Hård opvækst for krigsbørn

Omkring 10.000 barn blev født af norsk mor og med tysk far i perioden mellem 1941 og frem til 1947, da de sidste tyske soldater forlod Norge.

Stein Ugelvik Larsen, professor emeritus ved Institut for sammenlignende politik ved Universitetet i Bergen, har interviewet 340 norske krigsbørn og resultatet af hans undersøgelse tegner et dystert billede af hvordan det har været at vokse op for dem. For mange af de norske krigsbørn var hverdagen præget af mobning og bank.

Derimod har Ugelvik Larsens interviews med godt og vel 250 danske krigsbørn afdækket en helt anderledes virkelighed for dem.

Bedre vilkår i Danmark

I disse interviews kom det klart frem, at det har været lettere at vokse op som krigsbarn i Danmark end i Norge. Stigmatiseringen var mindre, og de danske krigsbørn oplevede mindre mobning og chikane.

»Af historiske årsager var hadet mod tyskerne stærkere i Norge end i Danmark. Eftersom Danmark grænser op til Tyskland har der altid været et vist antal tyskere i Danmark og omvendt.«

»Desuden havde okkupationen af Norge stærkere indvirkning på den norske befolkning. Antallet af tyske soldater var langt højere i Norge, og de tyske styrker var her længere,« siger han.

Skolen legitimerede overgreb

For norske krigsbørn har mobning og chikane under opvæksten sat sig dybe spor. Som voksne tjener de mindre end gennemsnittet, de har dårligere helbred og en lavere uddannelse end deres jævnaldrende, ifølge Ugelvik Larsen.

Den hårde opvækst har skabt en følelse af tvivl, et tab af selvfornemmelse og en følelse af utryghed som har varet livet ud.

»De fleste vil gerne sige, at det er accepteret at være krigsbarn, men hvis man ser på krigsbørnenes uddannelsesniveau, lønniveau og generelle sundhedstilstand ser man at det ikke er så let,« siger han.

Den hårde behandling som mange af krigsbørnene har været udsat for, kommer til udtryk på flere områder i livet. Gennem interviews har Ugelvik Larsen fået indblik i en livssituation som vidner om frygt for at hævde sig i konkurrencesituationer og social utryghed.

De største overgreb mod krigsbørnene skete i nærmiljøet, mener forskeren. Ikke blot var krigsbørnene plaget af naboer eller holdt ude af sociale aktiviteter som de andre i lokalmiljøet deltog i. Skolen svigtede også i mange tilfælde.

»Skolen havde en ringe evne til at skåne krigsbørnene. Når lærere hængte enkeltelever ud, legitimerede de samtidigt mobning fra de øvrige elevers side. Hvis man skal nævne et område, hvor staten virkelig kunne have taget bedre vare på krigsbørnene, så er det i skolen,« siger Ugelvik Larsen.

Vil nuancere billedet af elendighed

Samtidigt understreger Ugelvik Larsen at heller ikke de norske krigsbørn er en ensartet gruppe. Selv om flere af krigsbørnene havde en hård opvækst, oplevede mange i stedet at blive mødt med støtte og hjælp i nærmiljøet.

Mange har kompenseret for den oplevelse af skam, som de havde ved at være krigsbørn, gennem at hævde sig ekstra meget, i sammenligning med jævnaldrende.

»Mange har haft det virkelig slemt, men ikke flertallet. Det billede af elendighed som har været opridset af krigsbørnenes situation er det mest synlige, men ikke det som flest har oplevet,« siger han.

Under arbejdet med krigsbørnene har han deltaget i flere møder i foreninger stiftet af og for krigsbørn, og ifølge Ugelvik Larsen er der stor forskel på hvordan henholdsvis 'Norges Krigsbarnforbund' og 'Krigsbarnforbundet Lebensborn' ser på hvorledes de som helhed er blevet mødt af det norske samfund og den norske stat.

»For flere af krigsbørnene er det vigtig at distancere sig fra dette billede af elendighed. Mange var endog ikke klar over at de var krigsbørn før de som voksne fik opviklet deres fortid,« siger han.

Søger efter identitet

Fælles for dem alle er alligevel en søgen efter identitet og et brændende ønske om at få mere at vide om deres baggrund.

For mange af dem som voksede op uden at vide at de var krigsbørn, har den viden de har fået som voksne bekræftet noget de har kunnet mærke hele livet, ifølge Ugelvik Larsen.

»De første årtier efter anden verdenskrig var det en tung proces for krigsbørn der prøvede på at afdække deres fortid. Samtidigt har tyske fædre som var ivrige efter at komme i kontakt med deres norske børn været effektivt hindret i dette af et uhåndterligt bureaukrati og et misforstået ønske fra statens side om at skærme børnene,« siger Ugelvik Larsen.

Men da den nye lov om retten til at kende sit biologiske ophav trådte i kraft i 1986, blev opsporingsarbejdet gjort meget lettere. Undersøgelser som Ugelvik Larsen har foretaget viser også at henvendelser til arkiverne steg kraftigt efter dette.

I mødet med krigsbørnene har Ugelvik Larsen opnået en stor forståelse for, hvorfor jagten på biologiske forældre har været så vigtig for mange af krigsbørnene. Han mener også at deres ivrige søgen efter identitet kan være en nyttig lektie for samfundsvidenskaben.

»Ved at studere denne type livsbekendelser, kan vi studere identitet og selvrespekt. Som samfundsforsker er det vigtigt at forstå disse mekanismer,« siger han.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov