Piger tyr til vold for at få respekt

To piger går og snakker på en S-togsperron. En tredje pige kommer imod dem. Da hun tilfældigt støder ind i dem, gå det stærkt. Hun bliver skubbet, og to spark får hende til at synke sammen på den kolde asfalt, imens de to gerningspiger løber væk fra stedet.

Næsten hver dag falder der dom i en sag om pigevold i Danmark. For første gang bliver de voldelige piger nu undersøgt i et forskningsprojekt. Bag forskningen står antropolog Ann-Karina Henriksen, ph.d.-studerende ved RUC’s Institut for Samfund og Globalisering.

Hun har igennem et halvt år fulgt og interviewet tyve piger, der har været involveret i konflikter med fysisk vold. Det har givet hende et klart billede af, hvorfor pigerne tyr til vold.

»Pigerne taler om, at vold kan give dem status. Mange af dem kommer fra boligområder, hvor man skal passe på sig selv for at undgå overgreb – det kan være alt fra at få slag eller få stjålet sine ting, til at blive kaldt ’luder’ eller ’taber’,« fortæller Ann-Karina Henriksen.

»Pigerne bliver nødt til at passe på sig selv og deres veninder, og de beskytter sig med vold. Der er piger, der siger, at det handler om ære og respekt, at de ikke vil finde sig i, at blive trådt på.«

Brændemærker, spark og slåskampe

Ann-Karina Henriksen har igennem et halvt år fulgt piger fra københavnsområdet, der har erfaring med at bruge vold. De fortæller alle, at de har medvirket til en af følgende tre former for vold:

• Ydmygelse mere end tæsk. Volden er aftalt på forhånd mellem flere piger. Det kan være, at pigerne skriver ’luder’ hen over brystet på ofret. Eller brænder hende med cigaretter. Det kan også være, at de tisser på hende eller tvinger hende til at spise en gammel papkasse.
  
• Svar på små udfordringer. Hvis en pige bliver skubbet, når en anden går forbi, må hun reagere. Hun skubber hun igen, sparker eller kvitterer med et par flade på siden af hovedet. Det er vold, som er hurtigt overstået.
  
• Regulær slåskamp, hvor pigerne slår eller sparker på hinanden uden bagefter helt at kunne huske, hvad der skete.

Det er dog sjældent, at piger ender i ’en til en’-slåskampe.

»I de her miljøer må piger gerne markere, at de kan slås. Men de må ikke miste kontrollen, som man nemt kan i en ’en-til-en’-kamp. Det passer nemlig ikke ind i pigernes eget billede af, hvad der er ok.«

»Det handler om at finde en hårfin balance mellem at sætte sig i respekt ved at true og bruge et meget voldsomt kropssprog uden at gå til yderligheder. Selvom pigerne bruger vold, er det oftest ikke noget, de er stolte af,« fortæller Ann-Karina Henriksen.

Status og selvforsvar presser piger ud i vold

Når pigerne selv skal forklare, hvorfor de er voldelige, kommer de med tre grunde:

1. Det handler om respekt. Det giver status at vise vilje til vold.

»Pigerne søger mod fællesskaber, hvor de har en betydning. De fortæller, at de før var stille og usynlige piger. Men da de begyndte at færdes på gaden, fik de attitude – de blev til noget.«

»Man kan så spørge, om pigerne lærer at slås på gaden, eller om de lærer at slås for at kunne være på gaden? Jeg tror det sidste,« siger Ann-Karina Henriksen.

2. Pigerne vil forsvare sig selv.

»De bliver nødt til at reagere, hvis nogen i byen går ind i dem – eller kigger på dem, som om de intet er værd.«

»Hvis man ikke reagerer på det, accepterer man jo, at man ikke er noget. Hvis nogen pisser på din Northface-jakke, rygtes det hurtigt, hvis du ikke gjorde noget ved det,« fortæller Ann-Karina Henriksen.

3. Pigerne vil forsvare deres veninder, for de er tit det eneste, de har.

»Pigerne lever liv, hvor de på mange områder har svært ved at sætte dagsordenen. Mange har haft det svært i skolen – eller de er blevet smidt ud af den. Og de skifter sagsbehandler hele tiden.«

»Når systemet og forældrene ikke hjælper, må pigerne hjælpe hinanden. Når de bliver smidt ud hjemmefra klokken ti om aftenen, kan de ringe til en veninde og sove sammen med hende i en opgang.«

»Loyalitet i forhold til trusler eller ydmygelser hænger sammen med loyalitet i forhold til en masse andre problemer. Pigerne vil gerne være der for hinanden,« fortæller Ann-Karina Henriksen.

Social arv er ikke hele forklaringen på vold

Social arv plejer at få skylden for, at unge ikke kan finde sig til rette i samfundet. Det er da også en nærliggende forklaring, vold hænger sammen med, at pigerne har oplevet mistrivsel og vanskelige vilkår i deres opvækst – blandt andet vold i familien. Men Ann-Karina Henriksen mener, at den forklaring er for enkel.

»I stedet for at se på enkeltpersoner og deres opvækst, kan man se pigerne som mennesker i bestemte kontekster.
I konfliktsituationer er de i et 'spændingsfelt' med den person, de er i konflikt med. Når man ser sådan på det, er fokus ikke på den enkelte pige, men på de situationer, der fører til volden,« siger Ann-Karina Henriksen.

Pigerne har en ’gadelogik’ som accepterer vold

Ud over social arv mener Ann-Karina Henriksen, at man skal undersøge to andre forhold, hvis man vil forstå, hvorfor piger ender med at bruge vold.

• Pigerne - som Ann-Karina Henriksen har interviewet - befinder sig i bunden af alle de hierarkier, der findes omkring dem. De er piger (kønshierarkiet), de tilhører det man kan kalde underklassen (klassehierarkiet), de er unge og opfattes som umodne i forhold til at tage beslutninger om deres liv (aldershierarkiet). Alt sammen noget der kan medvirke til, at pigerne oplever, at de har meget lidt indflydelse. Derfor søger de nogle fællesskaber, hvor de har handlekraft.
  
• ’Gadelogik’, som Ann-Karina Henriksen kalder det. Det er tanke-mønstre, som de unge har til fælles. De siger, at nogle former for vold er ok - og faktisk nødvendigt i nogle situationer. Hvor gadelogikken kommer fra, beskæftiger forskeren sig ikke med. Men hun bemærker, at den samme logik findes i mandegrupper som Bandidos og i bande-miljøet. Måske har pigerne den derfra.

Forskning kan bringe pigerne nærmere deres drømmeliv

Det er op ad bakke for de voldelige piger. For de er langt væk fra deres drøm: At få taget deres 9. klasses-eksamen og få et liv, hvor de har et arbejde, en mand, nogle børn og egen lejlighed.

Ann-Karina Henriksen mener, at hendes forskning måske kan hjælpe pigerne. For når vi forstår, hvorfor de tyr til vold, kan de måske få redskaber til at undgå at ende i de voldelige situationer, der brændemærker dem som outsidere.

»På døgninstitutioner er der mange konflikter mellem pigerne og socialpædagoger. I dag ser vi på konflikterne, som om de skyldes noget, de unge har med sig. I stedet kunne man se det son en såkaldt ’situeret konflikt’ hvor både børn, voksne og stedets rammer er årsag til konflikten.«

»Det vil være enormt frugtbart for både pigerne og dem, der er ansat, hvis vi kan kaste et nyt perspektiv på konflikterne,« siger Ann-Karina Henriksen.

Projektet er finansieret af Det Frie Forskningsråd og afsluttes foråret 2013.