Kan vi stole på juleevangeliet?

»I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Det er en velkendt historie – den, der ligger bag vores fejring af juleaften. Om Jesu fødsel, de tre vise mænd og en kosmisk, guddommelig indgriben i form af en ledestjerne.

Juleevangeliet er en historie med mange elementer, men hvor meget er rent faktisk sandt?

Det spørgsmål stiller en af Videnskab.dk’s læsere, og vi sender spørgsmålet videre til Gitte Buch-Hansen, der er lektor på Afdeling for Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet, og som er ekspert i teksterne fra Det Nye Testamente.

Jesus eksisterede

Der er ifølge Gitte Buch-Hansen flere historiske kilder, som bekræfter, at Jesus eksisterede i de første år af vores tidsregning. Et eksempel er den romerske historiker Tacitus (56-120 e.v.t).

»I en af hans annaler beskriver han en situation i Rom, hvor Nero (romersk kejser fra 54 til 68 e.v.t., red.) giver de kristne skylden for en brand i byen. Her hører vi om et skammeligt, overtroisk folk, som tilbeder en person ved navn Kristus, som blev korsfæstet af den romerske statholder Pontius Pilatus,» siger Gitte Buch-Hansen. 

Kilden er kritisk over for Jesus og hans følgere, og det gør beretningerne om hans eksistens mere troværdige, forklarer Gitte Buch-Hansen. Det er ikke propaganda, der er skabt for at promovere Jesus som person eller gudesøn, sådan som det er tilfældet med de evangelier, der har fået plads i Det Nye Testamente.

Okay. Så langt så godt.

Resten er ifølge Gitte Buch-Hansen til gengæld stort set kun vandrehistorier og ‘fanfiction’.

»Evangelierne er ikke historieskrivning. Hvis det skal paralleliseres med noget, er det den politiske biografi, som jo typisk er tilsat en portion spin. Juleevangeliet har et bagvedliggende politisk formål,« siger Gitte Buch-Hansen.

Det vender vi tilbage til senere i artiklen.

Markus- og Johannesevangeliet

For at undersøge fup, fakta og gætterier bag juleevangeliet er man nødt til at se på de fire evangelier fra Det Nye Testamente. De tager alle tager fat i Jesus’ liv, men på forskellige måder.

Markus og Johannes adskiller sig fra de to øvrige ved slet ikke at berøre Jesus’ fødsel og barndom.

»Markusevangeliet blev lavet cirka to generationer efter Jesu død, omkring år 70 efter vor tidsregning. Markus’ historie om Jesus begynder først ved dåben (da Jesus var omkring 30 år gammel, red.), fordi det er her, at han bliver profet og som sådan udnævnt til at være Guds søn. Vi hører intet om hans fødsel og barndom,« siger Gitte Buch-Hansen.

Johannesevangeliet, der er fra slutningen af det første århundrede, begynder ligeledes med den voksne Jesus. Ifølge Gitte Buch-Hansen skriver Markus sin fortælling for at dokumentere, at denne Jesus er den Messias, som jøderne ventede. Johannes er mere ambitiøs. Han ønsker at vise, at Jesus er verdens frelser.

Det er faktisk først omkring år 90, at vi får en fødsels- og barndomsfortælling om Jesus, nemlig da Matthæus kommer med det evangelium, som er en genskrivning af Markus’ fortælling.

Matthæusevangeliet

I Matthæusevangeliet dukker der nogle af elementerne fra nutidens julefortællinger op. Blandt andet ledestjernen, som de tre vise mænd fra Østerland fulgte, barnemordet i Betlehem og Maria og Josefs flugt til Egypten.

Fortællingen rummer nogle konkrete elementer, som det er muligt at be- eller afkræfte.

»De tre vise mænd er interessante, fordi referencen til ‘Østerland’ viser, at de var persiske. Persien var på dette tidspunkt kendt for deres astronomer. Matthæus kombinerer på den måde faktuelle forhold fra samtiden med profetier fra Det Gamle Testamente,« siger Gitte Buch-Hansen.

