, efterhånden som der går mere ærgerrighed og ambition i det. De to ting følges ad, men i min filosofi er det alligevel to forskellige ting, der driver det. Dopingen er et tilvalg, ikke et fravalg. At det så bliver en livsstil er noget andet,« mener Bo Hamburger.
Afhandlingen »Cykelsport og doping - mellem myte og virkelighed« skal være færdig i løbet af vinteren.
Doping i cykelsport
Doping har altid været en del af professionel cykelsport. I 1960'erne udbrød den store mester, Jacques Anquetil, at man selvfølgelig brugte doping, ikke mindst i forbindelse med verdens største cykelløb, Tour de France.
Gennem tiderne har rytterne stort set puttet alt i kroppen for at holde sig på toppen. En anden legendarisk mester, Eddy Merckx, spiste en bøf om morgenen inden en hård etape. Andre har brugt stoffer som stryknin. Frem til 1960'erne var det normalt, at rytterne rundede byens barer og blandt andet drak cognac, inden de gav sig i kast med et stort bjerg. Men da en overdopet Tom Simpson i 1967 døde på vej op ad Mont Ventoux - hans sidste ord skulle efter sigende have været »Put me back on my bike« - begyndte det omfattende stofmisbrug af vække modstand.
Siden er dopingmisbruget fortsat mere og mere i det skjulte. I dag er epo, bloddoping, væksthormon og anabole steroider så vidt vides de mest udbredte dopingformer inden for en udholdenhedssportsgren som cykling.
Under årets Tour de France er fire ryttere indtil nu blevet taget for brug af doping. Desuden har et helt hold trukket sig ud som følge af dopingafsløringer.
Om afhandlingen »Cykelsport og doping - mellem myte og virkelighed«
Kristian Rasmussens forskning er en sammenligning af religion og cykelsport, der er delt op i to dele.
1) En »ekstern« del, hvor Kristian Rasmussen analyserer kampen mod doping siden 1998, hvor hele Festina-holdet måtte trække sig ud af Tour de France på grund af misbrug af epo. Han trækker paralleller til den religionshistoriske retorik om at uddrive det onde som en form for kætteri og Adam og Eva, der bliver smidt ud af Paradis efter at have spist af Kundskabens Træ; et forsøg på at snyde sig til guddommelighed.
2) En »intern« del, hvor han kigger på cykelsporten indefra. Kristian Rasmussen sammenligner cykelsporten med religiøs livsførelse ved at trække paralleller til blandt andet middelaldermunkenes levevis.
Denne artikel blev første gang publiceret 21. juli 2008 - genudsendes i anledning af Tour De France.
Tre ryttere fra det daværende Team CSC - senere Team Saxo Bank - samt i gult den engelske sprinter Mark Cavendish, der vandt fire etaper i Tour de France 2008, før han trak sig ud af løbet. Billedet er taget under Tour of Britain i 2007. (Arkivfoto: Biker Jun)
En hilsen til Tour de France-rytterne fra irriterede cykelfans. (Arkivfoto: Wladyslaw Sojka, Wikimedia Commons)
