Vi har kun os selv at takke, når vi beslutter os for at begynde på noget helt nyt midt i livet.
Guitarundervisning for eksempel. Det ser så nemt ud. Men når vi omsætter projektet i praksis, viser det sig, at selv den mest simple akkord faktisk er ret svær.
Som om det ikke var nok, kan vi også blive offer for et andet mærkeligt fænomen: Efter mange timer tilbragt med at øve på det ottetalsformede strengeinstrument sker der en forbedring. Langsomt, men sikkert lyder melodierne bedre. Fingrene finder strengene. Rytmen sidder.
Men - og her kommer hagen ved det - kun når ingen lytter!
Så snart guitarlæreren dukker op, er fingrene pludselig ikke længere med på noderne. Midt i en velkendt melodi aner de ikke, hvor de skal hen. Og dér sidder du så med brændende kinder og tænker, at læreren må tro, du aldrig øver dig.
Evolutionært paradoks
Hvis det kan være en trøst, er du ikke er alene.
For det gælder ikke kun midaldrende guitarnovicer. Tværtimod. Mange af os oplever, at vi er bedst, når det ikke betyder noget, i alt fra sport til mundtlige oplæg. Men hvordan er det muligt?
Evolutionsmæssigt hænger det ikke ved. Man skulle tro, at naturlig udvælgelse ville favorisere den jæger, der skyder sine mest træfsikre pile, når præmiehjorten et kort sekund står stille, eller sabeltigeren angriber.
Ikke jægeren, der snubler over sine egne fødder og brækker buen med rumpen, når det gælder allermest.
Så hvorfor er vi ikke bedst, når meget står på spil?
Udgik, da det gjaldt
Spørgsmålet fører hurtigt over til sportspsykologi.
For dem, der virkelig har noget at frygte fra dette fænomen, er netop idrætsudøvere, musikere og andre, der lever af at præstere deres bedste, når det gælder.
»Det er et problem, som idrætsudøvere kæmper med, og som de arbejder med hele tiden,« siger Elsa Kristiansen, professor ved Universitetet i Sydøst-Norge.
Sammen med kollegaen Hedda Berntsen har hun skrevet bogen 'Idrettspsykologi'. Den handler netop om, hvordan idrætsudøvere kan undgå at knække under pres og derimod være de bedste, når det gælder.
Samspil mellem motivation, træning og stress
»Tag for eksempel alpinisten Mikaela Shiffrin,« siger Elsa Kristiansen.
»Hun måtte udgå af tre olympiske konkurrencer i træk. Det var aldrig sket for hende før, hverken i et World Cup-løb, VM eller OL. Hun siger selv, at hun ikke ved, hvad der skete.«
Heller ikke Kristiansen har et enkelt svar på, hvorfor sådanne ting sker.
Det handler om et samspil mellem motivation, hvor meget du har trænet, og hvor stresset du er. Men også om tilfældigheder, som at bindingen løsner sig, eller at smøringen ikke er i top, at du bliver syg, eller at nogen siger noget, der får dig til at miste fokus og blive sur.
»Idræt er meget komplekst,« siger Elsa Kristiansen.
Det er musik også.
Tavs viden
Én, der ved meget om musikalske præstationer under pres, er Nils Harald Sødal.
Han er tidligere solist ved Den Norske Opera & Ballet, professor i performancepsykologi ved Universitetet i Agder og forskningsleder ved Oslo Kunstskole.
»Langt de fleste oplever, at de ofte er værst, når det gælder, fordi der opstår fysiske og psykiske blokeringer, når vi kommer under pres,« skriver han til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite.
»Sådanne blokeringer skyldes ofte for meget tankevirksomhed i selve præstationsøjeblikket.«
Når vi øver meget, for eksempel på et instrument, bliver færdighederne automatiserede, forklarer Nils Harald Sødal.
