Lungesyge fik turismen til at blomstre i Dansk Vestindien

De enorme krydstogtskibe har ofte Charlotte Amalie, hovedbyen på øen Sankt Thomas, som en af deres destinationer på deres færd rundt i Caribien.

Man skulle tro, at frøene til turismen på de tre øer, som udgør De Amerikanske Jomfruøer, tidligere Dansk Vestindien, først blev sået i årene umiddelbart efter anden verdenskrig.

For eksempel fik amerikanske turister behov for at finde et nyt rejsemål, da Cuba blev kommunistisk. Men det viser sig, at turismen kan spores yderligere mere end 100 år tilbage i tiden.

»Der fandtes turisme på Sankt Croix allerede i 1830'erne og -40'erne. Umiddelbart lyder det lidt mærkeligt, fordi der på det tidspunkt stadig fandtes udbrud af tropiske sygdomme på øerne. Og det sjove er, at det netop er folk, der allerede er syge, der tager dertil,« forklarer Niklas Thode Jensen, arkivar på Rigsarkivet.

Han føjer til:

»Det er folk fra de store byer i det nordøstlige USA, for eksempel New York, Boston og Philadelphia. De tilhører den højere middelklasse og overklassen, og de har typisk en eller anden form for lungesygdom.«

Tuberkulose havde gode kår

De større byer i USA såvel som i Europa voksede meget i første halvdel af 1800-tallet. En sygdom som tuberkulose fik dermed storslåede vilkår, fordi folk boede tættere, var dårligt ernærede og havde få muligheder for at få adgang til kloakker og anden hygiejne.

Mange læger mente dengang, at sygdom blev skabt af omgivelserne og især af dampe, som man kaldte myasmer. De kunne for eksempel komme fra affald, som var under forrådnelse, eller fra stillestående vand.

For at komme disse onder til livs blev det anbefalet at opholde sig i søluft. Og da det havde med lungerne at gøre, skulle man også helst rejse hen i et varmere og tørt klima. Men hvor?

»Set fra Nordamerika var Caribien et af de mulige steder. Dels var klimaet varmere, og søluften var nem at få. Samtidig var der mange handelsforbindelser mellem Caribien og Nordamerika, så der var allerede mange skibe, som sejlede frem og tilbage,« forklarer Niklas Thode Jensen.

»Det er dér, Sankt Croix dukker op i billedet. Den mad, som slaverne i Dansk Vestindien spiste, kom i høj grad fra Nordamerika. Økonomien i Dansk Vestindien og især på Sankt Croix var opbygget sådan, at man kun dyrkede sukker og ikke brugte god jord på at dyrke mad. Den importerede man i stedet for fra Nordamerika. Det var primært majsmel og fisk, hovedsageligt sild, i tønder,« tilføjer han.

Danske juveler

Annette Ramírez de Arellano er en puertoricansk sundhedsforsker og -historiker bosiddende i Washington, D.C., i USA. Hun har tidligere været tilknyttet Puerto Ricos universitet i hovedstaden, San Juan, og har dykket ned i baggrunden for den tidlige sundhedsturisme.

Annette Ramírez de Arellano beskriver de dengang danske øer som et paradis. Især hvis den syge turist normalt levede i kolde egne.

»Hvad enten du kommer sejlende ind til Sankt Croix, Sankt Thomas eller Sankt John er de som storslåede juveler. Vegetationen og farven på havvandet gav en idyllisk følelse, og hvis du ikke kunne lide den ene ø, kunne du hurtigt komme videre til den næste,« siger Annette Ramírez de Arellano.

'Invaliderne' fulgte lægens råd

Ligesom i dag er mange af 1800-tallets sundhedsturister i Dansk Vestindien i første omgang ankommet til havnebyen Charlotte Amalie på Sankt Thomas. Her har de dog næppe opholdt sig særligt længe, før de er draget videre mod Sankt Croix.

Charlotte Amalie ligger placeret næsten som i en gryde med klippeskrænter rundt om sig. På den måde er byen godt skærmet mod orkaner, men dermed kan det også være svært at få renset luften i byen. Samtidig hældte man i fordums tid næsten enhver form for affald ned i byens havn, hvor vandet havde svært ved at skabe cirkulation. Dermed lå affaldet og simrede i det varme vand og blev til en oplevelse for næseborene.

