Julen er som bekendt hjerternes fest. Men er det også hjernernes fest?
I december måned er vi omringet af julehjerter, nisser og klejner, og Whams juleklassiker ‘Last Christmas’ flyder ud af højtalerne overalt. Det gør rigtig mange af os spændte og glade i låget.
Kort sagt: Julestemningen breder sig.
Men hvad er julestemning? Hvorfor bliver vi glade, når vi hører julemusik eller tænker på at sætte tænderne i den saftige flæskesteg på julebordet?
Og hvorfor er det, at nogle af os styrter af sted efter julekasserne, så snart det bare lugter lidt af december??
Det er de store spørgsmål, som de to værter, Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen, søger svar på, når de går på jagt efter julen i hjernen i denne Brainstorm-julespecial.
Brainstorm er Videnskab.dk’s podcast om hjernen, og der er skruet helt op for julestemningen i studiet, når de to værter med gløgg i glasset leder efter julehjernens hemmeligheder.
Det gør de sammen med to hjerneforskere - Faisal Amin, der er klinisk lektor i neurologi ved Neurocentret på Rigshospitalet, og David Meder, der er research fellow ved Danish Research Centre For Magnetic Resonance på Hvidovre Hospital.
Du kan høre podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app – bare søg på ‘Brainstorm’.
\ Brainstorm
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk, offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Hjerneskanninger og et ‘tak’ til dopamin
Det er ikke kun Brainstorm-værterne, der har forsøgt at finde julen i hjernen. Det var der også en gruppe danske forskere, der gjorde med et mindre studie i 2015.
Helt konkret forsøgte de at identificere dét sted i hjernen, hvor julestemningen befinder sig. De lagde 20 mennesker ind i en hjerneskanner og viste dem billeder af nisser, adventskranse, juletræer og andre julede sager.
Og de fandt ét særligt sted i hjernen, der lyste op hos de mennesker, der holdt jul.
I studiet peger forskerne også på, at vores hukommelse er på spil, når det kommer til at få hjernen til at lyse op med juleglæde. Og her kommer vi på sporet af, hvor juleglæden kommer fra.
Det er nemlig i høj grad signalstoffet dopamin, som vi kan takke for, at der opstår en lille julefest i vores hjerner, når vi for eksempel hører julesange og ser julepynten komme op.
Hvordan dopamin spiller sammen med hukommelsen - og hvilket område i hjernen, som forskerne udpegede som hjemsted for julestemningen - kan du blive klogere på i denne episode af Brainstorm.
I episoden kan du også få svar på:
- Hvordan julepynt måske kan holde vinterdepression for døren
- Hvornår en papkasse udløser samme reaktion som julebilleder i hjernen
- Hvorfor nogle hjerner hader julen - og andre elsker den
- Om ‘Last Christmas’ føles som at få stød for Brainstorms julehjælper, journalistpraktikanten Benjamin

































