Det har ikke skortet på film om dirigenter i de seneste par år.
I februar 2023 havde 'Tár', som er baseret på elitedirigenten Marin Alsop, premiere. Kort efter fulgte 'Divertimento', som er inspireret af historien om dirigenten Zahia Ziouani, der grundlægger sit eget orkester. Og for nylig var der premiere på 'Maestro' med Bradley Cooper i rollen som den karismatiske dirigent og komponist Leonard Bernstein.
I film som disse kan man fornemme den mystik, der omgiver dirigenteren, som komponisten og musikkritikeren Robert Schumann allerede i 1836 kaldte 'et nødvendigt onde'.
Orkestermedlem uden instrument
For det utrænede øje står dirigenten på et podie og gestikulerer vildt foran en gruppe musikere, der allerede har et indgående kendskab til det partitur (alle stykkets noder), de spiller.
Dirigenten er det eneste medlem af et orkester, der ikke har et instrument, og som ikke frembringer egen lyd i løbet af hele forestillingen.
Det giver anledning til spørgsmålet: Bidrager en dirigent til kvaliteten af et orkesters lyd?
I denne artikel fokuserer jeg på to grundlæggende funktioner: Teknisk og ekspressivt lederskab.
Holde takten
Hvis vi nøje følger dirigentens bevægelser under en koncert, bemærker vi hurtigt, at en vigtig rolle for dirigenten er at sørge for, at musikerne holder takten.
De tidligste referencer til behovet for at holde takten musikalsk i den vestlige kultur kan findes i tekster om musik fra det 16. århundrede. Teksterne anbefaler, at musikerne guider sig selv til at ved at tappe rytmen med hænder eller fødder.
De første symfoniske orkesterensembler i det 18. århundredes musikalske klassicisme - som vi associerer med komponister som Haydn og Mozart - havde tre særlige kendetegn, der overflødiggjorde en dirigent:
- Antallet af musikere i ensemblerne var lavt, hvilket gjorde det lettere at koordinere dem.
- Rytmen var overordnet den samme på tværs af de fleste kompositioner, hvilket gjorde det lettere at holde den uden en ekstern guide.
- Musikerne spillede næsten uafbrudt fra musikværkets start til slut. Det var ofte komponisterne selv, der spillede cembalo eller violin, som styrede den enkle begyndelse og slutning af et stykke.
Kvantespring i kompositionernes kompleksitet
Behovet for orkesterledere og dirigenter dukkede op i den første tredjedel af det 19. århundrede, hvor Beethoven (1770-1827) satte sit præg på den vestlige kultur.
Hans arbejde repræsenterede et kvantespring i kompositionernes kompleksitet.
Orkestrenes størrelse steg markant, og instrumenternes rolle begyndte at variere i mere sofistikerede orkestreringer.
Denne udvikling betød, at formel indøvelse måtte organiseres forud for forestillingerne, ofte ledet af komponisterne selv.
Da et symfoniorkester har mindst 80 musikere, er det ikke svært at forstå behovet for en orkesterleder, som kan synkronisere musikerne samt musikværkets rytme og tempo.
De enkelte musikere har kun deres respektive partier foran sig, mens dirigenten ser på det samlede partitur og derfor er den eneste person med en overordnet vision af det musikstykke, der spilles.
Unik stil
Evnen til at opføre komponisternes værker uden deres tilstedeværelse opstod som et resultat af et internationalt marked af musikforlæggere, og det fører os til endnu en grundlæggende funktion: Ekspressivt og kunstnerisk lederskab.
Musikalsk notation, som var under udvikling, gjorde komponisterne i stand til at kommunikere specifikke instruktioner om deres værkers karakter og opførelse.
Notation kan dog langt fra formidle hele musikstykkets tilsigtede effekt. Der er uendelig mange måder at fortolke et værk, og her er orkesterlederen yderst vigtig.
Åbenhed for fortolkning
Den østrigske komponist og dirigent Gustav Mahlers partituranmærkninger er et godt eksempel på denne åbenhed for fortolkning.
Han bemærkede i en passage i sin 2. symfoni , at: »....basuner, violiner og bratscher kun bør spille, hvis det er nødvendigt for at forhindre omkvædet i at deflatere«.
På denne måde overlader Mahler den endelige beslutning til dirigenten.
Mahlers benytter også indikationer såsom: 'med maksimal kraft' eller: 'umærkelig, lidt mere ophidset', hvilket giver en idé om de mange potentielle fortolkninger af et værks karakter.
Med så stor fortolkningsfrihed kan dirigenten skabe sin egen mentale model for, hvordan et værk skal opføres, hvilket resulterer i personlige versioner, der kan være meget forskellige.
Disse forskelle kan tydeligt ses, hvis vi sammenligner åbningstakterne af henholdsvis Karajans, Fürtwanglers og Savalls versioner af Beethovens Coriolan-ouverture.
Gruppelederen
Dirigentens næste opgave er at overtale 10 - eller måske endda flere hundrede - musikere til at koordinere deres individuelle optræden med samme udtryksfulde hensigt.
Denne opgave kræver lederevner, da det handler om at få et ensemble til at følge dirigentens fortolkning og instruktion - og ikke blot tempo, men også den relative volumen af hver solist eller instrumentalgruppe, fraseringen og formidling af de nuancer, der vil farve stykkets samlede effekt.
Som i så mange andre aktivitetsområder er et sådant lederskab historisk set udøvet gennem hierarkiske magtstrukturer og en autoritær indstilling.
Derfor er der også mange anekdoter om dirigenter:
- Arturo Toscanini, der på grund af sit voldsomme temperament ofte hånede og udskammede orkestret.
- Den lunefulde Herbert von Karajan, der dirigerede med lukkede øjne og næsten ikke talte til musikerne.
- Claudio Abbado, som forekom blid og høflig, men som efter prøverne var kendt for at hviske navnene på de musikere, han ikke ønskede ved sine koncerter, til sin kunstneriske leder.
Musikerne har mere at skulle have sagt i dag
I dag har musikerne mere at skulle have sagt. Der er også større diversitet i orkestrene, hvilket kræver en tættere, mere åben og mere overbevisende ledelsesform.
Den venezuelanske dirigent Gustavo Dudamel, som snart skal dirigere New York Philharmonic, Kirill Petrenko, der leder Berlinerfilharmonikerne, og den unge finske dirigent Klaus Mäkelä, som for nylig blev udnævnt som chefdirigent for det bedst kendte og mest respekterede symfoniorkester i Holland, Concertgebouworkest i Amsterdam, er gode eksempler på dirigenter, der tilfører betydning og indflydelse.
De er i stand til at skabe et miljø, hvor orkestrets musikere føler sig stimuleret, kan vokse kunstnerisk og føle sig motiveret til at opføre musik til den højest mulige standard.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

































