Verden skal lægge planer for en befolkning på ni milliarder i 2050, samtidig med at én milliard mennesker allerede i dag ikke får nok mad. Det kræver en kraftig stigning i verdens fødevareproduktion og en bedre fordeling af produktionen.
I 2009 kom der erklæringer fra både FN og G8-landene om tiltag.
Verdens ‘gamle’ stormagter i G8-gruppen lovede således i juni sidste år at give 20 milliarder dollar over tre år til at styrke landbruget i fattige lande, mens FN’s World Summit on Food Security i november stadfæstede målet om at halvere antallet af mennesker på verdensplan, som ikke får mad nok, inden år 2015.
Allerede nu er dyrkbar jord, vand og energi knaphedsfaktorer mange steder. Spørgsmålet er hvordan verden skal kunne klare at forøge fødevareproduktionen og samtidig ændre den i en mere bæredygtig retning.
Skydeskive
Husdyr og kødproduktion er blevet en skydeskive, og kritikere henviser til at husdyrproduktion kræver flere ressourcer og har et større såkaldt ‘økologisk fodaftryk’ end produktionen af vegetabilske fødevarer såsom korn, grønsager og rodfrugter.
I en artikel i tidsskriftet Science tager en international gruppe forskere til orde for at fremhæve, at husdyr er særdeles vigtige i landbruget i Afrika og Asien og også fortsat bør have en central plads, når der skal udarbejdes forskningsbaserede strategier for investeringer i fremtidens landbrug i fattige lande.
Flere af forfatterne er tilknyttet International Livestock Research Institute (ILRI) i Nairobi. ILRI er et af 15 internationale forskningscentre under paraplyen Consultative Group on International Agricultural Research (CGIAR). De rådgiver blandt andet verdenssamfundet om landbrug og er knyttet til FN og Verdensbanken.
Forskerne henviser til, at den del af verdens befolkning, som lever for mindre end én dollar om dagen hovedsageligt får dækket deres fødevarebehov fra millioner af småbønder og hyrder, og at husdyr er vigtige for begge disse grupper.
Dette kan være småbønder med små jordstykker og måske en eller to køer, eller bofaste eller nomadiske husdyrproducenter, hvor de færreste ejer mere end fem dyr.
Trækker ploven
Landbrug, som både omfatter agerbrug og husdyr, har mange fordele. Det giver bønderne dyr, som kan trække ploven og levere gødning til jorden. De dele af avlen, som ikke bliver til fødevarer til mennesker, kan udnyttes som dyrefoder.
For mange er koen eller grisen en forsikring mod dårlige tider, og den sørger dermed for fleksibilitet i krisetider.
Salg af mælk, æg eller kød giver indtægter, som kobler bønderne sammen med markedsøkonomien.
Tamdyr er desuden vigtige for nomader og halvnomadiske grupper.
Forfatterne bag den videnskabelige artikel mener, at der er investeret for lidt i husdyr sammenlignet med nytteplanter, og at småbønderne ville tjene på at have adgang til mere effektive dyr.
De understreger, at der ikke findes én model for landbruget i syd. Tunge investeringer fra rige lande vil ikke være nok til at sikre fødevarevaresikkerheden, hvis man satser forkert og ikke tager hensyn til kompleksiteten i de fattige landes landbrug.
Mod ensretning
Professor og prorektor Ruth Haug ved Universitetet for miljø- og biovidenskab i Norge har ikke deltaget i undersøgelsen, men er fuldstændig enig i advarslerne. Hun siger, at artiklen i Science går direkte ind i en debat om, hvor og på hvem man skal satse for at forøge landbrugsproduktionen, så man kan reducere sult og fattigdom.
Hun siger, at der er stor enighed i forskningsmiljøer og organer som FN og Verdensbanken om betydningen af at satse på småbønderne i fattige lande, hvis målet er at forbedre verdens fødevaresikkerhed.
Bekymringerne fra enkelte drejer sig om, hvorvidt det internationale samfund har formået at blive opmærksom på de mange forskellige driftsformer som eksisterer blandt fattige småbønder, især i Afrika. Forskere taler om, at der er en hel regnbue af forskellige driftsformer.
»Tænk for eksempel på masaierne i Østafrika som har ernæret sig næsten udelukkende af kvæg. Der er mange andre tilsvarende grupper,« siger Haug til forskning.no.
Falder udenfor
Hvis det internationale samfund ensidigt lægger vægt på at nå mange fattige bønder på kort tid, vil det være naturligt at satse på at udvikle den intensive produktion i de tættest befolkede områder. Mange, som for eksempel masaierne, vil dermed falde udenfor.
»Med størst mulig fattigdomsreduktion som mål vil man satse i de mest frugtbare og markedsnære områder, hvor der totalt set bor flest fattige mennesker. Det vil medføre, at de grupper der holder husdyr bliver endnu mere marginaliserede,« siger Haug.
På sigt kan dette vise sig at være en lidet bæredygtig løsning. Samspillet mellem forskellige driftsformer, som for eksempel planteproduktion og husdyrhold giver en fleksibilitet, som kan være en styrke på sigt.
Behov for forskning
Artiklen i Science taler for en satsning også uden for de mest frugtbare områder samt på kornsorter som durra, hirse, jordnødder og bælgplanter. Dette er arter, som der ikke har været forsket lige så meget i som ris, hvede og majs, og som ikke på samme måde har haft deres ‘grønne revolution’.
Den grønne revolution var en videnskabsbaseret satsning på moderne jordbrug fra 1960’erne og frem, som blandt andet bidrog til en forøget landbrugsproduktion i Asien.
Effekten blev mindre i Afrika, blandt andet på grund af andre driftsformer end i Asien.
Forskerne bag artiklen i Science, med seniorforsker Mario Herrero i spidsen, forestiller sig en udvikling, som kan komme til at inkludere genmodificerede organismer i traditionelt landbrug og offentlige investeringer i infrastruktur for at nå markederne.
»Et samspil mellem agerbrug og husdyr giver mange muligheder for en bæredygtig forøgelse af fødevareproduktionen,« mener forfatterne.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
