Hvorfor stopper vi med at udforske ny musik, når vi bliver ældre?

Ifølge et skøn foretaget af The International Federation of the Phonographic Industry, en organisation der repræsenterer den international musikindustri, bruger mennesker overalt på Jorden i gennemsnit 20,1 timer om ugen på at lytte til musik - et tal, der er steget fra 18,4 timer i 2021.

I dag har vi bedre forudsætninger for at få adgang til musik end nogensinde før i historien og mulighed for at opdage en hel verden af nye stilarter, og spændingen ved at opdage nye sange og nye lyduniverser kan berige mennesker i alle aldre.

Bortset fra, at den som regel ikke er det, der sker.

Vores interesse i og vilje til at opdage ny eller uvant musik har det nemlig med at falde med alderen. Adskillige studier (se eksempelvis hér og hér) bekræfter således den amerikanske sangskriver og musiker Bob Segers holdning:

Today’s music ain’t got the same soul
I like that old time rock ‘n’ roll

At opdage ny musik

Forskere bruger begrebet ’open-earedness’ ('at have åbne ører’) til at beskrive vores velvilje overfor at opdage ny musik. Igennem vores liv stiger og falder denne velvillighed.

Indtil 11-års-alderen er børn generelt glade for at give sig i kast med ny og ukendt musik. I de tidlige teenageår sker der et fald i open-earedness, men den ledsages af en intensivering af interessen for musik generelt.

Open-earedness øges en smule i løbet af den tidlige voksenalder og falder derefter i takt med alderen. Et større studie fra 2013, der omfattede mere end 250.000 deltagere, bekræftede disse adfærdsændringer.

Det viste også, at den betydning, vi tillægger musik, falder efter puberteten, og at mængden af musik, vi lytter til, falder fra et højdepunkt på 20 procent af vores vågne timer i løbet af puberteten til 13 procent, når vi er voksne.

Skiftende prioriteter

Forskere har forskellige, men generelt samstemmende teorier, der forklarer disse alderstendenser. Nogle betragter det observerede fald i musikengagement som et udtryk for psykosocial modning. Teenagere bruger musik som en identitetsmarkør og engagerer sig i den for at navigere i sociale cirkler.

Voksne har mere veludviklede personligheder og etablerede sociale grupper. Det giver færre motivationsgrunde til at engagere sig i ny musik.

De samme forskere peger på aldersrelaterede forandringer i høreskarphed – mere specifikt en lavere tolerance for høj og højfrekvent lyd – som en årsag til visse nogle menneskers faldende interesse i ny musik.

En helt enkel forklaring på den aldersrelaterede reduktion i musikforbrug er, at ansvarstyngede voksne har mindre overskudstid til at udforske deres musikalske interesser end yngre mennesker.

Nogle forskere stiller spørgsmålstegn ved, om der er er en lige linje mellem faldet i forbrug af ny musik og en øget musikintolerance.

Andre argumenterer imod at bruge kronologisk alder som en indikator for en stagnerende musiksmag, uden at man først overvejer de forskellige måder, vi forholder os til og anvender musik i vores livsforløb.

Teenagere har en tendens til at være mere bevidste om, hvad de lytter til. Voksne, der bruger musik som motivation eller som ledsager til aktiviteter som motion og rutineprægede opgaver, er måske derimod mindre bevidste om, hvorvidt de faktisk lytter til ny musik.

Der er enighed om, at der er en høj sandsynlighed for, at menneskers musiksmag formes af den musik, de først møder i puberteten.

Musikalsk smag bliver formet i puberteten. For det første fordi vores hjerner når en udviklingsgrad, der gør, at vi til fulde kan bearbejde, hvad vi hører. For det andet fordi pubertetens forstærkede følelser skaber stærke og holdbare hukommelsesbånd.

Vores livs soundtrack

Neurovidenskab kan give os et fascinerende indblik i, hvordan og hvorfor vores musiksmag udvikler sig. For eksempel ved vi, at spædbørn udviser en forkærlighed for musik, de har hørt i fosterstadiet.

Musikalsk smag kan også koges ned til et ord: genkendelighed. I sin bog 'This is Your Brain on Music', skriver hjerneforsker Daniel Levitin:

Hvad vi tænker på som vores ’smag’, er simpelthen en dopaminreaktion, der fremkommer fra mønstre, vores hjerner genkender, som skaber en forventning om glæde – baseret på gode minder fra fortiden.

Når vi stopper med aktivt at lytte til ny eller uvant musik, bliver forbindelsen mellem det musikalske mønster og glæde afskåret fra hinanden.

Det kan godt tage et årti eller to at nå dertil, men resultatet er, at ’unge menneskers musik’ med tiden føles fremmed og ikke fører nogen glæde med sig.

Er vi så dømt til en musikalsk udløbsdato, når vi bliver ældre?

Langt fra. Nyere forskning peger på, at ens musiksmag ikke behøver at forstene, men kan fortsætte med at udvikle sig i løbet af vores liv.

Udvid din musikalske horisont

Her er nogle tips, hvis du vil træne din musikalske smag til at række ud over din ungdoms ’gamle favoritter’:

1. Opdyrk forskellige måder at lytte på: I formelle (koncerter), fokuseret (når du er alene), i uformelle sammenhænge (som akkompagnement til andre aktiviteter) og sociale sammenhænge.
   
2. Gør det at lytte til en vane.
   
3. Vær nysgerrig omkring, hvad du lytter til: Du kan hjælpe din hjerne med at danne nye mønstre ved at sætte dig ind i historien bag musikken.
   
4. Vær tålmodig og vedholdende: Du skal ikke regne med, at et uvant stykke musik ikke værd at lytte til, bare fordi du ikke kan lide det de første gange, du hører det. Jo mere du lytter, desto bedre vil din hjerne blive til at igangsætte en glædesrespons.
   
5. Find en ven, der kan anbefale dig musik: Hvis det er en person, du holder af og ser op til, er der en god chance for, at du faktisk får lyttet til den musik, de anbefaler.
   
6. Bliv ved med at lytte til den musik, du holder af, men revidér dine gamle antagelser: Specielt hvis du beskriver din musikalske smag på en negativ måde (for eksempel: 'Jeg hader jazz’). Sådan en indstilling vil sandsynligvis blokere din glæde.
   
7. Føl dig ikke tvunget til at følge med nye musiktendenser: Vi har 1.000 års musik, vi kan udforske.

Hvis du så, efter at have gjort forsøget, stadig synes, ny musik er svær at have med at gøre, kan du trøste dig med, hvad sangskriveren Ben Folds skriver i sine erindringer:

»God popmusik, der virkelig udtrykker sin nutid, burde afskrække ældre voksne. Den burde rydde rummet for kedelige voksne og give ungerne noget plads.«

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Jørn Busch Olsen.