Tolerancens baggrund er 1500- og 1600-tallets omfattende europæiske religionskrige mellem katolske og protestantiske stater og områder – i den forstand er tolerancen motiveret af tilstandene efter reformationen, ikke et produkt af den.
De førende reformatorer Martin Luther (1483-1546) og Jean Calvin (1509-1564) var begge radikalt intolerante, og de både advokerede og praktiserede dødsstraf for afvigende religiøse holdninger, også blandt konkurrerende protestantiske strømninger.
Intolerancen kom også til at herske i de stater, hvor calvinisme og lutheranisme oprettede statskirker, f.eks. i Danmark, hvor man indførte protestantismen i 1536.
Indførelsen af Moseloven i verdslig ret gjorde i stort omfang de protestantiske stater mindre tolerante end under katolicismen.
Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle blasfemi straffes med afhugning af tunge og hoved, ligesom al anden gudsdyrkelse end statskirken skulle forbydes og gav dødsstraf.
Selv mindre irregulariteter i forbindelse med konfirmation og altergang kunne føre til tab af rettigheder til ejendom og ægteskab – og i yderste instans landsforvisning.
Mange områder husede religiøst blandede befolkninger
Reformationens betydning er indirekte: Den opløste det katolske magtmonopol og gjorde Europa til et rum for stridende konfessioner.
Det delegitimerede automatisk religionens fordring på sandhed, og de mange forskellige bud på religiøs dogmatik og frelse såede tvivl om, hvorvidt en sådan sandhed overhovedet eksisterede.
Freden i Augsburg 1555 og Den Westfalske Fred 1648 knæsatte det princip, at befolkningerne i Europa skulle følge deres fyrste og antage samme tro som ham: Cujus regio, ejus religio (latin: »den, som landet tilhører, hans trosretning skal gælde«).
Det var imidlertid lettere sagt end gjort, fordi mange områder nu husede religiøst blandede befolkninger, især Centraleuropa, Tyskland, Frankrig og Nederlandene, men også England.
De lutherske styrer i Skandinavien havde større held med at konvertere hele befolkningen og forhindre alternativ religionsudøvelse ved dødsstraf.
En fælles, obligatorisk statsreligion var en politisk nødvendighed
I midten af 1600-tallet bredte der sig imidlertid en vis tolerance i praksis, især i velstående byer i Holland. Men også principielt begyndte politiske tænkere at overveje fordelene ved en mere eller mindre begrænset trosfrihed.
Filosoffen Thomas Hobbes (1588-1679) skrev i 1651 i værket Leviathan, at en fælles, obligatorisk statsreligion var en politisk nødvendighed for et effektivt styre, men individerne måtte tro, som de ville, hvis bare de var villige til udadtil at opføre sig efter statsreligionens direktiver.
Og Baruch de Spinoza (1632-1677) – en sekulariseret portugisisk jøde i Amsterdam – var nok den første til at artikulere et moderne syn på tolerance og ytringsfrihed.
Med det radikale 20. kapitel af sin Tractatus Theologico-Politicus (1670, dansk udgave, Teologisk-politisk afhandling, 2009) foreslog han, at staten er bedst sikret, når der hersker trosog ytringsfrihed. Staten skal kun ved lov regulere borgernes handlinger, ikke deres tanke og tale.
Statens bestræbelser på at kontrollere undersåtternes tanke vil nødvendigvis, argumenterede Spinoza, være kontraproduktiv, fordi den rammer de forkerte (de frie, fornuftige borgere) og føre til skismatiske stridigheder i staten.
Folk kan godt leve i harmoni trods forskellige synspunkter
Holdningen var kontroversiel.
Forfølgelse af kætterske synspunkter og anderledes troende var Spinozas umiddelbare anledning, og hans berømte vending, at staten aldrig er sikrere, end når de suveræne myndigheders ret er begrænset til kun at angå handlinger, og når enhver er fri til at tænke, hvad de vil, og sige, hvad de tænker, var kættersk i sig selv.
Folk kan leve i harmoni, selv om de har forskellige og modstridende synspunkter – det opnås bedst, vovede den ellers så forsigtige Spinoza at sige, i et demokrati, hvor alle aftaler at handle (men altså ikke tænke og tale) ifølge de fælles beslutninger.