I kapitel 24 i Fjerde Mosebog finder vi nemlig en profeti om, at der skulle træde en stjerne frem fra Israel, som vil knuse alle Israels fjender. Selvom denne stjerne er en metafor for en kommende hersker, er det i Matthæusevangeliet blevet til ‘ledestjernen’.

Ifølge Gitte Buch-Hansen gør Matthæus på denne måde fortællingen om Jesus mere plausibel ved at blande bibelsk profeti og historiske fakta.

For Matthæus handler det i høj grad om at vise, at der er sammenhæng mellem de gamle profetier og Jesu fødsel. Måske for at overbevise jøderne om at Jesus rent faktisk var Messias.

Der findes til gengæld teorier om astronomiske forklaringer bag ledestjernen. Det har Videnskab.dk skrevet en artikel om, som du kan læse her.

Lukasevangeliet

Det er værd at bide mærke i, at Jesu fødsel først bliver beskrevet af Matthæus omkring år 90. Juleevangeliet, som vi kender det fra julegudstjenesten, kommer dog først til endnu senere.

Først omkring år 120 eller 140 skriver Lukas nemlig sin version af historien om Jesus, og det er Lukasevangeliet, som juleevangeliet er en del af. Også her indgår der, ligesom i de øvrige evangelier, faktuelle elementer.

»Vi ved ikke, om Maria og Josef lod sig tælle i Betlehem, men vi ved, at der var en folketælling på det her tidspunkt,« siger Gitte Buch-Hansen.

For at holde styr på skatteindtægterne blev der omkring Jesus’ fødsel foretaget en folketælling. Der er fundet rester af tekster, der blev brugt til folketællingen, hvor man blandt andet kan se, at man skulle anføre, hvor mange slaver man var i besiddelse af.

»Men resten af Lukasevangeliet stammer fra et mytisk og narrativt univers, der så bliver blandet med faktuel historie,« siger Gitte Buch-Hansen.

Når Maria og Josef i Lukasevangeliet tager til Betlehem, er det ifølge Gitte Buch-Hansen altså igen for at øge troværdigheden af fortællingen gennem at lade den være opfyldelsen af en velkendt profeti.

I Anden Samuelsbog fra Det Gamle Testamente kan man læse profeten Natans forudsigelse af, at Kong David på et tidspunkt vil blive efterfulgt af en lige så magtfuld efterkommer. Jesus skal iscenesættes som denne Davids søn, og derfor skal Maria og Josef til Betlehem, som var Daviddynastiets by.

»I Lukasevangeliet finder vi således en fornem orkestrering af profetisk fiktion i en historisk ramme,« siger Gitte Buch-Hansen.

Inspiration fra Kejser Augustus

Evangelierne er altså at forstå som en form for fanfiction, hvor der med tiden er blevet digtet nyt til. Et af de steder, hvor de Kristus-troende fans har hentet inspiration, er i Kejser Augustus’ (27 f.v.t – 14 e.v.t.) biografier.

»Kejser Augustus har om nogen sørget for, at både hans egen samtid og eftertiden skulle have biografier om ham. Ja, han forfattede flere af dem selv. Hvis man sammenligner hans historie med Jesus’, vil man finde mange ligheder,« siger Gitte Buch-Hansen.

Blandt andet står der i Augustus’ ‘biografi’, at det romerske senat fik et tegn om, at der skulle blive født en ny hersker, der ville tage magten fra dem. Konsekvensen var, at senatet beordrede alle de ledende slægters drengebørn slået ihjel.

Man kan finde en pendant i Jesus’ historie, da Herodes (konge over Judæa og Palæstina fra 37 f.v.t.) besluttede at slå børn ihjel i Betlehem for at få ram på Jesus.

Matthæus har på den måde fundet inspiration til historien om Jesus fra fortællingen om Augustus.

»Motiverne flyder fra den ene tradition til den anden: Det kosmiske tegn signalerer, at her er en verdenshersker, og at denne overlever ‘barnemordet’ viser, at gud eller guderne arbejder for vedkommende,« siger Gitte Buch-Hansen.

