Forskere fra New Zealand har undersøgt skelettet af den store uddøde ørn, som ser ud til at have tronet øverst på øernes fødekæde indtil for 500 år siden.
Den sagnomspundne 'Haast's eagle' skulle have vejet omtrent 20 kilo, ifølge forskerne.
Knoglerester fra den uddøde ørn blev fundet allerede for over hundrede år siden, men hvordan ørnen levede, og hvordan den skaffede sig føde, har været omdiskuteret.
Forskerne fra Canterbury Museum i New Zealand og University of New South Wales, som står bag den undersøgelse, der nu er publiceret, ønskede en gang for alle at finde ud af, om den uddøde ørn faktisk var en rovfugl, eller om den simpelthen var for tung.
For tung til at jage?
»Det er oplagt, at den må have været stor, og man kan begynde at undre sig over, om hvorvidt den var i stand til at flyve. Det skal ret stort løftekraft til, for at kunne få noget så stort op i luften,« siger Jan Lifjell som er ornitolog ved Zoologisk museum i Norge.
En teori, forskerne har undersøgt, er, at den gamle ørn kunne have været en ådselsæder, men den nye undersøgelse fastslår, at den næbbede gamle sag definitivt var i stand til at jage selv, ifølge en pressemeddelelse fra Society of Vertebrate Paleontology.
Kurator ved Canterbury Museum, Paul Scofield, og hans kollegaer foretog såkaldte CAT-scanninger af de gamle knoglerester for at rekonstruere størrelsen på blandt andet hjerne, øjne, ører og rygrad på kæmpeørnen.
Dette sammenlignede de så med træk hos nulevende rovfugle og ådselsædende fugle, for at klarlægge hvilken føde, den uddøde ørn kunne have slået kløerne i. Undersøgelsen er publiceret i den nyeste udgave af tidsskriftet 'Journal of Vertebrate Paleontology'.
Kunne dræbe bytte på 200 kilo
»Ørnen havde gode fysiske forudsætninger, både i nervesystem, muskler og knogleled, til at dens kløer var både følsomme og kraftfulde nok til at kunne hamle op med et levende bytte,« skriver Scofield og medforfatterne i artiklen.

Før mennesket kom til New Zealand for omtrent 500 år siden, levede en stor planteædende og landlevende fugl, som maorierne senere kaldte moa, på øerne.
Det er fundet mærker på skeletter af moaer, som indikerer at Haast's Eagle angreb og dræbte disse fugle, til trods for at moaen var ti gange tungere end Haast's eagle.
Støtter gammel ørnelegende
Den nye undersøgelse antyder også, at ørnen formodentlig har angrebet sit bytte ved at dykke ned fra bjergtinderne - den skulle trods alt have sine 20 ørnekilo i luften. Træk ved vingeskelettet hos den uddøde ørn understøtter, at den formodentlig ikke havde været særlig adræt, hvis den skulle jage i mere lukkede omgivelser.
Hvis dette stemmer, kan det bekræfte en gammel legende om en stor fugl, som urbefolkningen kalder pouakai eller hokioi, som netop var berygtet for at dykke ned mod folk i bjergene. Ifølge maoriernes beretninger fra fortiden, skete det også, at den brutale hokioi-ørn angreb og dræbte børn.
Formodentlig uddøde Haast's eagle netop, fordi de polynesiske indvandrere slog sig ned på øerne og også begyndte at jage moaerne, ifølge de new zealandske forskere.
Forskellige flyvere
Også i dag findes der tunge fugle, som kan flyve. Den tungeste er stortrappen, som også går under navnet Otis tarda. Den kan også veje op til 20 kilo, og minder lidt om en tjur.
»Svaner kan også blive relativt tunge,« siger Stein Dahle fra Institut for Naturforvaltning ved Universitet for Miljø- og Biovidenskab i Ås i Norge.
»Forskellen er, at svaner og stortrapper bruger vingerne meget aktivt, mens ørnen er afhængig af at cirkle højt, og være tilstrækkelig let til at den også kan vinde højde, mens den cirkler,« siger han.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
\ Store og små fugle
Den største af ørnene skulle være den sibiriske Stellers havørn med næsten tre meter i vingespænd.
Verdens største flyvedygtige fugl i dag hedder Stortrappe, eller Otis tarda. Den minder lidt om en tjur, men kan veje omkring 20 kilo, i lighed med den uddøde ørn fra New Zealand.
Knopsvanen kan også nå op på en vægt omkring 20 kilo.
Albatrossen er den fugl i verden som har det største vingespænd, og måler op til 3,5 meter fra vingespids til vingespids. Den kan glide i mange timer uden at slå med vingerne, og flyve utroligt lange distancer.
Verden mindste ørn er den australske Little Eagle, som blot vejer 800 gram.
Kilder: Universitet for Miljø- og Biovitenskap (UMB) og DR




































