Nyt studie af bonoboernes komplekse sprog er lidt af en øjenåbner

Gennem en kombination af ord, så de danner sætninger, kan mennesker ubesværet tale om et utal af emner – fra neurovidenskab til lyserøde elefanter.

Det skyldes noget, som kaldes 'kompositionalitet'.

Kompositionalitet er evnen til at kombinere meningsfulde enkeltdele til en større sammenhæng eller helhed, hvis betydning afhænger af både de forskellige dele og måden, som delene er kombineret på.

I menneskesprog findes kompositionalitet i to former:

• Den simple (eller banale) version, hvor hvert element bidrager med sin egen uafhængige betydning, og hvor helheden kan forstås som summen af delene. For eksempel betyder 'blond danser' en person, der både er blond og danser. Hvis denne person også er læge, kan vi udlede, at personen er en 'blond læge, der danser'.
• I den komplekse (eller ikke-banale) version har ordene i en kombination ikke en særskilt betydning, men ændrer i stedet betydningen af de andre ord. For eksempel betyder 'dårlig danser' ikke, at en person er 'dårlig og danser' – eller hvis personen også er læge, kan vi ikke nødvendigvis udlede, at personen er en 'dårlig læge'. I dette tilfælde hænger 'dårlig' nemlig kun sammen med 'danser'.

I mange år har forskere troet, at kun mennesker bruger kompositionalitet i stor stil.

Dyrenes kommunikation blev anset som en tilfældig blanding af lyde og kald med kun få eksempler på reel struktur.

Nyt studie fortæller en anden historie

Men vores nylige studie, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Science, fortæller en anden historie.

Vores omfattende forskning i bonoboernes orale kommunikation fandt sted i deres naturlige habitat – Kokolopori-reservatet i Den Demokratiske Republik Congo.

Vi fandt, at bonoboerne, som sammen med chimpanserne er vores nærmeste nulevende slægtninge, i høj grad bruger kompositionalitet i deres kommunikation – helt ligesom i menneskesprog.

For at undersøge kompositionalitet hos dyr skal man først have en solid forståelse af, hvad deres enkelte kald – og kombinationer af kald – faktisk betyder.

Det har i mange år været en udfordring, fordi det er svært at komme helt ind i hovedet på dyr og afkode deres lyde med sikkerhed.

Derfor udviklede vi en ny metode, der gør det muligt pålideligt at afkode betydningen af bonoboernes vokaliseringer.

På denne måde kunne vi kortlægge betydningen af både deres enkelte kald og de forskellige måder, de sætter dem sammen på.

Registrede abernes kald

Vi arbejdede ud fra en teori om, at et bonobo-kald kan betyde flere forskellige ting.

Det kan være en slags ordre ('Flygt!'), en melding om noget, der skal ske ('Jeg skal videre'), en følelse ('Jeg er bange'), eller det kan referere til noget i omgivelserne ('Fjende/rovdyr! Fare på færde!').

For at kunne forstå betydningen af hver vokalisering pålideligt og uden en menneskelig misvisende fremstilling beskrev vi detaljeret den kontekst, som hvert kald blev afgivet i.

Vi brugte flere end 300 forskellige kontekstuelle parametre.

For eksempel registrerede vi, om der var eksterne faktorer til stede (såsom en anden bonobo- eller abeflok i nærheden), og vi noterede os adfærden hos den bonobo, der kaldte – om den for eksempel spiste, bevægede sig, hvilede sig og så videre.

Udviklede en 'bonobo-ordbog'

Vi registrede også, hvad afsenderen og tilhørerne gjorde, i de to minutter efter at et kald blev afgivet – hvad de begyndte at gøre, fortsatte med, eller holdt op med at gøre.

Vi benyttede en meget detaljeret beskrivelse af konteksten til at tildele betydning til hvert kald. Betydningen blev de kontekstuelle faktorer, der gentagne gange var associeret med netop dette kald.

Hvis en bonobo konsekvent begynder at bevæge sig videre efter et bestemt kald, er det sandsynligt, at kaldet betyder: »Jeg skal videre nu«.

Med denne tilgang udarbejdede vi en komplet liste over bonobo-kald og deres betydning – en slags 'bonobo-ordbog'.

Det er et vigtigt skridt i forståelsen af dyrekommunikation, da det er første gang, forskere systematisk har kortlagt betydningen af alle kald hos et dyr.

En bonobo fløjter i skoven for at koordinere gruppens bevægelser over et større område.

