Islandsk musik sprudler mod alle odds

Los Angeles, New York, London. Kunstnere og de store kreative industrier samler sig normalt om verdens storbyer.

Men selvom den islandske hovedstad Reykjavík omtrent er på størrelse med Odense Kommune, så har den lille by alligevel kunnet fremvise en musikscene, der langt overstiger, hvad man ser i en mellemstor dansk provinsby.

Internationale musiksucceser som Björk, Sugarcubes, Mugison, Múm, Sigur rós og Gus Gus har afløst hinanden som favoritter hos verdens anmeldere og pladekøbere.

Finanskrisen har ikke dræbt initiativet

Øens årlige musikfestival Airwaves er blandt verdens mest toneangivende, og mens musiksalget i andre lande er gået voldsomt tilbage, er islændingene fortsat med at købe musik trods landets dramatiske økonomiske krise.

Det er dette paradoks, der har fået sociologen Nick Prior fra School of Social and Political Science på Edinburgh Universitet til at interessere sig for byen.

På en konference om populærmusik i den nordiske region på Roskilde Universitet fremlagde han de første resultater af det feltarbejde og de interview, han har lavet med en række aktører på den islandske musikscene.

Vil ikke lyde som bandet ved siden af

Normalt forestiller man sig små byer, som ensrettede andedamme, hvor man helst ikke skal skille sig ud, mens forskellighed og kreativitet snarere trives i verdens metropoler. Men ifølge Nick Prior nuancerer Reykjavík den forestilling:

»Reykjavík er lille, men det er ikke nogen landsby. Det er derimod en moderne by, der er enormt præget af konkurrence. Byen har kun én hovedgade, og den virker som et kreativt knudepunkt. Her lever de fleste af de musikere, jeg har interviewet, og det er her, spillestederne ligger. Det betyder, at de forskellige aktører hele tiden støder ind i hinanden,« siger Nick Prior.

Musikerne går altså op og ned ad hinanden til hverdag, og de deler ofte byens få øvelokaler. Det betyder dog ifølge Nick Prior ikke, at musikken bliver ensrettet, men snarere, at de går endnu mere op i at skille sig ud fra de andre og være originale.

»Man vil for alt i verden ikke ligne bandet i øvelokalet ved siden af. Det skaber en enorm vilje til at være original og innovativ,« forklarer Nick Prior.

For lille til at være snobbet

I storbyer samles musikere ofte i subkulturer med andre, der laver den samme type musik, men det er ifølge Nick Prior ikke muligt i en lille by som Reykjavík:

»Der findes naturligvis subkulturer på island, men de lukker sig ikke over for musikere fra andre subkulturer på samme måde, som vi ser det i andre nordiske lande. Ofte er der kun fire-fem mennesker, der er meget optaget af en given subkultur, så derfor kan du ikke nøjes med at være afhængig af dem. Det betyder, at musikerne er nødt til at være mere åbne over for andre stilarter,« siger Nick Prior.

»De fleste islandske musikere er nødt til at spille i mere end et band for at overleve, og det, tror jeg, er med til at gøre musikerne mere åbne over for andre stilarter, og samtidig lærer de også noget af at spille forskellige typer musik. Venskaberne kommer ofte til at gå på tværs af genreskel, fordi man simpelthen er nødt til at samarbejde med musikere, der spiller andre genrer, for at kunne låne instrumenter, dele øvelokaler og tjene penge nok til at klare sig.«

Tætheden er dog ifølge Nick Prior ikke kun positiv, eftersom det også kan betyde, at man bliver bange for at kritisere hinanden, fordi man er så afhængige af hinanden.

Stemmen er Islands vigtigste musikinstrument

Historien om den islandske musik er også historien om knaphed. Ifølge Nick Prior var der langt op i tiden stort set ingen traditionelle vesteuropæiske instrumenter på Island:

»Der har muligvis eksisteret instrumenter, som ikke har overlevet til i dag, men indtil midt i det 19. århundrede kender man kun til et par traditionelle strengeinstrumenter. De klassiske vesteuropæiske instrumenter er stort set fraværende; langt op i historien er der ingen klaverer, ingen violiner, ingen celloer. Islændingene prøvede at importere orgler og andre instrumenter, men de kunne ikke overleve i de islandske klima,« siger Nick Prior.

Det har ifølge Nick Prior betydet, at der har været et helt særligt fokus på stemmen som musikinstrument på Island.

»Det kommer for eksempel til udtryk i den store mængde kor, der er på Island. Her har man et kor i næsten enhver islandsk by, og korene har spillet en stor rolle i det sociale liv. Det er lige så naturligt for islændingene at synge som at gå i swimmingpool, og det er et faktum, man ofte overser, når man snakker om de kreative industrier.«

Får det bedste ud af knappe ressourcer

Islændingenes evne til at få det bedste ud af knappe ressourcer gjorde også, at de hurtigt tog punkmusikkens gør-det-selv-attitude til sig, da genren med lidt forsinkelse skyllede ind over landet fra de britiske øer:

»Punken fik en enorm indflydelse. Den 'do it yourself'-attitude passede rigtigt godt til de islandske forhold, og det har været centralt i forhold til de mange uafhængige pladeselskaber, der er blevet startet på Island. Selv i dag findes der ingen af de store internationale pladeselskaber på Island,« siger Nick Prior.

Punk-attitude har hjulpet gennem krisen

Den mentalitet har måske netop hjulpet det islandske musikliv relativt uskadt igennem krisen.

»Det økonomiske sammenbrud i 2008 har faktisk ikke haft den store betydning for den islandske musik, fordi der i forvejen ikke var så mange penge i det. Her har punk-attituden på en måde hjulpet dem gennem krisen,« siger Nick Prior og slutter:

»Mange af de yngre musikere har brugt vreden over bankerne og politikernes svigt som katalysator for at lave ny musik. Nogle af de større band, der var blevet til små virksomheder, har selvfølgelig mærket de stigende skatter, men de har også kunnet bruge musikken, som en ventil for den vrede, de har følt efter krisen.«