Spinoza er også manden bag det senere så vigtige argument, at ytrings- og tankefrihed er uundværlig for fremskridt i kunst og videnskab, ligesom han apropos vor egen tid ser, at indskrænkninger i ytringsfrihed ofte er noget, staten indfører for at forsøge at pacificere rasende borgere.
Men indskrænkningerne vil være uden effekt, fordi forbud kun gør det ædelt for de knægtede frie ånder at dø for friheden.
Den udstrakte tolerance nåede ikke til katolikker og ateister
I angelsaksisk sammenhæng er det filosoffen John Locke (1632-1704) og hans A Letter Concerning Toleration fra 1689, der blev centralt for toleranceforståelsen.
Også Locke vender sig mod Hobbes’ argumenter for en obligatorisk statsreligion og siger, at det ikke kan være statens opgave at sørge for sjælefrelse.
Hans brev udkom anonymt året efter The Glorious Revolution i England og afsættelsen af den katolske kong James II (1633-1701).
James II havde advokeret for frihed både for engelske katolikker og ikkekonforme protestantiske strømninger, men blev mistænkt for at ville indføre katolsk enevælde i landet, og han blev fordrevet af sin protestantiske nevø William af Oranges invasionshær fra Nederlandene.
Locke udstrakte således ikke sin tolerance til katolikker, ligesom han heller ikke ville tolerere ateister.
Udviklingen af en moderne offentlighed var stadig et undergrundsforetagende
Selv om tolerancebegrebet således blev udviklet i anden halvdel af det 17. århundrede, tog det betydeligt længere tid at realisere det i praksis.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
I løbet af det 18. århundrede udviklede der sig i Nordvesteuropa en større grad af praktisk tolerance, og især Holland blev et centrum for udviklingen af 'de lærdes republik' – det netværk af tænkere, skribenter, boghandlere, bogtrykkere, bogsmuglere og bogsamlere, der cirkulerede videnskabelige og politiske ideer på tværs af landegrænserne.
I anden halvdel af det 17. århundrede begyndte de første tidsskrifter at udkomme, og de blev med tiden til de første reelle aviser, magasiner og fagtidsskrifter.
Udviklingen var kimen til en moderne offentlighed uafhængig af stat og kirke, men var i stort omfang stadig et hemmeligt undergrundsforetagende i det meste af det 18. århundrede.
Den blotte besiddelse af et religionskritisk skrift kunne udløse hårde straffe.
Danmark var det første land, der dekreterede trykkefrihed ved lov
Tolerancen var altså ikke lovfæstet i denne periode, og da den tyske læge og politiker J.F. Struensee (1737-1772) indførte trykkefrihed i Danmark i 1771, var vi reelt det første land i verden, der dekreterede trykkefrihed ved lov.
Filosoffen Voltaire (1694-1778) var så imponeret, at han skrev et hyldestdigt til kong Christian 7. Voltaires livslange propaganda for tolerance havde bidraget til at videreføre og udbrede ideen på kontinentet.
Voltaire havde som ung levet i engelsk eksil i tre år og var stærkt påvirket af Newtons fysik, Lockes filosofi og rettighederne i det konstitutionelle monarki.
I 1734 udgav han 'Lettres philosophiques sur les Anglais', hvor han udbredte tankerne i en kritik af hjemlige franske forhold. England havde lært ham værdien af trosfrihed:
»En englænder rejser, som fri mand, til himlen, ad hvilken vej han nu selv foretrækker.«
Tolerancen er universel
Voltaire var ikke demokrat og mente oplysningsideer skulle udbredes politisk via enevældige monarker (og deres hoffilosoffer som ham selv).
Voltaires 'Traité sur la tolérance' (1763) er det klassiske eksempel på en intellektuel, der tager en aktuel sag som basis for et krav om tolerance.
Den franske calvinist Jean Calas (1698-1762) var blevet anklaget for at have myrdet sin egen søn for at hindre ham i at konvertere til katolicismen – han blev torteret og henrettet.
Anklagerne var sandsynligvis falske, og Voltaires kampagne førte til æresoprejsning for Calas efter døden.