Sankt Croix var mere egnet, når sundhedsturisterne eller invaliderne, som de blev benævnt på den tid, fordi de var syge og ikke kunne passe et arbejde, skulle følge lægernes råd. Især blev byen Frederiksted på den vestlige del af øen foretrukket frem for den større by Christiansted længere mod øst.

Turister skrev datidens Lonely Planet

Og hvordan ved vi så det?

»I dag findes der en hel del litteratur, som er en slags håndbøger skrevet af disse sundhedsturister. De har skrevet om, at de var afsted, og hvor godt det var, og de giver råd til andre om, hvor man skal bo, og hvad man skal spise, hvilke ture man skal tage på, og hvad ting koster. Der er nogle gange lidt Lonely Planet over det,« forklarer Niklas Thode Jensen og fortsætter:

»Vi får en masse information om denne sundheskultur, der opstår. Det er ikke bare en gruppe mennesker, som tager derned for at være der. De har en opfattelse af, hvad formålet er, hvad man skal foretage sig, og hvem man kan tage på visit hos.«

Mød sundhedsturist Edward Bliss Emerson

Disse besøg blandt øens plantageejere nævnes blandt andet i rejsebeskrivelserne fra Edward Bliss Emerson.

Han var en yngre bror af den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson, og i december 1830 bliver han i New York anbefalet af sin læge at søge mod varmere himmelstrøg.

På Sankt Croix finder han plantageejerne værende meget gæstfrie, og »høflighed synes at være rigelig på Sankt Croix,« som han beskriver det i sin rejsebeskrivelse 4. marts 1831.

De fleste af plantageejerne kunne tale engelsk, mange af dem var faktisk englændere eller skotter. De fandt ofte glæde ved uventede besøg udefra, som kunne være sjældne på en ø midt i Det Caribiske Hav.

Fantastisk vejr og velholdte veje

I det hele taget var der gunstige forhold på Sankt Croix, når man som turist i 1830'erne gerne ville forsøde sit ophold ved at tage på tur rundt på øen.

»Sundhedsturisterne skriver meget om, hvor fantastisk vejret er. Det er lidt romantisk fortalt med beskrivelser af de grønne træer og buske, og hvor frodigt der er. De er særligt glade for vejene, som åbenbart var meget lige og velholdte, og de priser dem altid i høje toner. Der går en vej fra den ene ende af øen til den anden som en allé af palmetræer. Den vej nævner sundhedsturisterne, fordi det er så smukt og så ordnet, næsten have-agtigt,« fortæller Niklas Thode Jensen.

Tiden gik med at læse - og feste

Sundhedsturisterne havde altså rig mulighed for at komme omkring på den lille ø, som er på størrelse med Møn.

José Rigau-Pérez er læge og historiker. Han har udgivet flere videnskabelige artikler om historiske emner. Blandt disse er flere artikler om Edward Bliss Emerson, og José Rigau-Pérez udbreder viften af den unge mands oplevelser på Sankt Croix.

»Invalider brugte tid på at læse bøger, aviser og tidsskrifter fra USA, indgå i diskussioner, spille spil og gå i kirke. Edward Bliss Emerson mødes også med regeringsrepræsentanter, amerikanske flådeofficerer, hvis skibe han besøger, og han deltager sågar i et bal,« forklarer José Rigau-Pérez.

Dansk Vestindien havde mange læger

Et andet af øens fortrin var, at plantageejerne altid havde en læge tilknyttet deres ejendomme. Den samme læge kunne være på kontrakt på flere plantager, hvor han tilså slaverne såvel som europæerne, men alt i alt var de rigeligt repræsenterede på øen.

De fleste læger var endda engelsktalende, skotter, englændere, irere eller amerikanere. Det var jo en fordel, når man som sundhedsturist selv var vokset op i de amerikanske nordstater.

Blandt de læger, som havde mest med sundhedsturisterne at gøre, var far og søn med efternavnet Stedman. Faderen, William Stedman, fortalte sine patienter, at han selv var ankommet til Sankt Croix som 18-årig af helbredsårsager og siden var blevet en stærk og rask mand. Om denne udlægning var sand vides ikke, men i hvert fald er han 79 eller 80 år, da han dør i 1844.

