Grusom krig på Balkan sluttede for 30 år siden. Kampen om historien fortsætter

Krigen i Bosnien-Hercegovina varede fra 1992-95. Den kostede mere end 100.000 menneskeliv, langt de fleste civile, og sendte mere end en million mennesker på flugt.

Det var en krig præget af krigsforbrydelser, tortur og voldtægt, etnisk udrensning og folkedrabet i Srebrenica i juli 1995.

For præcis 30 år siden, den 21. november 1995, blev Dayton-fredsaftalen indgået og banede dermed vej for krigens afslutning.

Fredsaftalen opretholdt Bosnien-Hercegovina som en samlet stat, men opdelte landet i to udpræget selvstyrende politiske enheder: Republika Srpska, der har en primært serbisk befolkning, og Føderationen Bosnien-Hercegovina, som domineres af bosniakker (tidligere kaldet bosniske muslimer) og kroater.

Daytonaftalen standsede krigen i Bosnien-Hercegovina, men den fastfrøs også staten i en tung politisk struktur baseret på de tre største nationale grupper, nemlig bosniakker, serbere og kroater.

Den politiske struktur betyder, at politik og samfund i Bosnien-Hercegovina er dybt præget af den nationale opdeling. Det samme er erindringen om krigen, som huskes og beskrives meget forskelligt af politikere og institutioner i de forskellige politiske enheder.

30 år efter krigen er bosniske politikere og historikere ikke kommet tættere på enighed om, hvordan krigen skal forstås.

Tværtimod taler forskere nu om en ’erindringskrig’, og min og mine kollegers forskning viser, at nye generationer vokser op med meget forskellige forestillinger om, hvad krigen gik ud på, alt efter om de bor i den ene eller den anden politiske enhed.

I denne artikel vil jeg med udgangspunkt i forskningsprojektet Postwar memory Generations beskrive, hvordan de politiske splittelser og forskelle i både krigserindringerne og de måder, de bliver brugt på, påvirker Bosnien-Hercegovina i dag.

I boksen nedenfor kan du læse om baggrunden for krigen – men du kan også vælge at springe direkte til underskrivningen af fredsaftalen.

Efter krigen

Efter mere end tre års krig med omfattende krigsforbrydelser og overgreb mod civile, valgte det internationale samfund at gribe ind i krigen i Bosnien-Hercegovina.

I efteråret 1995 bombede NATO en række bosnisk-serbiske militære stillinger, og efter internationalt pres blev Dayton-fredsaftalen indgået i november og formelt underskrevet i december 1995.

Efter krigen oprettede FN Det internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY), som skulle retsforfølge forbrydelser begået under krigene i Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo.

Her blev Radovan Karadžić og Ratko Mladić, henholdsvis den politiske og den militære leder for den serbiske hær i Bosnien-Hercegovina, begge dømt for forbrydelser mod menneskeheden og for folkemord i forbindelse med massakren i Srebrenica.

Delte erindringer om krigen

Men det retslige opgør har ikke afklaret forholdet til fortiden. Spørgsmålet om, hvordan krigen skal forstås og erindres splitter Bosnien-Hercegovina.

Den delte erindring følger i høj grad de politiske skillelinjer, og man kan således tale om forskellige ’erindrings-regimer’ i de to enheder, Republika Srpska og Føderationen.

Det kommer til udtryk i opførelsen af museer og mindesmærker, i forskellige tilgange til historieundervisning, og i politiske erklæringer og debatter.

Politikere og institutioner i de bosniakkiske områder i Føderationen Bosnien-Hercegovina markerer og erindrer krigen, dens mange ofre, og folkemordet i Srebrenica i stort omfang.

Politiske ledere i den serbiske del, Republika Srpska, her derimod i vid udstrækning hyldet dømte serbiske krigsforbrydere, nedtonet forbrydelserne og benægtet at massakren i Srebrenica var folkemord.