Bonobo-kompositionalitet

I anden del af vores studie udviklede vi en metode til at undersøge, om bonoboernes kald bliver kombineret på en kompositional måde.

Vi fandt adskillige kombinationer, hvor betydningen af sammenhængen afhang af betydningen af de enkelte dele – et klart kendetegn ved kompositionalitet.

Nogle af disse kombinationer mindede endda slående om mere komplekse strukturer i menneskesprog.

Tidligere studier af fugle og primater har vist, at dyr kan danne simple kompositionelle strukturer.

Men der har hidtil ikke været et stærkt evidensgrundlag for, at dyr også kan danne mere komplekse, ikke-banale strukturer – hvilket har styrket teorien om, at denne evne er unik for mennesker.

Inspireret af lingvistikken

For at afklare, om bonoboernes kald er kompositionelle, brugte vi en metode inspireret af lingvistikken.

Her stillede vi tre krav for, at en kombination kunne betegnes som kompositionel:

• Hvert element har sin egen, særskilte betydning.
• Kombinationens betydning er forskellig fra de enkelte deles betydning.
• Kombinationens betydning afhænger af betydningen af delene.

Derudover vurderede vi, om en kompositionel kombination var ikke-banal, ved at undersøge om helheden betød mere end summen af delene.

Til det byggede vi et 'semantisk rum' – en flerdimensionel repræsentation af betydningen af bonobo-kald – som gjorde det muligt at måle, hvordan enkelte kald og kombinationer relaterer til hinanden.

Vi brugte en metode inspireret af distributionel semantik, en sprogteoretisk tilgang, hvor man kortlægger ordenes betydning, ud fra de sammenhænge de bruges i.

For eksempel forekommer ordene 'haj' og 'dyr' ofte i samme kontekst – som 'fisk' eller 'rovdyr' – hvilket peger på, at deres betydning er beslægtet.

Omvendt bruges 'dyr' og 'bank' sjældent i samme kontekst, og derfor opfattes deres betydning som mindre relateret.

Denne metode gør det muligt at visualisere og kvantificere forholdet mellem betydninger – både hos mennesker og bonoboer.

Kortlagde betydningen af bonoboernes kald

Ved at anvende denne metode på bonoboernes vokaliseringer kunne vi kortlægge betydningen af deres kald og kaldkombinationer i et semantisk rum baseret på den kontekst, kaldene blev brugt i.

Det gav os mulighed for systematisk at bestemme, hvilke kombinationer der opfyldte de tre kriterier for kompositionalitet – og om nogle af dem også udviste ikke-banal kompositionalitet (som eksemplet med 'dårlig danser' i indledningen, red.).

Vi identificerede fire kaldkombinationer, hvor betydningen var tæt forbundet med betydningen af de enkelte dele – et klart kendetegn ved kompositionalitet.

Nok så vigtigt indgik hver enkelt kaldetype i mindst én kompositionel kombination, ligesom alle ord i menneskesprog kan optræde i sætninger.

Det peger på, at kompositionalitet – ligesom i menneskelig kommunikation – er en grundlæggende del af bonoboernes måde at kommunikere på.

Slående lighed

Derudover viste tre af kombinationerne en slående lighed med de mere komplekse, ikke-banale strukturer, som vi kender fra menneskesprog.

Det peger på, at evnen til at kombinere kald på komplekse måder måske ikke er så unik for mennesker, som vi tidligere har troet – og at denne sproglige kapacitet kan have dybere evolutionære rødder end hidtil antaget.

En bonobo udsender et dæmpet 'peep’' som betyder: »Jeg vil gerne…«, efterfulgt af en fløjtelyd, der betyder: »Lad os blive sammen«.

I anspændte sociale situationer får denne kombination en ny nuance, som kan tolkes i retning af: »Lad os lige tage det roligt« – en opfordring til at skrue ned for konflikterne og værne om fællesskabet.

Sprogets evolution

En vigtig konsekvens af vores forskning er den indsigt, den giver i sprogets evolutionære rødder – særligt sprogets kompositionelle egenskaber.

Hvis vores bonobo-slægtninge i høj grad bruger kompositionalitet, ligesom vi gør, peger det på, at vores sidste fælles forfader også gjorde det.

Det betyder, at evnen til at skabe komplekse betydninger ud fra mindre vokale enheder allerede fandtes for mindst 7 millioner år siden – måske endda tidligere.

Disse nye fund peger på, at kompositionalitet ikke er noget unikt menneskeligt, men derimod en egenskab, der har eksisteret, længe før det moderne menneske kom til.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.