Krigsskat: Når man ikke vil vælge mellem våben og velfærd

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Danmark står over for store og dyre investeringer i vores sikkerhed.

Siden den kolde krig sluttede, har vi ellers kunnet høste den såkaldte ‘fredsdividende’ - altså spare på militæret.

Men den russiske invasion af Ukraine har vendt vores sikkerhedspolitiske verdensbillede på hovedet, og med den politiske aftale ‘Det Nationale Kompromis’ fra 2022 eksploderede de militære udgifter. Herunder støtten til Ukraine, der indtil videre beløber sig til mere end 60 milliarder kroner.

Senere kom Trump-effekten og usikkerheden om USA’s villighed til at hjælpe sine allierede. Nu taler regeringen om forsvarsudgifter på fire-fem procent af BNP. For bare et par år siden fandt vi det svært at nå et NATO-mål på to procent.

En så voldsom oprustning betaler ikke sig selv. Det har rejst en diskussion om, hvordan vi får råd til sådanne enorme militære investeringer:

Skal vi spare på andre poster? Med andre ord, skal vi have flere våben og mindre velfærd? Eller skal vi indføre en krigsskat, der kan betale gildet?

Krigsskat: En klassisk løsning

De fleste danske politikere ved, at det er svært at blive genvalgt, hvis man skærer i velfærden. For de fleste danskere er rigtig glade for den danske velfærdsmodel og har organiseret deres liv omkring den.

Økonomen Nina Smith har derfor lanceret ideen om en krigsskat som en vej ud af saksen. Med en krigsskat kan vi nemlig, som hun skriver, »undgå at skære dybt i velfærden«.

En øremærket krigsskat vil desuden ikke bare løse finansieringsproblemerne. Ved at binde den nye skat til en markant ydre trussel, bliver det også lettere at forklare den nye skat til danskerne.

Ideen om en krigsskat er imidlertid ikke ny. Mellem 1960 og 2000 blev der rundt om i verden indført krigsskat 68 gange. I dansk sammenhæng, blev der for eksempel under 1. Verdenskrig indført en særligkrigsskat, som brandbeskattede krigsprofitter.

Logikken var, at de, som tjente på krigen og måske endda slap for at sætte livet på spil på slagmarken, skulle bidrage mere til samfundets økonomisk.

Krigsrelaterede skatter er således en af forklaringerne på, at stater under en krig ofte er blevet mere lige i økonomisk henseende (se for eksempel her og her). Der bliver simpelthen ofte mindre forskel på rig og fattig.

Minder om en dybfrossen fase af den kolde krig

Forskning viser, at krigsskatter typisk hænger sammen med krigens intensitet. Jo mere udsat et land er, desto mere skrues skatten i vejret. Der står vi heldigvis ikke i dag.

Når vi i dag diskuterer krigsskat, er det for at få råd til at opruste i fredstid. Noget, som forhåbentlig bidrager til, at der ikke bliver krig.

Det minder således om den situation, vi stod i for lidt mere end 70 år siden. I 1950, i en af den kolde krigs mest dybfrosne faser, var presset på Danmark for at opruste også stort.

Danmark var i 1949 blevet en del af den amerikansk dominerede forsvarsalliance NATO. Vi ved fra historisk forskning, at det førte til et voldsomt pres fra USA for at øge vores militære kapacitet.

Med Korea-krigens udbrud i 1950 blev tommelskruerne strammet yderligere, og den socialdemokratiske mindretalsregering gik en ny vej:

De indførte det, der blev kaldt en ‘værneskat’. Et mere positivt ord for krigsskat.

Den gryende velfærdsstat trak en ekstra front op

Den nye værneskat blev præsenteret som en vej til at undgå, at forsvarsudgifterne truede de sociale fremskridt. Velfærdsstaten var nemlig under opbygning i netop de år.

Skatten skulle i første omgang gælde i to år. Senere blev den forlænget til og med 1956. På det tidspunkt var Korea-krigen for længst afsluttet. Men forlængelsen afspejler, at danske politikere var under et stort pres for at levere på to fronter:

Forsvar og velfærd.

Presset kom blandt andet fra politiske modstandere, der var imod det danske medlemskab af NATO, fordi de der hellere ville have ‘smør end kanoner’. Med andre ord: De ville hellere have velfærd end våben.

Og da Danmark i midten af 1950’erne købte 238 Thunderjet F 84 kampfly, førte det til store protester.

Kommunistiske demonstranter pegede blandt andet på, at man for det samme beløb kunne give »fire lagener til hvert nygift par« eller »en dagløn til 45.000 arbejdere« - uden at de dog ved samme lejlighed forklarede, hvordan det regnestykke gik op.

Men kritikken virkede. Den konservative socialminister Poul Sørensen måtte derfor gå den tunge vej til radiofonien, for at berolige danskerne om at oprustning ikke stod i vejen for fortsatte sociale fremskridt.

I 50’erne valgte man både ‘smør eller kanoner’

Værneskatten var med til, at Danmark på én og samme tid kunne løfte stigende forsvarsudgifter og gennemføre store velfærdsreformer - som for eksempel folkepensionen, som blev indført i 1956.

En generel positiv økonomisk udvikling op igennem 1950’erne hjalp naturligvis også. Værneskatten var på den måde et columbusæg (en simpel løsning på et indviklet problem, red.) og en vej ud af et dilemma.