Museer og historiebøger fremstiller krigen forskelligt

I Sarajevo, Føderationen Bosnien-Hercegovinas hovedstad, er bybilledet præget af krigen og de 1425 dage, hvor byen var under belejring.

Hele syv museer viser udstillinger om krigens gru, og inden for bykernen kan man støde på mere end 30 krigsmonumenter, heriblandt de såkaldte ’blodroser’, der markerer steder, hvor granater ramte civile menneskemængder.

I Republika Srpskas hovdstad, Banja Luka, er monumenter til krigen få og afsides; her mindes man i stedet de serbiske ofre i Anden Verdenskrig.

I mindre byer som Trebinje og Prijedor kan man finde omfattende mindesmærker, der hylder faldne soldater fra den bosnisk-serbiske hær, mens de bosniakkiske ofre slet ikke næves.

Også i historieundervisningen fremstilles krigen forskelligt i de to enheder, viser vores forskning. I Republika Srpska, hvor krigen omtales som ’fædrelands-forsvarskrigen’, dækkes hele krigsforløbet i gymnasieundervisningen med en enkelt lektion, og i historiebøgerne omtales krigsforbrydelserne vagt, mens serbiske ofre og flygtninge fremhæves.

I Sarajevo kaldes krigen ’Aggressionen mod Bosnien-Hercegovina’. Undervisning i krigen fylder otte moduler, og eleverne besøger museer og mindesmærker i både Srebrenica og Sarajevo. Efterkrigstidens generationer vokser således op med forskellige krigserindringer.

Krigerisk erindringspolitik fastfryser konflikt

Kampen om hvordan krigen skal erindres, har præget Bosnien-Hercegovina siden indførelsen af Dayton fredsaftalen og gør det stadig med uformindsket styrke.

I 2021 indførte den såkaldte ’Høje Repræsentant’ som har til opgave at overvåge Dayton-aftalen på vegne af de internationale parter, en lov, der forbød benægtelse og banalisering af folkemord og glorificering af dømte krigsforbrydere.

Loven var oplagt rettet mod Republika Srpskas politiske ledelse, som reagerede med stærk fordømmelse, boykot af fælles bosniske institutioner og planer om oprettelse af en separat hær for den serbiske enhed – altså et åbenlyst angreb på den fælles bosniske stat.

I august 2025 blev den bosnisk-serbiske leder, Milorad Dodik dømt for at modarbejde den Høje Repræsentant og fik frataget sit embede som præsident for Republika Srpska.

Den serbiske enhed i Bosnien-Hercegovina skal derfor have ny politisk ledelse, men det betyder næppe, at politikken kommer til at ændre sig markant.

Ved at benægte krigsforbrydelser og hylde deres egne militære enheder, kan de bosnisk-serbiske politikere udnytte den smertelige og delte erindring til at skabe yderligere splittelse og konflikt i landet. Det kan gøre samarbejde inden for Dayton-aftalens tunge og etnisk delte bureaukrati endnu sværere.
Den politiske brug af krigserindringen kan således bidrage til at fastholde Bosnien-Hercegovina i den frosne konflikt, der også er institutionaliseret i Daytonaftalen.

Enkelte glimt af håb

Bosnien-Hercegovina er kandidatland til optagelse i EU, og kommissionen er opmærksom på, at splittelsen mellem Føderationen og Republika Srpska er et væsentligt problem.

Man kan derfor håbe på, at EU og Den Høje Repræsentant vil støtte politiske reformer og stille krav om en mere respektfuld og ansvarlig omgang med erindringen om krigen.

Der er også institutioner i Bosnien-Hercegovina, som arbejder for en fælles og ansvarlig erindring. Det nationale historiemuseum, som tilhører den øverste fælles stat, arbejder for fælles samlende historiefortællinger.

Og det prisvindende War Childhood Museum fortæller historier om børns erfaringer med krig fra et fælles menneskeligt perspektiv, som ikke fokuserer på politiske og etniske forskelle.