Argumentationen føres videre i opslaget 'Tolerance' i 'Dictionnaire philosophique' (1771). Tolerancen er universel, når han med en stikpille til Locke udbryder:
»Det kræver ikke stor kunst eller voldsomt opøvede talegaver at bevise, at kristne burde tolerere hinanden. Jeg går imidlertid videre: Jeg siger, at vi burde se alle mennesker som vore brødre. Hvad? Tyrken min broder? Jøden? Siameseren? Ja, uden tvivl; er vi ikke alle børn af samme fader og skabninger af den samme gud?«
En del af Den Franske Revolution var inspireret af oplysningens tolerence
Det mest berømte og oftest citerede Voltaire-motto angående tolerance har han aldrig skrevet. Det lyder:
»Jeg afskyr Deres synspunkt, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at fremføre det.«
Det stammer fra den britiske forfatter S.G. Tallentyres (1868-1919) bog Voltaire’s Friends (1906), hvor det lægges ham i munden, men det opsummerer godt Voltaires radikale forestilling om tolerance.
Det er et ofte omdiskuteret emne, i hvilket omfang de filosofiske overvejelser i oplysningstidens forskellige strømninger spillede ind på de borgerlige revolutioner sidst i 1700-tallet.
De amerikanske founding fathers som Thomas Jefferson (1743-1826) og James Madison (1751-1836) var godt hjemme i den europæiske oplysning, og det er velkendt, hvordan Madisons ytringsfrihedsparagraf i den amerikanske Bill of Rights 1791, USA’s forfatning, blev den allerførste: The First Amendment.
Også den frihedsorienterede del af Den Franske Revolution omkring Mirabeau, Condorcet og Brissot var inspireret af oplysningens tolerance.
Laissez faire-holdningen karakteriseres som alt for magelig
I løbet af 1800-tallet fik mange europæiske lande borgerlige revolutioner og lovfæstet tolerance, religionsog ytringsfrihed.
Den britiske filosof John Stuart Mill (1806-1873) On Liberty (1859) er det klassiske sted for den moderne diskussion af tolerance, der breder sig også til ikke-religiøse emner og kun begrænses af hans 'skadesprincip':
Alt skal tolereres, der ikke gør skade på andre eller begrænser deres frihed.
Ofte har det imidlertid først været i det 20. århundrede, at den lovfæstede tolerance fik juridisk og sædelig kraft.
F.eks. er det først med en række berømte interventioner af højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes (1841-1935) omkring 1920, at The First Amendment fik den centrale status, den i dag nyder i USA.
Udbredelsen af tolerance i Vesten kan ofte give den ide, at det er udviklingens naturlige mål, og at man kan læne sig tilbage og tænke på noget andet, når den først har indfundet sig.
Det er imidlertid ofte så fristende for politiske magthavere at gribe ind over for tale- og trosfrihed, at en laissez faire-holdning må karakteriseres som alt for magelig.
Tolerencen i den islamiske verden er generelt mindre end for et par generationer siden
Tag bare buketten af totalitarismer fra begyndelsen af det 20. århundrede: bolsjevisme, fascisme, nazisme og islamisme, der alle forestiller sig, at deres omfattende kontrol af samfundslegemet nødvendiggør, at dissiderende stemmer må bringes til tavshed, ofte med meget drakoniske midler.
Det er i tilbageblik egentlig overraskende, at man i tømmermændene oven på fascismernes nederlag i 2. Verdenskrig faktisk fik rejst et monument for tolerancen i form af FN’s Menneskerettighedserklæring af 1948, hvor både ytringsfrihed og trosfrihed (inklusive retten til at skifte tro) blev kontrasigneret af de fleste nationer.
Fascismerne er i dag i stort omfang nedkæmpet, men islamismen har vundet ny styrke i store dele af den islamiske verden efter Den Iranske Revolution 1979, og tolerancen i de lande er generelt betydelig mindre end for et par generationer siden.
I Det Osmanniske Imperium havde der hersket en begrænset accept af udvalgte minoriteters parallelsamfund (kristne og jøder), dog kun som særbeskattede andenrangsborgere uden individuel religionsfrihed.
