Hvem var piraterne?

Der er vel ikke mange fællestræk mellem de somaliske pirater, og den romantiserede forestilling, som mange mennesker har om fortidens sabelsvingende pirater?

Mange mennesker forestiller sig, at fortidens pirater havde klap for det ene øje, gik med træben og drak rom direkte fra tønden, mens de skabte skræk og rædsel blandt sømænd på verdenshavene.

Men faktisk havde pirater i middelalderen mere tilfældes med somaliske pirater og mafiaen, end de har med de eventyrlystne og blodtørstige pirater, som er blevet gengivet i utallige film.

Ny dansk forskning om pirateri i middelalderen tegner et billede af pirater, der var handelsmænd, og som løste konflikter og indkrævede gæld ved at udøve pirateri mod deres konkurrenter.

Pirater var handelsmænd

Ph.d. Thomas Heebøll-Holm fra Københavns Universitets humanistiske fakultet har netop forsvaret sin ph.d. om pirateri i årene 1280-1330.

Hans forskning danner et nyt og anderledes billede af, hvad pirater egentligt var.

»Vi skal revidere vores forestilling om, at pirater var nogle skumle typer, der levede uden for resten af samfundets normer. Det, jeg viser med min forskning, er, at pirater var handelsmænd, som nogle gange benyttede ulovlige og voldelige metoder i deres forretningsgang,« fortæller Thomas Heebøll-Holm.

Årsagen til, at handelsmænd greb til plyndringer, drab, ødelæggelse og offentlig ydmygelse af modstandere, skal findes i den måde, samfundet var skruet sammen på i datiden.

I middelalderen udgjorde handelsflåden størstedelen af det krigsapparat, som kongen disponerede over i en krigssituation.

Netop derfor havde kongen ingen interesse i at skabe en konflikt mellem sig selv og handelsmændene. Handelsmændene kunne derfor udøve pirateri, som en del af deres forretning, uden at kongen greb ind.

Hele lokalsamfundet blev pirater

En af de hændelser som gjorde, at handelsmænd begyndte at udøve pirateri, kunne f.eks. være, hvis en handelsmand fra en anden by ikke betalte sin gæld.

I middelalderen gav man kredit, præcis som man gør i dag.

Forskellen er bare, at i middelalderen var der ingen offentlig myndighed, hvis opgave det var at opkræve gæld, hvis skyldneren ikke ville betale.

Hvis skyldneren ikke ville betale, kunne man altså ikke gå til politiet eller fogeden, og derfor var det i 1200- og 1300-tallet op til handelsmanden selv at inddrage gæld.

Dette resulterede ofte i deciderede piratangreb på andre skibe.

Inddragelse af gæld og konkurrence om lukrativ eksport er bare to eksempler på noget, der kunne få en handelsmand til at udøve pirateri mod sine konkurrenter. Men også et banalt værtshusslagsmål eller andre mindre uoverensstemmelser kunne igangsætte en bølge af piratangreb.

Det var dog ikke kun handelsmanden alene, der stod for pirateriet.

Handlen på havet fragtede store mængder gods, der repræsenterede en stor sum penge for hele lokalsamfundet. Derfor var det tit et helt forbund af havnebyer, der samledes om at udøve pirateri mod handelsskibe fra et andet forbund af havnebyer, hvis der var opstået en uoverensstemmelse omkring en eksport eller en gæld.

Forbund af havnebyer blev dannet, ikke kun for at udøve pirateri, men også for at handle og beskytte forbundets rettigheder på markederne.

»Ifølge de krøniker, jeg har studeret, kan op imod 200 skibe være involveret i en piratkrig mellem to stridende forbund af havnebyer,« fortæller Thomas Heebøll-Holm.

Piratkrig ledte til decideret krig mellem England og Frankrig

En af de krøniker, som Thomas Heebøll-Holm har studeret, handler om piratkrigen fra 1292-1293.

Thomas Heebøll-Holms fortolkning af teksten går på, at piratkrigen startede, da et handelsskib fra Bayonne, der ligger ved foden af Pyrenæerne, som i middelalderen lå under de engelske kongers herredømme, og et handelsskib fra Normandiet, begge var sejlet til en ø ud for Bretagnes vestkyst for at tage frisk vand ombord.

Da tidevandet havde stor indflydelse på, hvornår skibene kunne forlade øen igen, var det vigtigt for begge skibe at de fik tanket vand så hurtig som muligt. I uoverensstemmelsen om, hvem der skulle tanke vand først, blev en sømand på det normanniske skib dræbt.

Krønikerne fortæller, at det normanniske skibs besætning appellerede til den engelske konge om at stille det bayonnesiske skibs besætning til ansvar.

Da den engelske konge ikke efterkom ønsket, begyndte handelsskibe fra Normandiet at angribe alle engelske og sydfranske skibe i deciderede piratangreb.

Piratkrigen involverede flere hundrede handelsskibe og endte med, at Frankrig og England gik i krig mod hinanden, fordi den franske konge var vred over, at den engelske konge ikke ville straffe de skyldige.

Pirater, Mafia og Somalia

Thomas Heebøll-Holm sammenligner pirateriet i middelalderen med de mafiakrige, som finder sted i dag.

»Nogle dele af mafiaforretningerne er ganske legitime, mens andre dele af deres virksomheder er illegitime. Det var den samme måde, som handelsfolk i middelalderen drev deres forretninger på,« fortæller han.

Somaliske pirater minder ifølge Thomas Heebøll-Holm også meget om de pirater, der levede i middelalderen.

De somaliske pirater startede med at være fiskere, hvis forretningsområde blev truet asiatiske og europæiske fiskekuttere. De somaliske fiskere blev ofte udsat for overfald, jagtet væk fra fiskeområder, og i enkelte tilfælde slået ihjel.

I Somalia havde man ingen regering til at gribe ind over for de udenlandske fiskere, så de somaliske fiskere måtte tage sagen i egen hånd præcis som handelsmændene i middelalderen.

I selvforsvar begyndte de somaliske fiskere at angribe de udenlandske fiskekuttere for at beskytte dem selv og deres levebrød. Det gjorde de ved at angribe de udenlandske fiskere og kræve løsepenge, for dem de tog til fange.

I dag er det udelukkende løsepengene, som piraterne går efter, og deres handlinger er vel næppe gjort i selvforsvar længere.

»Ikke desto mindre udtrykker interviewede somaliske pirater ofte, at pirateriet ikke handler om profit alene, men at de blev tvunget ud i det af konkurrenternes uretfærdige behandling af dem. De samme argumenter blev også fremført i middelalderen, f.eks. i 1292-1293,« afslutter Thomas Heebøll-Holm