»De bliver bagt ind i reaktionsmønstre og nervebaner. Jo mere vi øver os, desto mere lagres der på harddisken, i kroppens muskelhukommelse. På den måde omdannes vores kompetencer til det, man kalder tavs viden i det faglige miljø. Den tavse viden er lagret under tærsklen for bevidst tænkning,« skriver Nils Harald Sødal.
Han nævner en dygtig bilist som eksempel. Det, der kendetegner en god bilist, er ikke, at han tænker bevidst over alt, hvad der sker i løbet af køreturen, men at de rigtige reaktioner sidder i hænder og fødder.
På den måde lader chaufføren aktiviteten klare sig selv, og det er hér, det virkelig betyder noget.
Snubler over behovet for kontrol
»Når vi kommer under pres, kan det modsatte ske, at behovet for at tage kontrol over situationen bliver så stærkt, at vi holder op med at stole på de automatiserede bevægelser og i stedet forsøger at styre aktiviteten fra hovedet,« skriver Nils Harald Sødal.
»Man begynder at lave unaturlige ting, og så kan man hurtigt opleve, at man kommer i vejen for sig selv. Paradoksalt nok kan det intense ønske om at kontrollere udfaldet af det, vi gør, altså i sig selv sikre, at det går skævt.«
»Bueskytter oplever ofte, hvad de kalder ’target panic’ - målskræk. De fokuserer så meget på resultatet, at de stivner fuldstændig.«
Men hvordan i alverden kan dette træk være opstået?
Aber på prøve
Det er ikke helt let at svare på, men en studie fra 2021 indikerer, at det kan være sket forbavsende tidligt. Faktisk før mennesket overhovedet eksisterede.
Rhesus-aber er en gruppe menneskeaber, der lever i Asien. De adskiller sig langt mere fra mennesker end menneskeaber som chimpanser og gorillaer. Vi skal hele 25 millioner år tilbage for at finde den fælles forfader for os og rhesus-aberne.
Det var tre rhesus-aber, Adam L. Smolder fra Carnegie Mellon University og hans kolleger brugte i deres eksperiment.
Forskerne trænede aberne til at udføre en svær opgave på en computerskærm. Dyrene brugte deres hånd til at styre en markør på skærmen. Opgaven var hurtigt at pege på og holde et mål, der dukkede op.
Inden hver opgave startede, fik aberne vist, hvad præmien var, hvis de lykkedes. Belønningen kan være lille, mellemstor eller stor. Og en sjælden gang dukkede en kæmpe præmie op, som var meget, meget større end de andre.
Resultaterne viste et velkendt mønster. Også aber er bedst, når det ikke gælder.
Generelt gælder det, at jo højere belønning, desto bedre klarede aberne sig. De skærpede derfor deres kompetencer, når de vidste, at der var meget at hente ved at løse opgaven.
Men når den gigantiske præmie dukkede op, faldt præstationen. Alle tre aber klarede sig dårligere end med en stor præmie. Og to af dem klarede sig absolut dårligst, når der var en kæmpe præmie i puljen.
Prioriterede præcision frem for hurtighed
Problemet så ud til at være, at aberne prioriterede præcision frem for hurtighed. De blev for forsigtige i deres bevægelser og flyttede dermed markøren for kort til at ramme målet, skriver Smolder og co.
Der er flere hypoteser om, hvorfor vi mennesker knækker under pres. For eksempel at vi bliver overophidsede eller distraherede.
Men eksperimentet med aberne ser ud til at understøtte den samme idé, som Nils Harald Sødal taler om:
Når der er meget på spil, stoler vi ikke længere på den tavse viden i kroppen, men forsøger at styre processen med bevidstheden. Men i stedet for et bedre resultat, resulterer det ofte i langsommere bevægelser, dårligere timing og mindre præcis koordination.
Så det ser ud til, at i det mindste nogle af mekanismerne bag dette mærkelige fænomen udviklede sig i vores forfædre for mange millioner år siden og har været med os indtil i dag.
Men hvorfor?
Uheldig bivirkning af intelligens?