Forestillingen om osmannisk behandling af mindretal synes aktuelt at vokse i takt med islamismen.
Hvis vi skal leve sammen, må vi undlade at sige noget grimt om andre kulturer
Det synes også at være det islamistiske problem, der har betydet den overraskende omfortolkning af tolerancebegrebet i de vestlige lande de seneste tiår.
Den stærke tradition for tolerance i oplysningstænkningen er, at staten ikke forbyder ytringer og trosretninger, hvis de i øvrigt ikke overtræder demokratiske og retsstatslige principper.
Lidt populært kan man sige, at tolerance kræver af stat og borger, at man tåler eksistensen af udsagn og trosformer, som måske virker mærkværdige og usande – endda krænkende og afskyelige.
En ny og radikalt anderledes opfattelse af tolerance er imidlertid ved at vokse frem, og den forsøger at sætte tolerance i modsætning til ytringsfrihed:
Hvis man er tolerant, skal man undlade at udtrykke sin mening, hvis nogen kunne blive krænket af den.
Et lokalt eksempel er dagbladet Politiken eller litteraturforskerne Thomas Bredsdorff (f. 1937) og Lasse Horne Kjældgaards (f. 1974) bog Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader fra 2008.
Ofte henvises der til multikulturalisme efter devisen:
Hvis vi skal leve sammen, må vi undlade at sige noget grimt om andre kulturer.
Ny opfattelse af tolerance øger intolerancen
I en del lande er der i dag 'hate-speech'-paragraffer, der forbyder krænkende udtalelser om udvalgte grupperinger, og gamle blasfemiparagraffer støves af for at indskrænke ytringsfriheden.
Man kan naturligvis ikke styre folks brug af sproget, men det er vigtigt at gøre sig klart, at oplysningens og den nye anvendelse af det samme ord er stik modsatrettede.
De klassiske oplysningsargumenter lød netop, at hvis meget forskellige personer, grupper eller religioner skulle leve sammen i tolerance, krævede det så høj en grad af ytringsfrihed som muligt – ingen skulle lukkes ude af det offentlige rum.
Den ny opfattelse af tolerance hævder modsat, at en stadig stigende mængde typer af udsagn skal kriminaliseres.
Denne nye 'tolerance' øger reelt intolerancen. I første omgang naturligvis over for de udsagn og personer, der skal kriminaliseres; i anden omgang i offentligheden som helhed:
Det bliver en sport at opsøge udsagn, der skal kriminaliseres, ligesom det bliver en omfattende tendens at erklære sig som offer for andres udsagn.
I tredje omgang fører denne tolerance uvægerligt til dobbeltstandarder og hykleri:
Der bliver indført hjemmelavede kriterier for, hvem der især skal beskyttes mod krænkelse, og hvem man måske ikke behøver beskytte.
Religionsfrihed omfatter også friheden til religionskritik
Tendensen angriber selve fundamentet for oplysningens tolerance:
Religionsfriheden, der naturligvis også omfatter friheden til religionskritik.
Således har de islamiske landes organisation OIC i mange år ført kampagne i FN’s Menneskerettighedsråd for at få tilføjet en menneskerettighed, der skal beskytte religioner mod krænkelse ved at kriminalisere religionskritik.
Dobbeltmoralen i den ny tolerance indebærer, at nogle religioner, holdninger, udsagn eller grupper skal beskyttes, andre ikke.
Der kommer i praksis ikke længere til at gælde samme rettigheder for alle.
Indvandrerdigteren Yahya Hassan (f. 1995) må ifølge dette argument gerne kritisere muslimske indvandrere – islamkritikeren Lars Hedegaard (f. 1942) må ikke.
Kritik af bestemte grupper kun må fremføres af medlemmerne af grupperne selv.
Den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980) var næppe på alle punkter noget tolerancens eller oplysningens ideal – men her er det godt at erindre sig hans oplyste definition af en intellektuel som en, der blander sig i noget, der ikke vedrører ham.
Hvis det nye begreb om tolerance – som man snarere kunne kalde selvcensur – virkelig får held til at brede sig, er der reel fare for, at den oplyste tolerance og den åbne offentlighed, de moderne samfunds fundament, forfalder.
