Adskillige forskere har haft en gisning om, at Beethoven led af arytmi (uregelmæssig hjerterytme). Det tyder noget af hans musik nemlig på. Dele af indledningen i Klaversonate nr. 26 i Es-dur, Les Adieux opus 81a lyder som transponeringer (at flytte en melodi til en anden toneart end den oprindelige) af en uregelmæssig hjerterytme.
I sin bog 'A History of the Disorders of Cardiac Rhythms' nævner den tyske elektro-fysiolog Berndt Lüderitz, at Beethoven muligvis havde en uregelmæssig hjerterytme. Det efterforskede jeg, og det viste sig, at andre havde haft den samme ide.
Men selv efter at have korresponderet med dem, stod det ikke helt klart, hvor den opfattelse kom fra. Jeg så efter i breve, som Beethoven skrev nogenlunde samtidig med sonaten og i hans obduktionsrapport, men fandt intet bevis på hjerteproblemer.
Vi skal også huske på, at hjertekardiogrammet - som bruges til at undersøge hjertets funktion - først indførtes mere end 10 år efter Beethovens død.
Som både hjertespecialist og pianist måtte jeg simpelthen finde ud af, om Beethoven led af arytmi, og om det havde indflydelse på hans virke. Og jeg var ikke den eneste, som gerne ville vide mere.
Joel Howell, en medicinsk historiker og Steven Whiting, der studerer Beethovens musik, ville også gerne undersøge om komponisten havde problemer med hjerterytmen.
Musik blev beskrevet som 'stakåndet'
Vi studerede Opus 81a nøje, da flere fornemmede, at det var en direkte arytmisk transpostion. Derefter granskede vi andre værker, hvor arytmi kunne have manifesteret sig.
Vi undersøgte strygekvartet no.13 i B-dur (Opus 130) 5. sats (Cavatina), som blev komponeret i 1825 og klaversonate no. 31i A-dur (Opus 110) komponeret i 1821. Vi fandt, at der bestemt findes en mulig manifestation af arytmi.
Et eksempel er den sidste sats 'Cavatina' i strygekvartet no.13 i B-dur - et følelsesladet stykke musik som Beethoven sagde, altid fik ham til at fælde en tåre.
I midten af kvartetten ændres tonearten pludseligt til C-dur, hvilket medfører en uafbalanceret rytme, der fremkalder mørke følelser, desorientering og hvad der endda er blevet beskrevet som 'stakåndethed'.
Teorien er, at Beethovens hjertes arytmi indgik i hans musik som en uregelmæssig rytme. Men man kan også bruge hjerterytmer til at skabe melodier.
De hjertelyde, man kan høre i et stetoskop, dannes ved, at klapperne mellem hjertekamrene, og forkamrene lukkes, når hjertet trækker sig sammen. Arytmi kan både være hurtig og langsom, og hjertet slår ofte på en uforudsigelig og uregelmæssig måde.
Dit hjerte har en sang
For mange år siden oversatte mine kollegaer på Harvard Medical School, Boston University og jeg, hjertets invers puls (tidsudsving mellem hjerteslag) i både raske forsøgspersoner og patienter med hjertesygdomme, til musik.
Vi brugte et apparat, en såkaldt Holter monitor, til at optage hjerterytmen i 24-48 timer. Det ligner en walkman, der er fastgjort til brystkassen med ledninger, og som bruges til at registrere uregelmæssige hjerterytmer. Intervallerne mellem hjerteslagene bliver så oversat til numeriske sekvenser, som overføres til musikskalaen.
Det er melodiens stigninger og fald (som jeg ikke havde kontrol over) - ikke rytmen - der afspejler invers pulsen. Når først melodilinjen var udlagt, tilføjede jeg harmoni og rytme og spillede stykkerne på klaver.
Et sundt hjertes melodi (Spillet af Zachary Goldberger).
Udsvingene i de sunde hjerter skabte en meget kompleks og vekslende melodilinje. Patienterne med alvorlige hjertesygdomme skabte en mere monoton melodilinje både i register og dynamik (forskellen mellem det længste og korteste slag).
Derfor vil en sund 'hjertesang' lyde anderledes end den fra en patient med en hjertesygdom. Det stemmer overens med den overraskende antagelse, at meget regelmæssige mønstre - eller mangel på en lille uregelmæssighed - faktisk ikke er et sundt hjerte.
Et usundt hjertes melodi (Spillet af Zachary Goldberger).
Det musikalske stetoskop
Selvom vores afhandling er helt og holdent spekulativ, kan den give en ny dimension til Beethovens musik, såvel som andre musikstykker. Vi lytter til hans musik med et stetoskop.
En del af Beethovens genialitet - hans storslåethed - var at overvinde modgang og overskride begrænsninger gennem hans kunst.
Vi opfordrer lytteren til at nærme sig disse værker med et åbent sind og åbne ører og skabe sin egen mening. Det vigtigste er ganske enkelt at lytte til musikken, som taler for sig selv - og på vegne af os alle - på en måde, der ikke behøver en oversættelse - eller et elektrokardiogram.
Zachary Goldberger hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.































