Det har altid været sådan, at en del af befolkningen er barnløse. For mange handler det om ufrivillig barnløshed på grund af kendte eller ukendte årsager – parret bliver ikke gravide, selvom de prøver.
Men i dag vokser andelen af mennesker, som aldrig får børn, uden at det er knyttet til mere fysisk ufrugtbarhed. Og stigningen gælder mest mænd, viser norske tal.
Blandt nordmænd født i 1940, var 10 procent af kvinderne og 15 procent af mændene barnløse ved 40 års alderen. For dem, der blev født i 1970 er tallet steget lidt for kvinderne – til 13 procent. Men samtidig er hele 25 procent af mændene nu uden børn.
Hvorfor falder stadig flere mænd ud af familielivet?
Vegard Skirbekk, forsker ved International Institute for Applied System Analysis i Østrig og kollega Morten Blekesaune fra Universitetet i Agder i Norge, har nu undersøgt, hvordan personlighed påvirker chancer for at få børn.
Neurotiske får færre børn
Det er ingen nyhed, at personlighed påvirker fertiliteten – altså hvor mange børn, du får.
Undersøgelser fra flere lande har for eksempel vist, at udadvendthed ofte hænger sammen med flere børn. Mennesker, som scorer højt på udadvendthed er ofte sociale, dominerende og aktive.
Samtidig falder trækket neurotisisme ofte sammen med færre børn. Neurotiske mennesker er bekymrede, nærtagende og følelsesmæssigt ustabile.
Vegard Skirbekk og Morten Blekesaune fandt også disse sammenhænge, da de gennemgik data for 7017 nordmænd født mellem 1927 og 1968.
\ Fakta
Femfaktormodellen for personlighedstræk: En model inden for psykologisk teori, hvor man antager, at et menneskes personlighed kan forstås ud fra, hvor højt de scorer for fem overordnede personlighedstræk. Hvert af disse hovedtræk karakteriseres af flere facetter: Åbenhed over for oplevelser Facetter: Fantasi, æstetik, følelser, handlinger, ideer, værdier Samvittighedsfuldhed Facetter: Kompetence, orden, pligtopfyldenhed, præstationsorientering, selvdisciplin, besindighed Ekstraversion (udadvendthed) Facetter: Varme, selskabstrang, dominans, aktivitet, spændingssøgen, positive følelser Venlighed Facetter: Tillidsfuldhed, ligefremhed, altruisme, efterrettelighed, beskedenhed, blødsødenhed Neuroticisme Facetter: Angst, fjendtlighed, depression, selvbevidsthed, impulsivitet, sårbarhed Kilde: Wikipedia
Materialet viser desuden, at kvinder, som er målbevidste og selvdisciplinerede har en tendens til at få færre børn, mens det samme gælder for mænd, som er præget af åbenhed over for nye erfaringer. Måske vælger disse grupper børn fra til fordel for karriere og/eller oplevelser.
Men nogle af de mest interessante fund i det norske materiale handler om neurotiske mænd.
Undersøgelsen viser nemlig, at neurotiske træk ikke altid har haft en sammenhæng med en større risiko for barnløshed.
»Neuroticisme ser ikke ud til at have haft en betydning for børntallet for mænd født før 1957. Men i dag er det blevet et vigtigt mål,« siger Vegard Skirbekk til forskning.no.
Større frihed til selv at vælge
Der er ingen grund til at tro, at der er flere mænd, der er neurotiske i dag end før i tiden, mener Vegard Skirbekk. Det betyder i så fald, at dette personlighedstræk har fået en større betydning for fertiliteten med tiden.
Så hvorfor er neurotiske mænd oftere barnløse i dag?
Vegard Skirbekk mener, at det kan hænge sammen med, at vi har større frihed til at vælge nu. Frihed til at vælge partner. Men også til at vælge ikke at have en partner eller børn.
Dette betyder, at nutidens kvinder kan bortvælge det, det de anser som mindre attraktive fædre, selv når de ikke har et bedre alternativ ved hånden. Tidligere ville dette ofte ikke have været en mulighed.
På den anden side betyder friheden også, at neurotiske mænd selv kan fravælge børn. Det at få barn indebærer store forpligtelser og livsforandringer. Det virker måske ikke så attraktivt for en person, der ofte bekymrer sig og kæmper med ustabile følelser.
»Vi ved faktisk ikke, om det er kvinderne, der undgår neurotiske mænd som fædre til deres børn, eller om disse mænd selv fravælger børn,« siger Vegard Skirbekk.
Kvinder tester partnere før børn

En anden mulig forklaring på det stigende antal barnløse neurotiske mænd er, at vi nu i meget større grad afprøver en partner, før ægteskab eller børn kommer på tale. Det gør måske noget med de kriterier, vi bruger for at udvælge en livsledsager, som vi vil lave en familie med.
»Personlighedstræk får sandsynligvis en større betydning end tidligere. Før var man muligvis mere optaget af andre egenskaber, som kunne konstateres uden at bo sammen først, som titel eller indtægt,« siger Vegard Skirbekk.
Han tror, at en sådan ændring specielt kan ramme mænd. Tidligere forskning har antydet, at kvinder i højere grad end mænd løbende vurderer kvaliteten af forholdet, og afslutter forhold, de opfatter som utilfredsstillende, skriver de to forskere.
Det kan også ske, at der er indirekte årsager til, at neurotiske mænd falder ud.
Flere undersøgelser har for eksempel antydet, at mandens indtægt fortsat betyder ganske meget for kvindernes partnervalg. Og andre studier peger mod, at neurotiske mænd ofte tjener mindre end gennemsnittet.
Norge går foran resten af verden
Der er utvivlsomt mange faktorer, som kan ligge bag tallene, som viser, at nutidens neurotiske mænd oftere er barnløse.
Men kan også forestille sig en vis mulighed for, at sammenhængen går den modsatte vej: Måske blev mændene neurotiske, fordi de ikke fik opfyldt deres livsmål om at få en familie?
På den anden side peger mange studier mod, at personligheden ikke forandrer sig særligt i en voksen alder, ifølge Vergard Skirbekk og Morten Blekesaune.
Vegard Skirbekk påpeger, at deres resultater foreløbigt viser relativt små forskelle i fertiliteten mellem forskellige personligheder. Men forskerne tror, at det kan være starten på en udvikling, hvor personlighed får stadig mere at skulle have sagt.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

































