Udsatte børn og unge er et udtryk, der jævnligt bruges af politikere, skolelærere, i aviser og på TV.
De fleste tænker, at det er børn, det er synd for. Børn og unge, som har brug for hjælp - og det er helt rigtigt.
Men samtidig med at alle ved lidt om, hvem vi taler om, er det svært at sige, hvem de udsatte helt præcist er.
Det er der en grund til. Udsatte børn og unge er nemlig både en lille gruppe af personer med særlige udfordringer og potentielt de fleste børn og unge i hele Danmark.
Denne artikel forklarer baggrunden bag begrebet og beskriver, hvorfor det er vigtigt at se nuanceret på udsathed, så børn og unge i forskellige udsatte situationer får den hjælp, de har brug for.
Grænsen mellem udsat og ikke-udsat
I dag bruges ordet udsat i en bred betydning. Børn og unge kan være udsat for og af mange ting.
\ 'Udsat': Sat ud i skoven
Ordet 'udsat' kommer oprindeligt af, at forældre i gamle dage 'satte et barn ud'.
De satte simpelthen barnet ud i skoven eller et andet sted i håb om, at nogle ville finde barnet og tage sig af det. Forældrene gjorde det, fordi de ikke havde råd til at have et barn (mere), eller måske fordi forældrene ikke var gift, hvilket var en stor synd.
At udsætte et barn kom derfor til at betyde, at barnet bor væk fra sine forældre, for eksempel på børnehjem eller hos noget familie. Ordet 'udsat' opstod således som et ord til at beskrive et barn, der ikke kunne bo hjemme hos sin mor og far.
Fælles for det, man kan være udsat for, er, at det handler om sociale problemer. Det vil sige problemer, der hænger sammen med, hvordan man har det, og hvordan man trives.
Et barn er udsat, hvis det ikke kan bo hjemme hos sine forældre, men hvad med dem der bor hjemme hos forældre, som har det svært?
Hvad med børn, hvis forældre er fattige, arbejdsløse, syge, har et misbrug eller andre problemer?
Er børn med en diagnose udsatte? Eller børn, der ikke får gode karakterer i skolen, eller som ikke kender et bestemt antal ord, når de starter i børnehave?
Er man udsat, hvis man ikke er en del af en klasses sociale fællesskab?
Alle disse spørgsmål kan man svare 'tja, måske' til.
Nogle børn, der vokser op i fattigdom, eller som har en diagnose, er nemlig udsatte, mens andre ikke er.
Det betyder, at vi ikke kan lave en skarp afgrænsning af de udsatte fra de ikke-udsatte, og det betyder også, at hvis vi vil gøre noget for at hjælpe børn og unge i udsathed, skal vi gøre det på mange forskellige måder.
Udsathed er ofte midlertidigt
En lille ting, vi kan gøre, er at passe på med at tale om udsatte børn og unge som noget, de er. Som om udsathed er noget, der ligger inde i dem og altid vil gøre det.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
De fleste børn er nemlig i udsathed eller i en udsat position i en kortere periode.
Det er ikke noget, man nødvendigvis er hele livet, som for eksempel at være højrehåndet eller farveblind.
Det at være udsat er ikke noget, man er for altid. Det er noget, der kan ændres. Heldigvis.
Og det er måske netop hele pointen med, at vi taler om det. I langt de fleste tilfælde kan vi gøre noget ved det. Vi kan ændre børnenes livssituation, så de ikke er (så) udsatte.
Potentielt alle børn i Danmark
Når der i starten af denne artikel står, at alle børn i Danmark potentielt hører til i gruppen af udsatte børn og unge, er det, fordi det at være udsat også betyder, at man måske kommer til at opleve noget dårligt - at der er en risiko for noget negativt.
Det er dog ikke sikkert, at det sker. Netop fordi der er tale om en risiko for noget, og fordi vi i princippet alle er i risiko for, at der sker noget dårligt, kan gruppen af udsatte børn og unge betragtes som meget stor.