Da Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative indførte værneskatten i 1950, var det en såkaldt progressiv skat. Det betyder, at den steg i en række trin:

Hvis du tjente over 8.000 kroner, skulle du betale tre procent af din indkomst. Tjente du over 300.000 kr., måtte du af med 20 procent. Det førte til, at der kom en del flere penge i statskassen.

Værneskatten var på den måde med til at finansiere en tredobling i forsvarsudgifterne fra lidt over en procent af BNP i 1950 til mere end tre procent i 1953, men vel at mærke samtidig med, at de sociale udgifter også voksede.

Spørgsmålet er, om Danmark og de danske politikere kan gentage kunststykket i 2025?

Tilbage til i dag

Lige nu er det mest, om vi overhovedet skal have en krigsskat, der bliver diskuteret.

Den meget åbne debat har den fordel, at alle kan spille ind med deres egne ideer om, hvad en krigsskat skal bidrage til, og hvordan den skal indrettes.

Nina Smiths forslag mødte først tavshed og endda en direkte afvisning, blandt andet fra politisk side. Men nu ser ideen ud til at vinde gehør.

Ideen har fået støtte fra en anden tidligere økonomisk overvismand, Michael Svarer, mens andre økonomiske eksperter ikke er lige så begejstrede.

Blandt de politiske partier ser der ud til at være en opdeling mellem blokkene, hvor centrum-venstre har meldt mest positivt ud.

Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen har bevæget sig fra tavshed mod en forsigtig åbenhed over for ideen. De to andre regeringspartier, Venstre og Moderaterne, er forsigtigt afvisende. Måske af frygt for, at det også kan ramme regeringens planlagte skattelettelser. Men det kan jo ændre sig.

Skepsis fra borgerlig kant

På den borgerlige side, er man mere skeptisk - og endda ligefrem principielt afvisende.

Her ser mange den skærpede sikkerhedspolitiske situation som en anledning til at gennemføre reformer af den offentlige sektor og foretage stramninger af velfærden.

Der er hos borgerlige partier en tydelig ‘allergi’ mod nye skatter og en udbredt bekymring for, at når en skat først bliver indført, så forsvinder den aldrig igen.

De historiske erfaringer med stigende skatter i krigstider og de effekter, det har haft på lang sigt, kunne måske pege i den retning.

Beskatningen stiger ofte voldsomt i forbindelse med krige, især for de højeste indkomster. Og der er en tendens til, også efter krigen, at lande på et højere skatteniveau end før krigen. Det er der en del eksempler på.

Men omvendt viser de danske erfaringer med værneskatten, der blev afviklet igen i 1956, at en krigsskat godt kan afskaffes.

Hvad mener danskerne?

En tidlig meningsmåling (fra 1. februar 2025), som analyseinstituttet af Megafon har lavet for TV2, viser, at et lille flertal på 55 pct. af danskerne er imod en krigsskat.

Det kan dog ændre sig, når debatten først sætter sig.

Hertil kommer, at når krigsskat er på den politiske dagsorden i andre lande, så vil det typisk også fremme debatten i Danmark. Vi har for eksempel set den fremtrædende canadiske samfundsforsker og kommentator Daniel Béland bringe ideen ind i den canadiske debat.

Da tanken om stigende forsvarsudgifter dukkede op i foråret 2022, fik ideen om særlige skatter ikke meget støtte i det politiske landskab. I dag har det allerede rykket sig en god del, og der begynder at komme forslag til en krigsskats eventuelle udformning.

Bundskat eller brede skuldre

Beregninger fra den borgerlige tænketank Cepos viser eksempelvis, at en krigsskat kan blive dyr for den almindelige familie.

Men det kommer an på, hvordan en krigsskat konkret bliver skruet sammen. Og den debat er først lige startet.

Cepos’ beregning bygger på en stigning i bundskatten, som vil ramme bredt. Socialistisk Folkeparti (SF) har derimod foreslået en progressiv krigsskat, hvor de højeste indtægter betaler relativt mere - og som måske endda særligt skal rettes mod de virksomheder, der tjener på oprustningen.

I fagforeningsverdenen støtter formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, ideen om en krigsskat. Men han advarer samtidig:

»Hvis man siger, at nu skal lønmodtagerne betale regningen, så køber vi den ikke. Det er en meget farlig vej at gå, og jeg frygter, at det vil få opbakningen til de bærende samfundsinstitutioner og selve vores samfundskontrakt til at lide knæk,« siger han til Børsen.

Krigsskatten i venteposition?

Krigsskatter har historisk set været stærkt progressive, så de mest velhavende betalte en stor del af skatten. Det var også tilfældet med værneskatten, fra 1950’erne, som vi nævnte tidligere i artiklen.

I første omgang har regeringen med sin ‘accelerationsfond’ skudt debatten om en krigsskat til hjørne.

Hvordan denne fond i givet fald skal finansieres, er vistnok uafklaret. Men måske pønser regeringen på at låne pengene. Den mistanke kunne man i al fald få, eftersom regeringen den 19. februar pludselig øgede det økonomiske råderum med 21 milliarder.

Mens fonden vil kunne sætte fart på investeringerne i forsvaret, vil den dog ikke på lang sigt kunne løse prioriteringskonflikten mellem våben og velfærd.

Værneskatten var en bekvem vej ud af en klemme i 1953 og kan måske blive det igen. Om det bliver løsningen, er i sidste instans et politisk spørgsmål.

Denne artikel er skrevet af forskere fra Nordic Humanities Center (NHC). NHC & Videnskab.dk samarbejder om en række forskerskrevne artikler. Centeret er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.