Omdrejningspunktet i den aktuelle biograffilm Lincoln er vedtagelsen i 1865 af det 13. forfatningstillæg i den amerikanske forfatning: Forbuddet mod slaveri.
Den amerikanske borgerkrig er et andet eksempel på et forfatningsspørgsmål, der har ført til en sønderrivning af almindelige menneskers tilværelse, fordi den var af vital betydning. Krigen handlede overordnet set om meget andet end slaveriet.
Det handlede om staternes principielle forhold til den føderale regering, forholdet til den bestående lovgivning og i sidste instans to forskellige kulturers forhold til hinanden inden for den samme forfatningsordning.
Kongen bliver en pyntet dukke
Når forfatningsmæssige spørgsmål skal afgøres, står idealet over for virkeligheden, og begge er de ubønhørlige. Forfølgelsen af idealet vil være et forsøg på at ændre virkeligheden, men først efterfølgende vil man se, hvad det medfører.
En af de kun fire personer, der i 1849 stemte imod Danmarks Riges Grundlov, godsejeren P.B. Scavenius, havde i Rigsforsamlingen udtalt sig imod kongens alt for svækkede magt.
Han havde foreslået, at man markerede kongens fortsatte magtbeføjelser ved at bygge forfatningen på den foregående – den enevældige Kongelov fra 1665 – og ved siden af den heri etablerede kongemagt etablerede et parlament, der skulle samarbejde med kongen. Som kritik af grundlovsforslaget, som dog i alt væsentligt forblev uændret, sagde han:
»Kongen [bliver]… en for Statsstyrelsen overflødig Person, som man vel nu har medtaget, fordi man ei kunde Andet, men som man ret vel kunde undvære. Han bliver en pyntet Dukke, som man ved høitidelige Leiligheder fører i Procession til Moro for Publicum.«
Dette udsagn medførte heftige tilråb fra salen, og formanden for forsamlingen måtte bede Scavenius moderere sit sprog. Scavenius gjorde det herefter klart, at han ikke mente, at det var sådan, men at det ville være fremtidsudsigterne. Tilråbene fyldte endnu engang rummet, da han fortsatte sin tankerække ved at sige, at kongen i så fald lige så godt kunne erstattes af en automat.
I dag er slaveri utænkeligt
Scavenius endte med at få ret. I dag spiller regenten i alt væsentligt en ceremoniel rolle. At dømme efter Scavenius’ forudsigelser, tilråbene fra salen samt formandens reprimande kan det dog ikke have været hele forsamlingens begrundelse for at stemme Grundloven igennem.
Således var der altså et misforhold mellem det, der mentes, da man stemte for Grundloven, og hvad følgerne blev. Men ligefuldt blev der et misforhold mellem de forventninger, medlemmerne af Rigsforsamlingen havde til den fremtidige forfatning, og hvad eftertidens generationer forventede.
I dag er det utænkeligt, at slaveriet skulle være blevet opretholdt i USA. Det er for os et så nedværdigende forhold, at vi ikke kan forestille os det genindført. For de medlemmer af Repræsentanternes Hus, der afgav deres stemmer i 1865, var slaveriet virkelighed, og forfatningstillægget ville blive en indgriben i denne virkelighed.
Man vidste ikke hvilke konsekvenser slaveriets afskaffelse ville medføre
Hvad afskaffelsen af slaveriet ville medføre af konsekvenser, havde man kun en fjern anelse om. Det er svært at forestille sig, at ikke idealismen spillede en rolle – at slaveforholdet for mange simpelthen var uforeneligt med et samfund bygget på den grundlæggende værdi, at alle mennesker er skabt lige.
Men som filmen også demonstrerer, og det synes at være en rimelig antagelse, var hverken tilhængere eller modstandere entydige i deres motiver for at stemme, som de gjorde.
Hverken Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1849 eller Repræsentanternes Hus i 1865 var forsamlinger bestående af gode og onde. De var forsamlinger bestående af mennesker, der med deres begrænsede indsigt skulle tage en beslutning ikke bare på egne, men også på eftertidens vegne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

































