Hvad er litteraturens ‘Ground Zero’?

I lobbyen på adressen 7 World Trade Center i den første skyskraber, som blev bygget på stedet efter terrorangrebet 11. september, opførte den amerikanske konceptkunstner Jenny Holzer i 2007 et ordkunstværk af lysdioder.

På en fire meter høj og tyve meter lang væg glider uddrag af poesi og prosa om Manhattan meget langsomt forbi i halvanden meter høje bogstaver af skrifttypen sans serif.

Ordbåndet er synligt igennem bygningens glasfacade, men hvis man vil have det hele med, må man stå der i mindst tredive timer. Hverken de værker, ordene indgik i, eller det værk, de nu er en del af, lader sig overskue.

I stedet er citaterne sat til at loope midt i gadelivet og støjen. Fragmenter af litteraturhistorien får nyt liv ved at være til stede midt i det hele, udstillet og tydeliggjort, næsten som i en montre, men ikke desto mindre en del af stedet og et vidne om stedet.

Vi er nået til litteraturens Ground Zero

På 7 World Trade Center er ordene sluppet ud af bogen, og litteraturen er blevet en del af det offentlige rum. I moderne europæisk forstand opstod litteratur ellers ved den modsatte bevægelse. Teksten blev isoleret til et værk, til noget imellem en bogs omslag, og den opstod i et intimt rum.

Det moderne Europa handlede i høj grad om distinktioner som dem imellem kunst og verden og imellem offentligt og privat. En tredje distinktion, som skabte litteraturen i moderne forstand, og som Holzers installation også ophæver, er den imellem ord, billede og lyd.

Ved første øjekast kan det se ud, som om det kun handler om ord, men Holzer arbejdede sammen med et arkitektfirma om at skabe et rum og en visuel ramme omkring ordene. Installationen er i lige så høj grad billedkunst, som den er ordkunst.

Koncentrationen om værket i bogen, om det private, tavse og hallucinatoriske rum og om det skrevne ord på siden skabte litteraturen, as we knew it. Holzers installation bevæger sig i den stik modsatte retning, men med et materiale, som hører den gamle litteratur til. Vi er nået til litteraturens Ground Zero.

Mod det uendelige univers

Variationsmulighederne er uendelige, og Holzers værk er blot ét eksempel blandt mange på en sprogkunst, som arbejder uden for bogen i forskellige medier og med ord, som går i forbindelse med billede og lyd.

Det hele begynder med et nul og et ettal. Derfor kan alt oversættes eller remedieres, som det hedder.

Ord, billeder og lyd, motiver, temaer og miljøer, mennesker og ting cirkulerer i digitaliseringens forvandlingskugle. Hvis opfindelsen af trykpressen gjorde det muligt at reproducere litteratur som nøjagtig kopi, så åbner digitaliseringen for en anden form for gentagelse, en, der laver forskelle.

Bogen bliver til en tegneserie, bliver til en film, bliver til en tv-serie og så videre og så videre. Alt citeres i en ny sammenhæng og forandres under hensyn til det nye medie.

Fiktionen udvikler sig på tværs af medier

Alting vandrer. Også de to fundamentale kendetegn ved sprogkunsten: fortælling og sang. De vandrer til andre medier.

TV-serierne har afløst romanen som stedet for komplicerede plots og nuanceret karaktertegning, og sangen foregår igen, og som den har gjort i årtusinder, i altovervejende grad til musik.

Men det er værd at bide mærke i, at TV-serierne har fornyet sig selv ved at gribe bag om filmen til romanen, og at tegneserierne har gjort noget tilsvarende og udviklet grafiske romaner.

Den brede filmkunst, som adskillige gange har fornyet sig selv ved hjælp af romanen, orienterer sig derimod for tiden imod computerspillet. Sådan udvikler fiktionen sig på kryds og tværs af medier. Det er ikke bare sådan, at noget gammelt dør, og noget nyt opstår. Hos Holzer recirkuleres den gamle litteratur i et højmoderne medie.

Back to basics

Holzer har valgt nogle bestemte ord ud af informationsstrømmen og gjort noget med dem. Kunst i det 21. århundrede handler i stigende grad om at sortere og finde ting i kaos, gøre noget med det, der er, skabe et koncept, indramme tingene på en måde, som gør en del af verden synlig og mulig at forholde sig til. Holzer peger på ordene, på poesien, som en særlig ting midt i støjen.

Litteraturen er blevet synlig for sig selv, fordi den er blevet bevidst om sig selv som mediebåret. Hvad sker der med en kunstart i den situation? Malerkunsten er et godt eksempel, fordi den på en måde har været igennem det, som litteraturen gennemgår nu.

Med fotografiet og senere med udvidelsen af billedkunstens materialer og udtryksformer til alt fra avispapir og brugt jern til happenings, landart og performancekunst blev maleriet på den ene side truet. Intet var mere gammeldags end et maleri. På den anden side genopdagede det sig selv som maleri, det blev bevidst om sig selv som oliefarve på et lærred.

Det førte, i hvert fald ifølge nogle kunsthistorikere, til det abstrakte maleri og dets undersøgelse af elementære størrelser ved maleriet som farve og form. Siden har maleriet genopfundet sig selv adskillige gange.

Bogen som kunsthåndværk er en kærlighed til bogen selv

Det er nærliggende at forestille sig noget tilsvarende med litteraturen. Den forsvinder ikke bare ud i et demokratiseret netværkende medielandskab, hvor den blander sig promiskuøst med alt, hvad der kan krybe og gå.

En miljøundersøgelse

Jeg forestiller mig, at meget sprogkunst bliver i bogen et godt stykke tid endnu. Fornyelsen vil ikke bare komme ved, at litteraturen flytter over i nye medier, den vil også komme ved, at den fornemmelse for verden, som de nye medier skaber, flytter over i litteraturen. Teknologier er forlængelser af vores sanser, sagde medieforskeren Marshall McLuhan tilbage i 60’erne.

De skaber nye miljøer, som danner mulighedsbetingelserne for vores nerveliv. Man kan indvende, at vores nerveliv ikke kun bestemmes af medie og teknologihistorien. Alligevel er det svært at undervurdere den nye sensibilitet, som digitaliseringen fører med sig. Det er en sensibilitet, som allerede afspejler sig i litteraturen, inklusive den, som står i bøgerne. Den kommer også til at påvirke måden, vi læser ældre litteratur på.

Hvad kendetegner disse nye miljøer? Sagt i al korthed, så er de hybride, fordi blandingen af ord, billede og lyd ligger lige for. De er kollektive begivenheder, fordi det sociale rum er vokset på bekostning af det private, og de er anmassende, fordi det private befinder sig midt i det sociale rum.

De er konceptuelle, fordi udfordringen er at sortere i informationsstrømmen og indramme kaos. De er udefinerbare, fordi de institutioner, som tidligere styrede litteraturen, ikke har samme magt som før. De er processuelle, fordi linket, farten og remedieringen åbner værket der, hvor bogen så håndgribeligt lukkede det. Fordi de hele tiden skabes om af andre, er de herreløse. Og de er babelske, fordi de folkesprog, som litteraturen destillerede, er begyndt at indgå nye globale alkymistiske forbindelser.

Disse miljøer vil sprogkunsten udforske, udnytte og kritisere. Afvise dem kan den ikke. De udgør dens nye livsbetingelser.