Remakes hører til i den kategori af film, der på forhånd er frakendt enhver kvalitet.
For hvorfor dog genlave en god film? Det kan jo kun blive dårligt. Se bare på – og her er det så, at folk har en række eksempler på remakes, der efter deres mening er spild af tid.
Jeg opdagede i min ferie en remake, da jeg lejede den amerikanske gyserfilm ‘Quarantine’ (2008), der lover et hus fyldt med farlige væsner og en ung kvindelig reporter og hendes fotograf, som følger et hold brandfolk på arbejde og bliver spærret inde i bygningen.
Jamen, tænkte jeg, det lød lige som min boldgade. Og ganske rigtig, vi var vældig underholdt og nød især slutningen, der ikke skal røbes.
Overraskelse til sidst
Vi havde selvfølgelig set ‘Cloverfield’, så det æstetiske trick med et håndholdt kamera igennem hele filmen var ikke nogen overraskelse.
Derimod blev vi overraskede, da vi allersidst i rulleteksterne læste, at filmen byggede på den spanske ‘Rec‘ (2007).
Jeg var straks nede i Blockbuster næste aften for at leje ‘Rec’, som handlede om, ja, det samme. Eneste forskel var, at vi denne gang ikke fik nogen forklaring på smitten. Slutningen var dog bedre, blev vi enige om, da vi i fællesskab skreg så højt, at vores to katte trak friske jernbanespor hen over gulvbrædderne. Fedt.
Vi var enige om, at begge film var gode på hver deres måde, begge med en overbevisende autenticitet i den dokumentariske stil, gedigent skuespil og banale, men effektive gyserelementer.
Især den spanske slutning fik os til at overveje, hvorfor vi bliver bange for det monster, vi ved, venter uden for kameraets synsfelt? Det kommer, yes, det kommer. Med mindre vi har en skuffende og overvurderet ting som ‘The Blair Witch Project’ (1999), der indledte bølgen af ‘håndholdt-kamera-forfølger-monster’, der er ved at blive en selvstændig subgenre.
Remakes er fordomsramte
Hvorfor er det, at remaken skal skældes ud for at være en remake?
James Berardinelli skriver på sin anmelderside: »It has become tiresome to travel to a multiplex seemingly every other Friday to see the latest remake of a foreign horror film. For the most part, the problem isn’t that these productions are remakes but that they’re bad remakes.«
Han giver filmen to ud af fire stjerner.
Men jeg er uenig. ‘Quarantine’ er ikke bare en fin lille håndholdt gyserfilm, det er også et eksempel på den fordomsfuldhed, der hersker blandt filmkritikere over for remaken.
Remakes er ikke nødvendigvis dårligere
Vi ser ikke, at opførelser af teaterstykker bliver anklaget for bare at være en remake af f.eks. ‘Hamlet’ eller af ‘Et dukkehjem’. I teaterverden findes genopførelsen, der som bekendt er kunst og tegn på kommerciel succes og bliver hilst velkommen.
I litteraturen ville en remake derimod være utænkelig. Tænk at genskrive et mesterværk som Hemingways ‘The Old Man and the Sea’ eller James Joyces ‘Ulysses’. Syndefald.
Jeg vil protestere imod den modernistiske opfattelse af, at et værk skal være originalt for at være godt, og at gentagelsen af et værk nødvendigvis er noget crap. Selv kan jeg f.eks. bedre lide ‘Vanilla Sky’ (2001), der er en remake af spanske ‘Abre los ojos’ (1997).
Og som alle genrefans ved: der er jo ikke noget bedre end at få fortalt den samme historie igen. Og igen. Og igen. Bare det sker godt!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
