Minedrift truer det oprindelige samiske folks levevis

»Der er så meget indblanding fra alle ledder og kanter,« fortæller en samisk rensdyrhyrde mig som reaktion på regeringens beslutning om at give tilladelse til en mine i Gállok i Sápmi.

Det ligger i det nordligste Sverige, som er en del af det større samiske hjemland, der strækker sig over de nordlige dele af Norge, Sverige, Finland og Rusland.

Denne specifikke rensdyrhjord i Sápmi har allerede mærket effekten af massiv industriel udbygning knyttet til skovbrug og vandkraft, og nu er der planlagt et jernmalmsprojekt.

En ny mine og den tilhørende infrastruktur vil lægge yderligere pres på græsningsarealerne og de traditionelle vandringsruter.

Mineplanerne er endnu et tegn på, at historien gentager sig, fortæller en anden rensdyrholder.

»Det er vigtigt at gøre modstand for mig selv, for mine børn og for alle dem, der kommer efter os, og som ønsker at leve det liv, jeg har levet.«

Planerne om at bringe endnu mere industri ind i disse områder er et symbol på, hvordan den samiske levevis er blevet overset og ignoreret.

Gennem hundredvis af år har Sverige beslaglagt land og ressourcer i Sápmi.

Det samiske hjemland bliver historisk (og fortsat) omtalt som 'fremtidens land'.

Området bliver fremstillet som frit tilgængeligt for udvinding og som et område, der kan ofres på den for nationale udviklings alter.

Industrier som minedrift, skovbrug, energiproduktion, arealkrævende grønne industriprojekter og udbygning af infrastruktur lægger pres på de samiske områder.

Klimaforandringerne har også effekt på måden, samerne kan bruge landet.

I takt med at sne- og vejrforholdene ændrer sig, mindskes adgangen til græsningsarealer og det lav, som rensdyrene lever af.

Minedrift har vist sig at fortrænge leveveje som samernes rensdyrdrift ved at afskære vandringsruter og gøre græsningsområder ubrugelige. Det truer den oprindelige kulturs overlevelse.

Et godstog, der transporterer malm på tværs af rensdyrenes øst-vest-vandring, kan for eksempel udgøre en livsfare eller lede dyrene væk fra deres naturlige græsgange. Det betyder, at de områder, hvor rensdyrene kan græsse, bliver færre og sværere at komme til.

Gevinsten ved minedrift er minimal for dem, der bor i den nordlige del af landet, hvor en stor del af Sveriges miner ligger.

Lokale beboere udtrykker frustration over årtiers løfter om lokal udvikling, som aldrig er blevet indfriet.

De peger på, at fremtrædende minebyer som Kiruna har haft miner i flere generationer i håbet om kommunal udvikling, men stadig mangler tilstrækkelige sociale tilbud, der er for eksempel mangel på fødeafdelinger og andre sundhedsydelser.

Samtidig forsvinder land på grund af industriel udvidelse. I minebyen Malmberget i det nordligste Sverige bliver hele byområder for eksempel demoleret som følge af minedriftens effekter.

I 2025 dukkede en plakatkampagne op i Stockholms metrostationer med teksten: »Du er mere mine, end du tror.«

Kampagnen blev organiseret af informationsplatformen Svenska Gruvan, som er et fælles initiativ fra mine- og forarbejdningsvirksomheder, der skal informere offentligheden om minedriftens betydning i hverdagen.

Emma Härdmark, som er kommunikationschef i Svemin, den svenske brancheforening for miner, mineraler og metalproduktion, sagde i et interview med den svenske avis Resumé, at idéen er at »flytte minen tættere på mennesker« ved at trække paralleller mellem de mineraler og metaller, der findes i menneskekroppen, og dem, der udvindes i svenske miner.

For eksempel kan det kalk, der findes i vores knogler, og som vi har brug for for at kunne »bevæge os, rejse os eller give et knus«, også udvindes af kalksten – et materiale, der er nødvendigt til den cement og beton, der bruges til at bygge hjem, skoler, broer og hospitaler.

Kampagnens hævder, at »uden jern går både kroppen og samfundet i stå«.

Jern hjælper med at transportere ilt gennem kroppen, så vi kan »trække vejret, bevæge os og leve«, står der. På samme måde hjælper jern med at holde samfundet i live, får passagererne at vide.

Pendlere i Stockholm møder plakater med teksten: »Du har et hjerte af sten.«

Fordi menneskekroppen ligner de materialer, vi finder i naturen, »er det måske slet ikke så slemt at have et hjerte af sten«, foreslår kampagnen.

Det er angiveligt takket være dette sten-hjerte, at »du er mere levende end nogensinde før«.

Kampagnen adskiller sig fra andre fortællinger om minedrift og industri, som typisk forsøger at overbevise publikum om, hvor fjernt fra mennesker og natur minedriften befinder sig.

Tidligere informationsvideoer produceret af mineselskaber som LKAB eller Svemin (en organisation, der repræsenterer omkring 70 mine- og produktionsvirksomheder) bruger ofte billeder af uberørt natur, himlen der spejler sig i stille søer, eller en fisker der går gennem en blomstrende eng.

I disse videoer skifter kameraet ofte mellem uforstyrret natur og minetunneller, hvilket peger på en harmonisk sameksistens mellem udvinding og natur, som om industrien foregår lige ved siden af mennesker og landskab, men uden at have effekt på dem.

Sætter spørgsmålstegn ved påstand om sameksistens

Samerne er sjældent synlige i minedriftens informationsmateriale, men i Q&A-sektionerne på Svenska Gruvan og Svemins hjemmesider står der, at mineindustrien arbejder på at finde løsninger for sameksistens med de samiske samfund og for at minimere arealinteressernes konsekvenser på for eksempel rensdyrdriften.

Samerne sætter dog spørgsmålstegn ved denne påstand om sameksistens.

En samisk kunstner beskriver i et interview med mig truslen mod oprindelige leveveje, når de møder industriel udvidelse.

»Det er næsten som at have et rensdyr i en indhegning og så sætte en ulv ind i den samme indhegning og sige: 'I skal bare komme godt ud af det med hinanden og sameksistere'. Til sidst vil den ene spise den anden.«

Selvom svensk minedrift ofte bliver fremstillet som miljømæssigt og socialt harmløs, er konsekvenserne af råstofudvinding mange.

Oplysninger om, hvor minedrift foregår, og hvem der lever tæt på dens negative konsekvenser, bliver ofte udeladt i kampagner som denne.

I Stockholm, hvor plakatkampagnen finder sted, mærker man intet til minedriftens negative effekter, for de mennesker, der dagligt lever med realiterne forbundet med minedriften, bor mange hundrede kilometer væk.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.