Et af indlæggene på bloggen i sidste uge stillede spørgsmålet om, hvornår vold i film er for meget.
Jeg har et par gange prøvet at gå fra film, jeg syntes var for voldelige. Blandt andet ‘RoboCop’ (1987), der er én af firsernes bedste actionfilm og Paul Verhoevens bedste.
Spørgsmålet om kvalitet var nu ikke lige det, der fik mig til at hive kæresten med væk under scenen, hvor helten bliver skudt i smadder af grinende psykopater (derefter forvandles helten til RoboCop, men det fandt jeg først ud af år senere).
Hvorfor gik jeg? Fordi volden var for overvældende, skurkene morede sig, og det hele var psykopatisk, provokerende og grænseoverskridende. Helten led, volden virkede ‘ond’ og meningsløs, og scenen var affektiv, effektiv og ubehagelig.
Senere skred jeg fra ‘Last Exit to Brooklyn’ (1989), da en homoseksuel skal til at have tæsk. Det var en film (har ikke siden haft lyst til at se den færdig), der lovede flere af de tæskescener, der allerede havde været et par stykker af, og som jeg ikke mente, fortalte mig noget, jeg ikke allerede vidste (om social forarmelse og den slags).
Når volden giver mening
Så er der film, jeg har haft lyst til at gå fra, men alligevel set til ende.
‘Funny Games’ (1997) af Michael Haneke var ubærlig med sine to unge psykopater, der på raffineret manér terroriserer familier, hvor vi følger én (mor, far, to børn), der bliver en del af legen. Filmen var ikke just funny.
Et andet eksempel er Gaspar Noés ‘Irréversible’ (2002), hvor den otte minutter lange anale voldtægt og tæskning af Monica Bellucci er helt, helt ubærlig, og det værste jeg har set på film, tror jeg.
Hvorfor gik jeg ikke her? Fordi det virkede som om, der var en pointe med volden i forhold til indhold.
Volden fik mig til at tænke (bagefter) og knytte mine (ubehagelige) følelser til temaer, der blev udfoldet i fortællingen og billederne, der siden har forfulgt mig. Jeg vidste ikke, hvad pointen var, mens jeg så disse film, men jeg vidste, at den var der. Jeg fornemmede den i den kunstneriske udførelse af volden – ikke fordi volden var ‘smuk’, men fordi den rørte mig på en meningsfuld måde. Den sagde: »Du er nødt til at se dette her, ikke fordi det er rart, men fordi du har brug for det.«
Giver det mening at sætte regler?
Nietsche har sagt, at for at noget skal blive i hukommelsen, må det ‘brændes’ ind i erindringen.
Hvordan med vold – hvornår har vi brug for, at noget bliver brændt ind i vores erindring, og hvornår har vi ikke brug for det?
Er det sådan, at grænsen for, hvornår vold er meningsfuld, og hvornår den er meningsløs, er individuel og relativ?
Med andre ord, er det sådan, at den vold, der får dig til at tænke, måske ikke får mig til at tænke og derfor er mig for meget eller ligegyldig?
Er det med vold som med kunst: at kvalitet på én gang er i intention, i værk og i relevans. Altså både hos instruktøren, i filmen og hos publikum?
Og hvis det er tilfældet, er det da umuligt at sætte regler for, hvornår volden er for meget? Er en filmkritik her indflettet i et uløseligt etisk/æstetisk paradoks? Altså, at målestokken for om volden i en film er ‘for meget’ ligger uden for filmen selv?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
