Hungersnød bruges som strategisk våben i konflikter

Allerede helt tilbage i 1700-tallet begyndte økonomer at interessere sig for sult og hungersnød. Den britiske økonom Thomas Malthus udgav i 1798 sin økonomiske teori, om at befolkninger vokser eksponentielt og altid vil vokse hurtigere end mængden af fødevarer.

Konklusionen var, at sult handler om mangel på mad, og manglen på mad vil reguleres gennem hungersnød.

Det syn på sult var dominerende op gennem 1800-tallet og 1900-tallet.

Effektivisering af landbrug – folk sultede stadig

Udviklingen af mere effektive landbrugsmetoder – den såkaldte grønne revolution – i både Vesten og udviklingslandene betød op gennem 1970’erne, at mængden af fødevarer voksede og kunne følge med befolkningsudviklingen.

Underskud af mad kunne i mindre grad forklare sult og hungersnød.

Det var dog først i 1981, at der for alvor blev rykket ved forståelsen af hungersnød.

Den indiske økonom Amartya Sen udgav sit berømte essay Poverty and Famines. An Essay on Entitlement and Deprivation, som gjorde op med idéen om, at mangel på fødevarer er den primære årsag til hungersnød.

Teori: Demokrati forebygger hungersnød

Amartya Sens teori, som han fik nobelprisen i økonomi for i 1998, handlede blandt andet om, at basale rettigheder til fødevarer og uddannelse samt demokrati og fri presse ville sikre mod sult og hungersnød.

For eksempel medførte tørke og uroligheder i de afrikanske lande Zimbabwe, Botswana, Etiopien og Sudan i 1979-1984 en kraftig nedgang i fødevareproduktion i alle fire lande.

Men kun de to ikke-demokratiske lande Etiopien og Sudan blev ramt af hungersnød.

Senere forskning peger dog på, at årsager til sult og hungersnød er langt mere komplekse, og at demokrati i sig selv ikke nødvendigvis beskytter mod hungersnød.

Professor på Roskilde Universitet Olivier Rubin er en af de forskere, der har stillet spørgsmålstegn ved det.

I en videnskabelig artikel fra 2009 har han analyseret baggrunden for, at der opstod hungersnød i tre demokratiske lande: Biharprovinsen i Indien i 1966, Malawi i 2002 og Niger i 2005.

Konklusionen er, at for at forstå årsager til hungersnød, er man nødt til at forstå den kontekst – politisk og ressourcemæssig – der danner rammen om sulten.

Et andet studie fra 2011 peger også på, at selv om demokrati i nogen grad beskytter mod hungersnød, så har velfungerende statslige institutioner og lav grad af korruption også stor betydning.

Nyere forskning viser, at forklaringerne på hungersnød er langt mere komplekse end blot styreformen i det enkelte land.

Bag mange moderne sultkatastrofer ligger ofte et meget kompliceret internationalt magtspil.

I en videnskabelig artikel fra 2017 opstiller en af verdens førende forskere i sult og hungersnød-katastrofer, professor Alex de Waal, fire forskellige kategorier af hungersnød.

1: Hungersnød som strategisk våben

Her bruges sult bevidst bruges mod en modstander.

Det blev for eksempel brugt af den tyske kolonimagt i Namibia i 1904.

Befolkningen gjorde oprør mod kolonistyret, og kolonistyret slog tilbage blandt andet ved at drive oprørerne ud i Namib-ørkenen, hvor mere end 40.000 døde af sult og tørst.

Da der var hungersnød i Somalia i 2011, brugte oprørsbevægelsen Al Shabaab også sult som våben.

De forhindrede nødhjælp i at nå frem til områder, de selv kontrollerede, og hvervede soldater fra områderne ved at love dem mad.

Samtidig var ngo’er forsigtige med at levere nødhjælp til Al Shabaab-kontrollerede områder af frygt for at blive ramt af sanktioner fra USA for at samarbejde med en terrorgruppe.

På den måde kan politiske tiltag fra magtfulde stater også medvirke til sultkatastrofer. Omkring 250.000 døde af sult i Somalias hungersnød i 2011.

\ Læs mere

Jordens undergang: Her er de tre største trusler

2: Hungersnød som bivirkning af et lands politik

Den form for hungersnød kan både opstå som resultat af konflikt, eller den politik en regering fører, og hvor magthaverne ikke gør noget aktivt for at forhindre sultkatastrofen.

Det er for eksempel tilfældet i Etiopien lige nu, hvor 350.000 er på randen af hungersnød på grund af en væbnet konflikt i regionen Tigray mellem oprørere og regeringsstyrker.

Regeringen er ikke bevidst gået efter at skabe en sultkatastrofe, men har formentlig været vidende om risikoen, da den greb militært ind i et vigtigt landbrugsområde med stor fattigdom.

Det var også tilfældet i Kina i slutningen af 1950’erne under Det Store Spring Fremad, hvor kollektivisering af landbruget, tvangsflytning af bønder til stålindustrien og dårligt vejr betød, at høsten slog fejl.

Afgrøder rådnede på markerne, fordi der ikke var nogen til at høste dem, og imens døde omkring 30.000.000 kinesere af sult.

3 & 4: Ligegyldighed og uforskyldt hungersnød

Folk sulter for eksempel som følge af tørke eller fejlslagen høst, og magthaverne gør intet for at hjælpe.

Den type sultkatastrofer var ifølge Alex de Waal almindelige før 1900-tallet, men sjældnere i nyere tid.

Hvis sult opstår på grund af udefrakommende årsager – for eksempel tørke, insektsværme, som æder afgrøderne eller oversvømmelse – og magthaverne ikke kan gøre noget for at bremse sulten, kan man tale om uforskyldt hungersnød.

Den sidste type er stort set ikke-eksisterende i dag, blandt andet fordi FN har så gode varslingssystemer og velfungerende logistik, at ingen i teorien behøver dø af sult.

\ Læs mere

Hvorfor har vi ikke udryddet hungersnød?

\ Læs mere

Hvordan påvirker coronapandemien kampen for at opnå FN’s verdensmål?

\ Læs mere

Hvordan løser vi verdens sultproblemer? En computer har tygget 500.000 studier igennem for at finde svar