»Den forventede levetid lå et sted i 40erne. Dette er ikke det samme som, at der ikke var nogen gamle mennesker i 80'erne og 90'erne, men sandsynligheden for at blive så gammel var ganske lille,« siger José Rigau-Pérez.

Eksperiementer med klorgas

Lægerne Stedman havde også Edward Bliss Emerson blandt deres patienter, og de gik ikke af vejen for at gå uortodokst til værks.

»En af deres behandlinger var, at de eksperimenterede med indånding af klorgas. De havde et særligt indåndingsapparat, og de skriver, at i nogle tilfælde virkede det og hjalp på patienternes åndedræt. Andre gange hjalp det ikke så meget, og man skulle passe på, for det var kradse sager. Det var de klar over,« siger Niklas Thode Jensen.

Invaliderne skulle motionere...

Edward Bliss Emerson nævner ikke i sine rejsebeskrivelser, om han modtog denne form for behandling.

I stedet har han formodentlig benyttet de gængse anbefalinger på den tid.

»Man skulle spise bestemte ting, og man skulle stå tidligt op. Man skulle også motionere, hvilket betød, at man skulle ride på hest eller i vogn. Der var ikke tale om, at man skulle tage ud at løbe eller svømme i havet. Man skulle dog også bade, men det foregik i et kar,« forklarer Niklas Thode Jensen.

… og selv forsøge at få det bedre

Han suppleres af Annette Ramírez de Arellano fra sit hjem i Washington:

»Man mente, at de højere temperaturer ville hjælpe de syge. Samtidig anså man det for at være helbredende at være tæt på naturen, hvilket stadig benyttes inden for sundhedsturismen i dag,« siger Annette Ramírez de Arellano og føjer til:

»Dengang fandtes der naturligvis også hospitaler, men de var ikke videnskabelige forskningsinstitutioner, som de er i dag. Så hvis du led af tuberkulose, var det langt hen ad vejen op til dig selv at forsøge at få det bedre. Det gjaldt alt fra det tøj, du klædte dig i, til den luft, du indåndede, og din kost. Og dette kunne du jo så med fordel gøre et sted, hvor du ikke behøvede skærme dig mod kulde i otte måneder om året.«

Edward Bliss Emerson blev ikke helbredt

I dag ved vi, at det ikke i sig selv kan kurere tuberkulose eller andre lungesygdomme at opholde sig i et varmt klima.

Samtidig var øerne i Dansk Vestindien tilholdssted for forskellige tropesygdomme, primært gul feber, som kan lede til nyresvigt og hjernebetændelse.

I 1830'erne og -40'erne var gul feber en meget almindelig dødsårsag blandt nyankomne hvide i Dansk Vestindien.

Selvom Edward Bliss Emerson roser sit ophold på Sankt Croix i sine rejsebeskrivelser, er han da heller ikke mere end 29 år, da han dør i Puerto Rico, som er Jomfruøernes nabo mod vest, i 1834.

Frederiksted var overfyldt

Tilbage står fortællingen om, at nutidens krydstogtskibe langtfra var de første til at landsætte turister i det tidligere Dansk Vestindien. Sundhedsturisterne ombord på 1800-tallets handelsskibe kunne allerede dengang skabe udfordringer hos Frederiksteds pensionater og andre udlejere af værelser eller private hjem.

»Håndbøgerne beskriver, at Frederiksted er rimelig overfyldt i nogle år. De beskriver, at der er 250 personer, hvoraf mange er invalider, og nogle er pårørende, som også er fulgt med. Som regel var det yngre mænd, der blev sendt ud på disse ophold. De tog så deres koner og børn med, så det var nogle større selskaber, der rejste til Sankt Croix for et halvt år ad gangen,« siger Niklas Thode Jensen.

Sundhedsturismen kan være endnu ældre

Historien om sundhedsturisme på Sankt Croix i 1830'erne kan i fremtiden få et nyt kapitel.

Der findes således indikationer af, at denne måde at jagte helbredelse på kan vise sig at være endnu ældre, forklarer José Rigau-Pérez:

»Det kunne være interessant at analysere gravstenene og deres historie på kirkegårdene på Sankt Croix. Edward Bliss Emerson beskriver gravsten over invalider fra 1824 og 1825, fem og seks år før hans eget besøg.«