Mausoleet i Halikarnassos: Vidunderet, der blev jævnet

Det antikke Grækenland så noget anderledes ud end nutidens Grækenland.

Her var der ikke én samlet stat med fælles ledelse og fælles politik, men i stedet mere end 1.000 små stater, som ofte kun bestod af en hovedby, nogle landsbyer og et lille landområde, der blev naturligt afgrænset af havet, bjergene og måske en flod.

I nogle tilfælde omfattede sådan en bystat – eller polis – et langt større landområde. Som for eksempel Athen og Sparta, der i kraft af deres økonomiske og militære styrke i perioder gjorde mange andre bystater afhængige af dem.

Med tiden blev der grundlagt græske bystater i mange dele af Europa: I det sydlige Italien, Sicilien, Sydfrankrig, hele Spanien og rundt langs Sortehavets kyster.

Men alligevel blev den græske kulturs kerneområde ved med at være egnene omkring Ægæerhavet – altså det nuværende Grækenland og vestkysten af Lilleasien, som er det nuværende Tyrkiet.

Det var helt overvejende her, at den kunst, filosofi, litteratur og arkitektur blev udviklet, som kolonierne tog til sig, og som har præget den vestlige verden til i dag.

I Athen nåede kulturen et højdepunkt i 300 og 400-tallet f.v.t. med de store dramaer på teatret, templerne på Akropolis og filosoffer som Platon og Aristoteles.

I byerne på Lilleasiens vestkyst blev hovedværker i den græske litteratur skabt – som Iliaden og Odysseen. Her opvoksede Herodot, som skrev det tidligste, store historieværk, og her stod de joniske naturfilosoffer for det store gennembrud i græsk tænkning, som er grundlaget for den vestlige verdens sekulære, rationelle forklaringer på verden.

Kystbyen Halikarnassos

De græske byer på Vestlilleasiens kyst var ofte afhængige af større østlige imperier som det lydiske rige under den navnkundige kong Kroisos ('Krøsus') eller – endnu vigtigere – den persiske storkonge, hvis imperium omfattede hele Nærorienten og Egypten.

Dette gjorde dog ikke de græske byers kulturelle aktivitet mindre – tværtimod blomstrede de især under de gunstige økonomiske forhold, som i lange perioder prægede disse imperier.

Halikarnassos var en sådan by beliggende på sydvestkysten i det nuværende Tyrkiet. Efter en frihedsperiode på næsten et århundrede med kun lidt kulturel aktivitet, kom Vestlilleasien i 386 før vor tid under fornyet persisk overherredømme – med en ret hurtig opblomstring til følge.

Perserne satte statholdere, såkaldte satrapper, til at styre de enkelte dele af riget.

Maussollos' imponerende ledelse

I 377 f.v.t. blev Maussollos – et medlem af det lokale aristokrati – gjort til persisk satrap over det Sydvestlige Lilleasien i det landskab, der kaldes Karien.

Maussollos tilhørte selv den lokale, kariske befolkningsdel, men var en stor beundrer af den græske kultur, som havde præget området i århundreder, og som – ligesom det græske sprog – var helt dominerende i byerne ved kysten.

Under Maussollos opførtes talrige nye templer og pragtbygninger i græsk stil i såvel Kariens græske som områdets gamle kariske helligdomme.

Maussollos’ mest berømte kulturelle bedrift var nyanlæggelsen og udsmykningen af Halikarnassos, som han omkring 375 f.v.t. gjorde til sin residensby og Kariens hovedstad.

Byen fik en stærk syv kilometer lang bymur, flådehavn, en helt ny byplan med helt lige gader, der krydsede hinanden vinkelret. Den præger stadig den moderne by, Bodrum, som nu dækker den antikke by.

På forbjerget ved havnen lod Maussollos opføre et palads til sig selv lige nedenfor den vigtige gamle helligdom for den græske gud Apollon.

Men hvad der især gjorde ham berømt, var det enorme gravmæle han lod opføre for sig selv på en mægtig terrasse lige midt i den nye hovedstad.

Dansk arkæolog stod for udgravning

Hvad man i dag ser på stedet, hvor dette underværk lå, er et stort, uregelmæssigt hul, som måler 35-40 meter på hvert led (se billedet lige ovenfor og tegningen nedenunder).

Her stod det omkring 45 meter høje underværk, til det måske i 1100-tallet blev voldsomt beskadiget ved et jordskælv og 300 år senere i 1400-1500-tallet blev helt fjernet af vestlige korsriddere. De anvendte resterne til opførelsen af den imponerende Korsridderborg, der i dag er Bodrums vartegn.

Mausoleet blev udgravet af engelske arkæologer i 1856-57 og igen af et team under ledelse af professor Kristian Jeppesen fra Aarhus Universitet i årene 1966-77. Sammenholdt med antikke beskrivelser gør de arkæologiske fund det muligt at genskabe mausoleet i næsten alle detaljer.

