Nominering i Cannes giver succes i udlandet – men sjældent herhjemme

»Ville du give 622 kroner for at se en film i biografen?« spurgte Jyllands-Posten for nylig i en artikel.

Det er blevet en tilbagevendende sport for landets kulturredaktioner at udregne, hvad en billet til forskellige danske biograffilm ville koste, hvis ikke staten støttede filmene.

Anklagen går gerne på, at statsstøtten går til smalle film med succes på de internationale filmfestivaler, som ingen danskere vil se uden at få penge for det. Som den tidligere direktør for Nimbus Film Jørgen Ramskov sagde til Børsen, da avisen i 2011 lavede samme øvelse:

»For selvom der er andre succeskriterier end billetsalg, så er det ikke godt nok, hvis man efter syv år kan se tilbage og konstatere, at man har haft succes på brilleabe-festivaler i Tjekkiet, men ikke har kunnet sælge billetter herhjemme.«

Men der lader nu til at være god økonomisk grunde til at satse på de internationale film-festivaler. Det viser forskning, som professor Jesper Strandgaard fra Institut for Organisation på CBS har lavet sammen med en række udenlandske kolleger.

Succes på festivalerne kan nemlig noteres i biografernes billetluger. Blot sjældent i de danske biografer, som er dem, der indgår i avisernes opgørelser.

Nominering får folk i biografen

Det er godt nok ikke tjekkiske ‘brilleabe-festivaler’, Jesper Strandgaard og kollegerne har undersøgt i deres studie, der endnu ikke er publiceret i sin helhed.

De har i stedet sammenlignet, hvor mange billetter de 607 film, der har været nomineret ved en af Europas tre mest prestigefyldte filmfestivaler i Cannes, Berlin og Venedig har solgt i EU-landene i perioden 1996-2005 med et tilsvarende antal vilkårligt udvalgte film, der ikke har været nomineret til de tre festivaler. Konklusionen er klar:

»Film, der er nomineret til en de tre festivaler, sælger i gennemsnit 1,63 millioner flere billetter blot i EU-landene end film, der ikke har været nomineret på dem,« siger Jesper Strandgaard og uddyber:

»Hvis man tilmed vinder en pris som bedste film, bedste instruktør eller bedste kvindelige eller mandlige hovedrolle, så vil man i gennemsnit kunne forvente yderligere 1,8 millioner flere solgte billetter i forhold til de film, der kun er blevet nomineret.«

Danske darlings er sjældent populære i udlandet

Når det umiddelbart kan se ud, som om de feterede festival-succeser klarer sig dårligt hos biografgængerne, hænger det ifølge Jesper Strandgaard sammen med, at der er stor forskel på, hvilke danske film, der har succes i ind- og udland.

Han har tidligere lavet forskning, der sammenligner de mest sete danske film i henholdsvis Danmark og i udlandet:

»Faktisk er der kun to film, der går igen på top 10, og kun ‘Italiensk for begyndere’ har for alvor haft succes i både ind- og udland. Den var med over 800.000 solgte billetter den andenmest sete film i de danske biografer i perioden 1995-2007, men samtidig solgte den altså næsten tre millioner billetter uden for Danmark. Her skyldes succesen nok i høj grad, at filmen var nomineret ved festivalen i Berlin og vandt en sølvbjørn.«

Lokale blockbustere inviteres sjældent

Ifølge Louise Vesth, der er en del af ledelsen hos Zentropa og blandt andet producerer Lars von Triers film, er der én type film, som festivalerne er særligt værdifulde for:

»De europæiske film, der har et kunstnerisk afsæt, men et forholdsmæssigt lille lanceringsbudget, har stor glæde af at være på en festival, fordi det skaber presseomtale og er et udstillingsvindue i forhold til internationale købere,« siger hun.

Det er dog ifølge Louise Vesth ikke alle film, der har gavn af festivalerne:

»Festivalerne inviterer sjældent ‘lokale blockbustere’, som danske komedier, familiefilm eller genrefilm. De kan jo sagtens have et meget stort hjemmepublikum, men de rejser kun meget sjældent over grænserne. Så de film, vi fokuserer på til festivalerne, er dem, der har et internationalt potentiale, men som selvfølgelig også meget gerne må få et stort nationalt publikum,« siger Louise Vesth.

Trier er eksempel på succes i udlandet

At der ikke altid er sammenhæng mellem international succes og de danske biografgængeres gunst er netop Lars von Triers film et godt eksempel på:

»Trier sælger ikke vildt meget i Danmark, men rigtig meget i udlandet. Vores opgørelser viser, at ‘Dancer in the Dark’ og ‘Breaking the Waves’ var de mest sete danske film i de udenlandske biografer i perioden 1996-2006 med henholdsvis 4,3 og 3,8 millioner solgte billetter. Til gengæld solgte de to film kun mellem 200.000-300.000 billetter i de danske biografer og var ikke engang blandt de 10 mest sete film i perioden,« siger Jesper Strandgaard.

Forskellen er helt tydelig i forhold til Triers ‘Dogville’, der kun solgte 109.735 billetter i de danske biografer, mens hele 2,4 millioner udenlandske biografgængere gik ind og så Kidman i Triers Cannes-nominerede film.

Cannes er vigtigere end Berlin

Danskerne har ifølge Jesper Strandgaard fokuseret meget på festivalen i Berlin, mens næsten alle Lars von Triers film har fået premiere i Cannes.

