Tænder kvinder og mænd på forskellige historier, når det kommer til gys?
Ser de noget forskelligt, når saksen hakker, blodet sprøjter, og kroppene går i stykker? Jeg tror det – og det er vel ikke anderledes, end at mænd og kvinder ofte tænder på forskellige typer pornofilm.
Men lad mig blive ved gyserfilmen, som jeg blev mindet om i Politiken, hvor en af de små nyheder på næstsidste side i første sektion var fundet af en 23-årig kvinde, hvis otte måneder gamle foster var fjernet fra hendes mave.
Dét er jo lidt af en tanke, altså, at nogen ikke bare vil dræbe dig, men at de vil tage et stykke liv fra dig. Dit liv! Dit nye liv! Som mor til to kan jeg levende sætte mig ind i sådan et mareridt. Den lille artikel fortalte også, at denne forbrydelse var den seneste i en række drab på gravide kvinder, begået af kvinder, der først er blevet veninde og fortrolig med den gravide for senere at myrde hende.
Min mand måtte gå to gange
For et par måneder siden købte jeg den franske gyserfilm ‘À l’intérieur‘ (2007) efter anbefaling af en kvindelig læser af min blog. Hun skrev, at filmen var spændende og ekstremt blodig.
Filmen fik min mand til at skride ikke bare én men to gange i vild ophidselse over hvor »syg«og fuldstændig »ulækker og sadistisk« den var. Simpelthen så meget, at det pissede ham fuldstændig af og sendte ham ud på bagtrappen for at få en smøg. Hvorefter han vendte tilbage og spurgte, hvad der var sket – og så skred, da saksen igen blev brugt på upassende vis.
Hvordan kunne jeg se det? spurgte han (ja, min mand tror nogle gange, at han er gift med et monster).
Men jeg så ikke bare en ulækker gyserfilm (og ekstrem, det er den). Jeg så samtidig en kvinde-tematik udspillet i blodig, hårrejsende, ultimativt alvor. No-holds-barred som de siger på engelsk. All the way. Hvad er dit væreste mareridt, når du er gravid? Hvad hvis mændene ikke kan beskytte dig? Hvis ægtemanden ikke er der? Hvis chefen dukker op som frelsende engel, og det ikke hjælper? Din mor kigger forbi for at se, hvordan det går? Og politiet, ja, vi ved jo alle, hvordan det er med politiet i gyserfilm.
Er the final girl i virkeligheden en mand?
Nogle gange er en pistol bare en pistol og ikke en penis, og nogen gange er en penis bare en penis og ikke en pistol, hvilket Freud og Magritte sikkert ville have været enige om, hvis de havde diskuteret den slags.
Og nogle gange virker ingen af de to redskaber, fordi det uhyggelige slet ikke har at gøre med mænd og deres pikke, men er en helt, helt anden historie.
Engang i starten af halvfemserne lancerede den amerikanske filmforsker Carol Clover teorien om, at den sidste pige – the final girl – der dræber monsteret, blot er en mand i forklædning. En gender crossdresser. Mænd identificerer sig med hende, fordi hun i virkeligheden er en mand, og kvinder ser ikke gyserfilm som ‘Fredag d. 13’, ‘Maskernes nat’ og ‘Motorsavsmassakren’, fordi filmene er lavet til kvinder.
Der findes kvindegys
Se, det er historie. I dag er masser af gyserfilm lavet, så de går direkte ind i en kvindes værste mareridt. Og det er ikke angstfantasier om mænd, der vil voldtage, lemlæste, tortere og myrde. Det er f.eks. angstfantasier om en kvinde, der vil have dit barn! Eller børn, der dræber. Eller en veninde, der viser sig at være skizofren seriemorder.
Film som ‘Eden Lake’, ‘Haute Tension’, ‘À l’intérieur’, ‘Doomsday’ og ‘The Descent’ tilbyder et gyserunivers til kvinder. Et intelligent, udfordrende, kvalmt, dybrødt univers uden bagdøre. Gå ind og besøg det. Og skriv til mig, hvilke film jeg har overset. Eller hvilke elementer i filmene, jeg har overset.
Jeg tør godt se flere kvindefantasier, trods den gotiske indpakning. Eller måske fordi den gotiske indpakning er langt mindre provokerende end dét, der er indeni. Inside. ‘À l’intérieur’.
Hvad drømmer kvinder, når de har mareridt?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.