Når vi ser æresdrab begået på åben gade af indvandrere der bekender sig til primitive og forældede æresbegreber, så er det meget langt fra den almindelige virkelighed blandt danske indvandrere. Æresbegreberne er under udvikling i konfrontationen med en tilværelse i et senmoderne vestligt land som Danmark.
De værdier og normer, som tyrkiske indvandrere tog med fra landsbyer på den anatolske højslette er blevet ændret og moderniseret i takt med at familierne generation efter generation er blevet en del af det danske samfund. Faktisk er moderne indvandrere lige så fortabt i tilværelsen som alle os andre, der ikke kan støtte os til moralske pejlemærker som Gud, religion og tradition.
»I den offentlige debat bliver der tegnet et billede af nærmest analfabetiske indvandrere, der lever ud fra forældede middelalderlige æresbegreber. Men de æresbegreber, som gæstearbejderne tog med fra Tyrkiet i 60’erne bliver ændret lidt efter lidt, og er i dag meget langt fra den opfattelse man kan få i medierne,« siger socialpsykolog Lotte Kragh.
Hun har undersøgt æresopfattelse i en tværkulturel analyse mellem danskere og dansk-tyrkere i doktorafhandlingen ‘Kampen om anerkendelse, spillet om ære’.
»Pointen i afhandlingen er at der er nogle aspekter af æresbegrebet som aldrig bliver beskrevet. Nogle indvandrere tager en kuffert fyldt med traditionelle æresbegreber med til Danmark som de aldrig pakker ud, fordi de vil hjem igen. Men de fleste pakker kufferten ud og tilpasser deres æresbegreber.«
\ Fakta
»Sat på spidsen, så taber vi integrationen på forhånd, hvis vi udelukkende opfatter indvandrere som tilbagestående mørkemænd, der bygger deres tilværelse på forældede æresbegreber fra den anatolske højslette,« siger Lotte Kragh.
Tvivl, forvirring og frihed
Og de indvandrere der pakker den kulturelle kuffert ud og omfavner tilværelsen i Danmark, bliver ramt af nøjagtig den forvirring og tvivl som måske er det moderne menneskes største fællesnævner.
»Hvad gør man i en verden, hvor alt forandrer sig meget hurtigt og faste regler for hvad der er det gode, sande og smukke hele tiden bliver rykket? Hvordan bliver man anerkendt som menneske? Man tumler med det, googler information, opsøger viden, spørger vennerne. I dag skal vi selv være omvandrende minieksperter i store moralske spørgsmål, og det samme gælder for indvandrere i samme øjeblik de pakker kufferten ud,« siger Lotte Kragh.
Især har traditionelle tyrkiske æresbegreber knyttet til køn og seksualitet udgjort en hindring for unge kvinders udvikling. I dag er det kvinderne selv, der står bag ændringerne. Det er ikke noget de gennemfører som en et benhårdt opgør med forældrenes verdensopfattelse, men som en nænsom redefinering af, hvad ære er.
»De unge kvinder er i gang med at redefinere dele af æresbegrebet, så det bliver moderne. Kvinderne forhandler frihedsgrader med deres tyrkiske bagland styk for styk, så de kan gå ud med venner, få en uddannelse og senere et godt job. Det sker uden et åbenlyst generationsopgør mellem unge og ældre, for det er kvinderne ikke interesserede i,« fortæller Lotte Kragh.
De unge kvinder er i gang med at redefinere dele af æresbegrebet, så det bliver moderne.
Lotte Kragh
Faktisk bliver kvinderne bakket op af familien i at være udadvendte og gøre karriere. Den anerkendelse, som det medfører, er nemlig en del af familiernes ære. Der er ære i at klare sig godt i tilværelsen. Det tyrkiske sprog opererer med forskellige ord der omhandler delelementer af det som vi samler under paraplyordet ære, og at klare sig godt og få succes er et vigtigt element.
Vores egne æresbegreber
Lotte Kragh mener, at det er afgørende for vores forståelse af andre kulturers æresbegreber at forstå vores egen opfattelse af ære.
»Det danske æresbegreb er næsten usynligt for os selv, men kulturhistorisk udspringer vores forståelse af konflikten mellem adel og borgerskab. Klassekampen knytter sig til æresbegrebet. Hvis vi skal føre klassekampen frem til nutiden, så handler den i dag om social mobilitet forbundet med adgangen til uddannelse,« siger Lotte Kragh.
De empiriske data omkring indvandreres ændrede æresbegreber er indsamlet omkring årtusindeskiftet. Derfor kan der være sket en udvikling siden interviewene.
»Det kan være gået to veje. Enten har indvandrere strammet op omkring deres æresbegreber som følge af den måde værdidebatten har udviklet sig eller også er udviklingen fortsat, så æresbegreberne er blevet udviklet mod en endnu mere moderne fortolkning,« siger Lotte Kragh.