Giver man sig tid til at studere fundamentresterne, bygningsfragmenterne og læse teksterne i det lille museum på stedet, kan man faktisk genskabe bygningen i tankerne og forstå baggrunden for den fine model, som Axel Sønderborg og Kristian Jeppesen fremstillede i to eksemplarer til museet i Bodrum og til Antikmuseet i Aarhus (modellen er gengivet på billedet nedenunder).

En mastodont af et underværk

Gravkammeret var anlagt i en udhugning i klippen under det tårnhøje bygningsværk lidt forskudt fra midteraksen, så gravrøvere ville have sværere ved at lokalisere det.

En bred trappe førte fra terrassens overflade ned til indgangen, som blev effektivt lukket med en tonstung lukkeblok, der var sikret med fire falddyvler af bronze.

Herfra førte en smal korridor frem til en dobbeltfløjet pragtdør af marmor udformet som en port af træ, som de må have set ud i paladset.

Bag marmordøren lå gravkammeret med sit rige udstyr af vaser, alabasterkrukker, ædelmetal og et helt drikkeservice af farveløst glas, som på denne tid var en kostbar luksus.

I jordfyldet fandt de danske arkæologer en mængde ornamenter af tyndt guldblik, som sikkert har været påsyet en klædedragt – formentlig Maussollos’ egen.

Der er desværre ikke meget tilbage af gravkammeret selv, idet korsridderne slog relieffer og den øvrige marmorudsmykning i stykker, som det er fortalt i en fransk beretning fra 1581 på grundlag af en øjenvidneskildring.

Jeppesen fandt også adskillige fragmenter af en fin marmorsarkofag, men han formodede, at Maussollos’ legeme blev brændt, og han antog derfor, at sarkofagen havde tilhørt Maussollos’ hustru, Artemisia. Det hersker der fortsat stor usikkerhed omkring.

Gravmæle af episke dimensioner

Mausoleet rejste sig som nævnt omkring 45 meter over terrasseoverfladen. Søjler, statuer og hele bygningens ydre var beklædt med marmor af forskellige typer. Bygningens massive indre var derimod opført af mere end 100.000 blokke af hård vulkansk sten.

Bygningen bestod nederst af et terningeformet, godt 20 meter højt podium, som blev omkranset af statuegrupper, hvoraf nogle viste kampscener, mens andre viste Maussollos på jagt, ved ofringer og i krig.

Podiet blev øverst omkranset af en relieffrise med en fremstilling af mytiske kampe mellem grækere og kvindelige krigere, amazoner.

På podiet stod en tempellignende søjlestilling med 9 gange 11 marmorsøjler af næsten 10 meters højde. De bar det overliggende bjælkeværk og gesimsen, som også var lavet af marmor.

Mellem søjlerne stod formentlig statuer af Maussollos’ familie og forfædre, som skulle godtgøre hans historiske adkomst til fyrsteværdigheden.

Over gesimsen var taget, der helt exceptionelt i græsk sammenhæng var udformet som en trinpyramide med 24 store marmortrin. På det nederste trin stod marmorstatuer af løver, der vagtsomt syntes at gå langs tagets kant som beskyttere af graven.

Pyramiden blev kronet af en firspandsgruppe i kolossal størrelse. Hestene var 3,60 meter høje og gruppens længde godt 6 meter. Hvem, der stod i vognen, er usikkert. De fleste mener, det var Maussollos – måske sammen med sin dronning, Artemisia.

Men selv om hele anlægget naturligvis er en vildt overdreven iscenesættelse af Maussollos, forekommer det alligevel overraskende, hvis han skulle have sat sig selv øverst med de guddommelige associationer, det indebar.

En anden mulighed kunne være guden Apollon – Maussollos’ skytsgud – hvis gamle helligdom lå lige ovenfor Maussollos’ palads på toppen af klippehøjen ved havnen.

Starten på en ny æra

Mausoleet er et eksempel på overmodig selvhævdelse, som grækerne ville have kaldt 'hybris'; en handlemåde, som de anså som typisk for orientens despoter, og som, de mente, ville medføre gudernes straf, 'nemesis', på et tidspunkt.

Men mausoleet er en syntese af østlige og vestlige tankeverdener og traditioner med langtrækkende konsekvenser.

Mens vidunderet ved sin fremkomst stred voldsomt mod de små græske bystaters værdier og grækernes 'alt med måde', 'den gyldne middelvej', 'intet til overflod'-tankesæt, så var en sådan herskeriscenesættelse ikke desto mindre kommet til den græske verden for at blive.

Blot et par årtier efter Maussollos’ død erobrede Alexander den Store hele Grækenland og Nærorienten, og de konger, der overtog rigerne efter ham, havde ikke problemer med at lade sig afbilde i monumental, heroisk selviscenesættelse – en skik, som entusiastisk blev fortsat af romerske kejsere og ja, af vestlige konger og kejsere indtil for ikke så længe siden.