Kød er maskulint, mens salat er feminint. Hvorfor er det sådan?

Vores hakkebøffer, leverpostejmadder og den fedtreducerede kylling er kilde til andet end proteiner. Kød er også kultur, tradition, følelser og identitet.

Det gælder også kønsidentitet, for der er ikke noget som bloddryppende steaks og kyllingesalat uden dressing, der er med til at tegne kønsstereotyper.

Samtidig kan netop kød også udfordre vores selvsamme opfattelse af, hvem der passer grillen, og hvem der skærer grøntsagsstænger.

Kød er magt

Historikere og madforskere påpeger, at kød har en særlig status i mange kulturer. Dem, der har kødet, har også magten. Det har i langt de fleste kulturer været mænd.

Den franske sociolog Pierre Bourdieu understreger også, at det er en central del af kødets mytologi, at det både er kraftig og kraftgivende kost. Det er lige noget, der kan få munden til at løbe i vand på magtsyge mænd.

For eksempel talte Spark Steak House på Manhattan i 1980’erne og 1990’erne New Yorks mafiabosser fra Gambino-familien blandt sine stamkunder. Dengang indtog de oksemedaljoner med roquefort og scaloppine ai funghi, mens de gav ordre om at likvidere respektløse rivaler.

Hvis de havde siddet og gnasket økologiske gulerodsstænger i en veganerrestaurant som Angelica Kitchen i East Village, havde deres lejemordere nok haft lidt sværere ved at tage deres ordrer seriøst og føre dem ud i livet.

Mafiakulturen er dog langt fra den danske velfærdsstats idealer for kost og maskulinitet. Ikke desto mindre finder vi flere eksempler på, at bøffer og gnaveben giver nutidens mænd en mulighed for at træde ud af det 21. århundredes manderolle med alt, hvad den indebærer af bleskift og seks måneders barsel.

Kødgen versus salatgen?

I februar 2018 sad jeg på den smarte Café Europa ved Amagertorv i det centrale København. Ved et andet bord sad en mand og en kvinde. Tjeneren kom med en bakke med to glas. Et med øl og et med hvidvin. Et kvarter senere nærmede tjeneren sig med to tallerkener. Et styk cæsarsalat og et styk overdimensioneret cheeseburger med masser af bacon.

Hver gang tjeneren kom, prøvede jeg, som jeg har gjort så mange gange før, at gætte, hvem der skulle have hvad. Jeg satte mine penge på, at burgeren og øllen landede hos manden, og hvidvinen og cæsarsalaten hos kvinden. Jeg fik ret.

Skyldes denne rollefordeling, at manden har et særligt grill-gen og kvinden et salat-gen? Jeg tror det næppe. Som de fleste kulturforskere mener jeg snarere, at den er et udslag af samfundsnormer og børneopdragelse.

Drengenes flæskeplancher

Den danske medieforsker Stinne Krogager udførte i 2012 et originalt eksperiment, hvor hun bad børn i 10-11-årsalderen om at lave plancher med udklip fra livsstilsmagasiner og tilbudsaviser. De skulle udvælge billeder af den mad, der tiltalte dem.

Resultaterne var markante. Langt størstedelen af drengene klistrede deres plancher til med billeder af flæskesteg med sprøde svær, røde bøffer med sovs, store pakker med svinemørbrad på rad og række.

Hos pigerne var det derimod frugten, der udgjorde det gennemgående tema. Flæskesvær og mørbradbøffer kom sjældent på deres plancher.

Under arbejdet med plancherne noterede Krogager sig også, at drengene elskede at snakke om kød. Emnet fungerede nærmest som socialt klister. De drenge, der udviste appetit på bacon og roastbeef, blev opfattet som ‘rigtige’ drenge og fik adgang til fællesskabet.

I samarbejde med historiker Caroline Nyvang har jeg undersøgt en lang række danske kogebøger for børn udgivet mellem 1847 og 2014. I dette materiale finder vi lignende stereotypier. Pigerne laver frugtpinde og pynter cupcakes med prinsesseglimmer, mens drengene tilbereder chili con carne over bålet.

Kogebøger med kødkøn

Bogen ‘Skvalderkål og pandekager: Om bål og bålmad med børn’ af Carsten Gottlieb Hansen præsenterer for eksempel piger og drenge meget forskelligt.