Det er måske ikke nogen helt dum beslutning, for Jesper Strandgaards studier viser nemlig, at det ikke er alle festivaler, der er lige gode til at omsætte den kunstneriske anerkendelse til billetsalg:

»Vi kunne se, at selv blandt de her tre festivaler, som må siges at være festivalernes Champions League, er der en klar rangorden. Det at blive nomineret i Cannes har simpelthen langt større økonomisk værdi end en nominering i Berlin eller Venedig,« siger Jesper Strandgaard.

Festivaler bestemmer premiere-dato

Ifølge Jesper Strandgaard stiller produktionsselskaberne ofte deres ur efter festivalerne:

»Vi har tidligere lavet studier af den danske filmbranche, for eksempel af Zentropa og Nimbus, og vi oplevede, hvordan de tilpassede deres premierer og produktioner, så de kunne nå til festivalerne.«

Netop spørgsmålet om, hvornår en film er færdig og skal have national premiere, er ifølge Louise Vesth et vigtigt parameter for, hvilken festival en given film sendes til, men der er dog også andre overvejelser i spil:

»Et andet parameter er, hvilket forhold man tidligere har haft til festivalen. De fleste store festivaler har instruktører, der vender tilbage med deres film gang på gang, og her bliver produktionerne timet, så deres produktionsplan passer til festivalerne. Her er det altså også den personlige relation mellem instruktøren og festivalen, der afgør, hvor filmen sendes hen,« forklarer Louise Vesth, der dog også siger, at nogle film vil forsøge alle festivaler, i håb om at bare en af dem lykkes.

I år når Lars von Trier dog ikke at få sin nye film Nymphomaniac vist i Cannes, og ifølge Louise Vesth ser det lige nu ud til, at filmen ikke skal på festival, fordi den først vil være færdig i slutningen af året.

Festival gjorde voksenfilm til ungdomsfilm

Og det er ikke kun film-årets tidsplan, som festivalerne har kæmpe indflydelse på. De er nemlig i høj grad også med til at definere vores opfattelse af en given film:

»Hver festival har sin egen profil: Berlin er den politiske, Cannes er den glamourøse, og Venedig har været porten til Asien og Mellemøstens filmscene. Det betyder, at man nogle gange leder efter det politiske i en film, der deltager i Berlin, selvom det måske var meningen, at det bare skulle være en kærlighedsfilm.«

Jesper Strandgaard nævner Niels Arden Oplevs ‘Drømmen’, som et eksempel på en film, som festivalerne kom til at forme:

»Den var oprindeligt sendt til Berlin for at deltage i hovedkonkurrencen, men de lod ham så vide, at den ville have en god chance i konkurrencen for ungdomsfilm. På den måde blev dens identitet ændret fra en voksenfilm til en ungdomsfilm.«

Ledelserne må blande sig forsigtigt

Når festivalerne således kan afgøre en films skæbne i det internationale filmmarked, er det selvfølgelig interessant, hvordan film udtages og bedømmes på festivaler.

Arbejdet i festival-juryerne er som regel en mørklagt proces uden for offentlighedens søgelys, men Chris Mathieu, der er lektor på Institut for Organisation ved CBS har sammen med en kollega interviewet en række danske filmfolk, der har siddet i jury på de mest prestigefyldte festivaler.

Resultatet er netop publiceret i bogen ‘Exploring Creativity Evaluative Practices in Innovation, Design, and the Arts‘, der udkom på Cambridge University Press i marts 2013.

Et af de aspekter, som studiet afdækker, er, hvilken indflydelse festival-ledelserne har på prisuddeling:

»Hele konkurrencens legitimitet hviler på, at juryen uddeler priserne uafhængigt af festival-ledelsen. Det er både vigtigt for juryens medlemmer, fordi de ikke vil opfattes som styret, og for den generelle respekt omkring festivalens priser,« siger Chris Mathieu:

»Det betyder, at festival-ledelsen ikke kan blande sig i selve juryens arbejde, men til gengæld har ledelsen mulighed for at påvirke sammensætningen af juryen, og for at bestemme hvilke film der udtages til de forskellige konkurrencer på festivalen.«

Juryer bliver mætte af ens film

Det får nogle gange festival-ledelserne til at udtage særligt mange af den type film, de har en forkærlighed for:

»Nogle tænker, at det vil betyde, at der er større chance for, at juryen præmierer en film af den type. Men det interessante er, at flere af vores respondenter taler om, at man faktisk kan blive lidt mæt af at se den samme type film i 5-10 dage. Det betyder, at andre typer film kommer til at fremstå mere nyskabende og forfriskende, og derfor kan juryen faktisk ende med at vælge en anden type film, end den som festival-ledelsen foretrækker.«

Nogle gange kan ønsket om variation måske endda komme til at gå ud over kvaliteten:

»Nogle gange kan ledelsen også tage film med, som måske ikke helt har den rette kvalitet, fordi de giver kontrast til de andre nominerede film, og får dem til at stå endnu klarere frem. For eksempel kan man tage en film af særlig genre med, for at få andre genrer, som ledelsen foretrækker, til at stå stærkere,« siger Chris Mathieu.

Selv de største festivaler som Cannes eller Berlin har ofte svært ved at finde nok film af en tilstrækkelig kvalitet, slutter han.