Juleevangeliet var politisk motiveret

Lukas trak ligeledes på historien om den romerske Augustus, og det er der en særlig grund til.

​​Lukasevangeliet stammer fra et tidspunkt, hvor de kristne ikke længere opfattede sig selv som
en jødisk apokalyptisk sekt, der venter verdens snarlige undergang. Til gengæld blev de politisk ambitiøse.

Ifølge Gitte Buch-Hansen er det denne orientering mod verden, der gør Lukasevangeliet så anderledes.

»Man kan sige, at Lukasevangeliet var en form for valgpropaganda, der skulle vise borgerne i Romerriget, at kristustroen fører til opfyldelse af de romerske dyder. Derfor er den kristne gud den sande verdenshersker og Jesus den ambassadør, der senere erstattes af kirkens folk« siger Gitte Buch-Hansen.

Derfor lægger Lukas’ historie sig meget tæt op ad elementer fra Augustus’ selvbiografi. Evangeliet skulle appellere til det romerske folk.

For eksempel havde både Augustus og Jesus to versioner om deres fødsler. En kombination af en guddommelig adoption og en mytisk jomfrufødsel, hvor guderne er involveret.

Og endnu et: Ifølge de romerske historieskrivere blev Kejser Augustus som ung fundet i et tempel, hvor han mediterede ansigt til ansigt med solen, den romerske gud og hans far.

På samme måde fortæller Lukas også om Jesus, der efter at være blevet borte fra sine forældre blev fundet i et tempel i Jerusalem i samtale med de lærde. og hvor han siger, at han er i sin fars hus.

Først vil Jesus ikke med tilbage til Nazareth, fordi han, som han siger, allerede er i sin fars hus. Men da han også skal leve op til det romerske ideal om lydighed over for familien, følger han alligevel med sine forældre hjem.

»Biografierne – Augustus og Jesus – har samme træk og viser begge, at vi har at gøre med en verdenshersker in spe. En, der udviser den rette form for fromhed, og som besidder visdom allerede som barn,« siger Gitte Buch-Hansen.

Historien har vist os, at Lukas’ projekt lykkedes. Blot et par århundrede efter, at Lukas skrev sit evangelium, blev kristendommen det romerske imperiums officielle religion.

Det kan vi i den vestlige verden være glade for, for Lukas var fortaler for den sociale omfordelingspolitik, som har præget den vestlige verden. Effekterne fra Lukasevangeliet gør på den måde selve historien sand, omend elementerne i høj grad har været opspind.

Hvad er så fup, og hvad er fakta?

Jesus eksisterede. Der var en folketælling. Og der fandtes persiske stjernetydere. Det er de elementer fra juleevangeliet, der findes historisk belæg for.

Ifølge Gitte Buch-Hansen er resten vandrehistorier og myter, der flettes sammen i politisk motiverede narrativer.

Dertil kommer, at evangelierne alle er blevet gjort mere troværdige ved at blande historiske fakta med religiøse profetier, forklarer Gitte Buch-Hansen.

»Som allerede nævnt kan evangelierne bedst sammenlignes med den politiske biografi. Det mytiske stof kan sammenlignes lidt med Mettes makrelmadder. Det er fiktion, der skal præsentere personens værdier,« siger Gitte Buch-Hansen.

Men selvfølgelig er der forskelle. Med sine makrelmadder ønsker Mette Frederiksen ifølge Gitte Buch-Hansen at skabe et billede af sig selv som værende en ganske almindelig, nede på jorden-dansker.

Lukas ønsker ifølge Gitte Buch-Hansen derimod med sit mytiske stof at lægge afstand til tømrerens søn og i stedet gøre ham til gudefødt allerede fra begyndelsen. I begge tilfælde er der tale om et spin på historien.

Glædelig jul!

Vores nysgerrige læser skal have tak for det gode spørgsmål. Vi kvitterer med en T-shirt.

Hvis du også skulle sidde med et spørgsmål, en undren eller et mysterie, som du mangler svar på, kan du skrive til os på sv@videnskab.dk. Så kan det være, vi prøver at finde en forsker, der kan give et fyldestgørende svar.