På et billede ser vi en pige i en yndig kjole, der sidder pænt og smiler til kameraet, mens hun fremviser en tærte. På en af de følgende sider er en gruppe drenge ved at partere et helt lam. Lammet ligger på et bord mellem benene på en af drengene. Han er ved at save ryggen op, mens to andre drenge spreder lammets fire ben mere og mere fra hinanden.

Modsat de stillesiddende piger er drengene aktive, udøver en aggressiv og dominerende handling, hvor kødet igen fungerer som socialt klister.

Krogagers eksperimenter viste også, at de drenge og piger, der ikke levede op til disse normer, havde det svært.

Morten er for eksempel vegetar, hvilket de mange bær- og dessertanretninger på hans planche også afspejlede. Ikke et eneste stykke kød havde han valgt. Måske var det en af årsagerne til, at Morten ikke havde nogen høj status i klassen. Han var også den mindste dreng rent fysisk, og de andre drenge afbrød og drillede ham med hans umandige smagspræferencer.

Morten klistrede ikke på drengefællesskabet.

Kvindekamp og ribeyes

En af mine venner fortalte mig engang om en profil på datingapp’en Tinder, han havde luret på. Han fandt profilens ejerkvinde ganske attraktiv, men han studsede over den korte tekst, der fulgte med billedet: ‘Jeg kan godt lide dyr. Mediumstegt’.

Den første sætning følger de gængse normer for kvinder som kærlige, omsorgsfulde væsener. Den anden sætning opløser dette billede og erstatter det med løftet om en begærlig, nydelsessyg og glubsk femme fatale.

Kød kan altså ikke bare formidle kønsstereotyper, men også udfordre dem. Her endda på en meget enkel og effektfuld måde, som passer godt til datinguniverset. Min ven fandt i hvert fald kvindens legende tone pirrende.

Den australske madforsker Jovian Parry nævner også en klumme i avisen New York Times med den opfordrende titel ‘Be Yourself, Girls, Order the Ribeye‘.

I artiklen understreger skribenten Allen Salkin, at det ikke er uvæsentligt, hvad kvinden bestiller på sin første date med en mand. Det sender et klart signal, hvis hun bestiller en salade niçoise. Eller hvis hun gør det modsatte og foretrækker en stor, fedtmarmoreret ribeye.

Med den første mulighed lever hun op til de traditionelle forventninger for en kvinde: Hun går op i sundhed og den slanke linje, men tilpasser sig fordommene om, hvad der karakteriserer en kvinde.

Bestiller hun derimod ribeyen, så nedbryder hun selvsamme normer. Og demonstrerer ifølge Salkin, at hun er frigjort, moderne og har tænkt sig at udfordre mandens eneret på saftigt oksekød.

Bøffen viser, hvor skabet skal stå.

Skal dyrene dø, for at vi kan føle os lækre?

Parry er dog ikke entydigt begejstret for at gøre kød til et våben i kvindekampen. Vel kan man sige, at kvinden i Salkins klumme overskrider vores kulturs snævre rammer for kvindelighed, men hendes frigørelse sker på bekostning af dyrene.

Og hvorfor skal dyrene dø, blot for at vi kan føle os lækre, stærke og attraktive?

Det giver Carol Adams et svar på i sin bog ’The Sexual Politics of Meat’ fra 1990, hvor hun præsenterer intet mindre end en kritisk feministisk vegetarisk teori.

Ifølge Adams tager mænd ejerskab over dyrekroppen på samme måde, som de gør med kvinder. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg som ung mand har taget hverdagsslang som ‘hun er en steg’ eller ’’sikken sild’ i min mund.

Men tænker vi efter, har Adams jo ret i, at disse udtryk reducerer kvinder til næsten viljesløse objekter for maskulin sult.

Således ser Adams ikke kvinders hang til kød som et opgør med det såkaldte patriarkat, som Salkin ellers antydede i sin artikel. Snarere viderefører kvinden med sin ribeye den hensynsløshed, der er en af grundpillerne i patriarkatet og dets fortsatte eksistens.

For at destabilisere mændenes overherredømme er løsningen i stedet helt at give afkald på kød. Som vegetarer vil kvinder og mænd kunne omstyrte de idealer om virilitet og brutalitet, som belønnes i det patriarkalske samfund.

Det alternative, kødfrie samfund vil ifølge Adams være baseret på lighed og ligeværd mellem alle levende væsner.