Vi er for eksempel alle i risiko for at opleve ensomhed og eksklusion, som kan give dårlige oplevelser og få nogle til at føle sig udenfor eller udsatte.
Et eksempel på dette er corona-nedlukningen, hvor næsten alle har været isoleret hjemme. Dette har fået mange til at føle sig ensomme. Online-fællesskaber har været gode for nogle, men der er også børn og unge, der hverken har haft et godt fællesskabet online eller i klassen.
Det at være udenfor er svært, og det kan sætte børn i en udsat position.
Kan man forudsige udsathed?
Når vi nu ved, at alle potentielt kan være eller komme i en udsat position, kunne det være rart, hvis vi kunne forudsige, hvem der bliver udsat, og hvem der ikke gør.
Men det er ikke enkelt at afklare, hvad der fører til, at nogle børn og unge ender med at være socialt udsatte, mens andre ikke gør.
Nogle taler om, at social udsathed går i arv, og det er også rigtigt i nogle tilfælde. Hvis ens forældre er arbejdsløse, har et misbrug eller en psykisk sygdom, er der større sandsynlighed for, at et barn bliver udsat.
Vi ved for eksempel, at der ikke er så mange børn fra fattige hjem, der får en uddannelse. Det kaldes nogle gange negativ social arv, fordi børnene arver de samme eller andre sociale problemer.
En proces mellem mennesker
Heldigvis klarer flertallet af de børn, der vokser op med forældre, der har det svært, sig godt, og de bliver ikke selv udsatte som voksne. Det vil med andre ord sige, at selvom begrebet negativ social arv har noget sandhed i sig, så er det langt fra hele sandheden.
Udsathed beskrives også af nogle som en proces, der sker, når børn, unge og voksne er sammen.
Når vi mennesker er sammen, sker der noget. Langt de fleste gange sker der noget godt, vi bliver måske venner, vi taler sammen, lærer af hinanden og hygger os.
Men nogle gange kan der også ske mindre gode ting. Vi bliver uvenner, lærer dårlige ting og reagerer uhensigtsmæssigt. Med andre ord kan det både gå godt og skidt, når vi er sammen med andre, og når det går rigtig skidt, kan det føre til udsathed.
Bange for at blive stigmatiseret
Det er vigtigt at huske, at når nogle er udsatte, er det ikke deres egen skyld, at de er i udsatte. Og uanset hvilke problemer de har, er de først og fremmest børn.
Det er derfor vigtigt at se hele mennesket og ikke kun udsatheden.
Noget, mange udsatte børn og unge fortæller, er, at de er flove over deres situation, og det kan fortsætte, selvom de er kommet ud på den anden side af udsatheden, og selvom de er blevet voksne.
I dokumentarserien 'Vores børnehjem' om at bo på børnehjem, der kan ses på DR.dk, fortæller tre unge voksne, der tidligere har boet på børnehjem, at de helst ikke vil fortælle det til nogen.
De er bange for at blive set som børnehjemsbørn frem for de personer, de er i dag.
Kasper siger, at han ikke har fortalt nogen på sit arbejde, at han har boet på børnehjem, og Amanda fortæller: »Jeg har ikke fortalt om min tid på børnehjem, for jeg er bange for, at de vil se anderledes på mig. Jeg vil hellere have, at de ser mig for den jeg er.«
Meget mere end bare udsat
Følelsen af at blive dømt af andre kendes ikke kun fra børn, der bor eller har boet på børnehjem. Det samme gælder børn med ADHD, eller børn, der føler sig ensomme.
De er bange for at blive dømt eller stigmatiseret.
Det er ærgerligt, at de skal have den følelse, når udsathed er noget, der potentielt kan ramme os alle.
Så når du hører om nogle, der har det svært, og som er udsatte, så tænk på, at de er meget mere end bare udsatte, og at måden, vi taler om og med dem, har betydning.