Ingen ved det med sikkerhed, men det er altid muligt at spekulere.
En mulighed er, at egenskaben ikke er til gavn for noget i sig selv, men bare fulgte med en anden nyttig egenskab.
Måske er tendensen til at knække under pres blot en uheldig bivirkning af intelligens, filosoferer Torfinn Ørmen, zoolog og lektor ved OsloMet.
»Både vi og aberne er så tilpas intelligente, at vi forstår vigtigheden af at kunne klare netop denne opgave og derfor tænker for meget over, hvordan vi skal få det til at ske, og dermed blokerer vi for de indarbejdede rutiner.«
»Vi bliver bekymrede for udfaldet, hvis vi ikke kan,« skriver Torfinn Ørmen til forskning.no.
Eller kan egenskaben også have en fordel?
»Det kan hænge sammen med risikovurdering,« skriver Torfinn Ørmen.
»At forsøge på egen hånd at fange et meget stort byttedyr kan være så farligt, at det bedste faktisk er ikke at prøve, men hellere finde noget mindre og mere sikkert.«
»Den jæger, der har størst chance for at give sine gener videre til næste generation, er den, der kommer hjem med et lille eller mellemstort vildt hver dag, ikke ham, der med fare for sit eget liv forsøger at slagte de helt store. Så evolutionen har ikke selekteret for dette.«
»Men her har vi ikke noget klart svar, og flere faktorer er bestemt involveret,« skriver zoologen.
Mentale teknikker
Uanset hvilke evolutionære krumspring der ligger bag, er én ting ret indlysende: Fænomenet er kommet for at blive.
Flere stjerneskiløbere vil på mystisk vis køre ud af et sving, de skulle have klaret. Og flere guitarnybegyndere kommer til at svede over pølsefingrene under lærerens opgivende blik.
Men selv om den irriterende tendens til at knække under pres nok er forankret dybt nede i både historien og biologien, betyder det heldigvis ikke, at den er umulig at bekæmpe.
Elsa Kristiansen og Hedda Berntsen skriver i deres bog om, hvordan idrætsudøvere og deres supportere arbejder med motivation, ledelse, træning og mentale teknikker for rent faktisk at være bedst, når det gælder.
Det handler blandt andet om at være mentalt forberedt på, hvad der vil møde dig i løbet af en konkurrence. Hvordan er det for eksempel at spille en udekamp, hvor man har publikum imod sig?
Derudover spiller det en stor rolle, hvordan du forholder dig til målet. Det er bedre at koncentrere sig om de opgaver, man har foran sig, end om at du skal vinde, siger Kristiansen.
»Hvis man tænker, man skal vinde, glemmer man de simple ting og mister fokus.«
Hav tillid til din krop!
Det kan Nils Harald Sødal godt skrive under på.
»Vi forsøger at bruge vores tanker til at styre slutresultatet. Men slutresultatet kan aldrig kontrolleres, for det ligger i fremtiden,« skriver han.
»Bueskytter skal ligesom andre idrætsudøvere i stedet lære at fokusere på øjeblikket, kun på det, de foretager sig her og nu, for det er det, og kun det, der afgør skuddet.«
»Det er et grundlæggende princip i alle former for præstationspsykologi, nemlig at udvikle evnen til at være til stede i nuet, få mere af nutiden ind i hovedet og mindre af fortiden og fremtiden.«
Med andre ord: Lad være med at tænke!
Det er åbenbart lettere sagt end gjort. Men der er teknikker til at fylde hovedet med noget andet, som Olympiatoppens opmærksomhedstræning eller mindfulness (Olympiatoppen er en organisation, der er en del af Norges Olympiske og Paralympiske Komité, der træner topatleter, red.).
»Lærer man at stole på den tavse viden og overgive sig til den, så er der gjort meget,« skriver Nils Harald Sødal.
»Det eneste, kroppen beder om, er, at hovedet giver slip og har tillid til den.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
