Gardasøen, hvor citronerne blomster: Historien om et yndet rejsemål

Siger man Gardasøen, siger man også sol, sommer og ferie.

At der er dejligt ved Gardasøen, forstod allerede romerne.

De mange villaer nær søens bredder vidner om, at medlemmer af aristokrati og overklasse siden renæssancen har forlagt sommerresidensen hertil.

Søen indtog også en fremtrædende plads i Goethes rejseberetning ’Italiensk rejse’ (1816-17), der kom til at spille en vigtig rolle for europæernes forestillinger om Italien og det typisk italienske.

Overset af klima-turister

Til gengæld stod Gardasøen ikke højt på listen, da den moderne middelhavsturisme blev født fra midten af 1700-tallet.

Her toppede den fransk-italienske Riviera, for eksempel Nice, som hørte under kongedømmet Sardinien-Piemonte.

Det blev her, Europas eliter mødtes i stigende tal for at nyde det milde vinterklima, der af lægevidenskaben blev besunget for sine ’klima-terapeutiske’ kvaliteter for svage lunger.

Helseturisme

Først i slutningen af 1800-tallet blev Gardasøen hægtet på denne udvikling. Det skyldtes i høj grad en enkelt mand: Den østrigske ingeniør Louis Wimmer (1842-1883).

Han ankom i 1875 til landsbyen Gardone ved søens vestbred. Wimmer var som mange andre ’brystsyge’ søgt sydpå af helbredsårsager.

Mere usædvanligt var det, at Wimmer blev så overbevist om det lokale klimas helsebringende kvaliteter, at han slog sig fast ned i landsbyen og satsede på at udvikle byen til et centrum for helsegivende vinterturisme.

Stor succes som turistmål

Wimmers familie åbnede det første beskedne hotel i Gardone i 1884. Det blev en succes, der i de følgende tyve år gennemgik talrige ombygninger og moderniseringer.

Ombygningerne fortsatte til 1904, hvor hotellet – nu under navnet Grand Hotel – fik det udseende, som fortsat dominerer byens søpromenade.

Gardones succes som eksklusivt vinterturiststed inspirerede de små nabobyer mod syd, Salò og Desenzano.

Ved søens nordende var Riva på samme måde et veletableret feriested inden 1. Verdenskrig, mens Arco få kilometer længere mod nord med held havde lanceret sig som kurby.

Klima og infrastruktur

Der er tre forklaringer på Gardasøens første gennembrud som turiststed: Den første er naturligvis Louis Wimmers rolle som iværksætter.

De to andre er dog vigtigere, for det var forudsætningerne for, at hans projekt blev kronet med succes: Dels det milde klima, der ikke kun blev anset for at være godt for svage lunger.

Det gav også gode vækstbetingelser for oliven, citroner, magnolier, laurbær og cypresser – og dermed gjorde søen til en nordlig forpost for en flora, som i nordeuropæeres øjne var og er typisk for middelhavsområdet.

Trans-europæisk jernbane

Dertil kommer udviklingen af infrastrukturen i området. Den norditalienske tværgående jernbane fra Torino til Venezia gjorde allerede Verona let tilgængelig fra de store norditalienske byer i begyndelsen af 1850’erne.

Men langt større betydning havde det, at Brennerbanen fra Verona til Innsbruck blev fuldendt i 1867.

Det gjorde Gardasøen meget lettere tilgængelig fra Østrig og Tyskland, og det var velstående turister herfra, der begyndte at tilbringe vinteren ved søen fra slutningen af 1800-tallet.

Badeturisme

Forbedringer i infrastrukturen var også baggrunden for det næste skridt i turismens udvikling: I 1929 og 1931 blev der åbnet gode statsveje langs søens bredder.

På den måde banedes i bogstaveligste forstand vejen for, at hele søen kunne inddrages i det spirende turisteventyr. Et første tegn herpå var, at byerne ved søens sydlige ende i løbet af 1930’erne begyndte at udvikle sig til badebyer.

Det var også i mellemkrigstiden, at turistsæsonen ved Middelhavet blev vendt på hovedet, så det nu var sommervarmen og badevandet, der trak turisterne til.

Coco Chanel gjorde solskin chic

En vigtig drivkraft i den udvikling var det voksende antal amerikanere, der efter verdenskrigen rejste til Rivieraen.

De medbragte blandt andet deres hjemlige forestillinger om sammenhængen mellem sommer, sol, strandliv og ferie.

Det hjalp også til, at modeskaberen Coco Chanel fra begyndelsen af 1920’erne gjorde solbrændt hud chic.

Arbejderinvasion i sommerperioden

Andre og vigtigere brikker var, at voksende velstand og ferielove efterhånden betød, at stadig større dele af den europæiske middelklasse havde råd til ferierejser.

Og da den franske folkefrontsregering i 1936 ved lov sikrede ferie for alle arbejdere, oplevede overklassens feriesteder ved middelhavskysten en veritabel arbejderinvasion, vel at mærke i sommerperioden.

Denne omlægning af sæsonen slog også massivt igennem ved Gardasøen. I dag åbner det gamle Grand Hotel i Gardone først dørene for sine gæster i april og lukker igen ved udgangen af oktober.

Pakkeferier med eksotiske anderledesheder

Den voksende velstand hos ikke blot middelklasse, men også Vesteuropas arbejdere er sammen med udvidede ferierettigheder de væsentligste årsager til, at vesteuropæerne fra 1950’erne kunne træde ind i masseturismens tidsalder.

Ved siden af campingferien – hvis forudsætning var, at bilen blev omtrent hvermandseje – var den nye masseturismes dominerende form charterrejsen, eller som det rammende hedder på engelsk; ’package holidays’.

De blev kaldt sådan, fordi det tiltrækkende ved denne rejsemåde ikke kun var prisen, men også at man købte en ’hel pakke’, hvor man trygt blev ført til og gennem eksotiske anderledesheder.

Teutonergrillen

De sydeuropæiske strande var charterturismens vigtigste destinationer. I Italien blev Adriaterhavets nordlige kyst i lyntempo gjort til masseturiststed:

På blot fem år – fra 1957 til 1962 – voksede overnatningskapaciteten i Bibbione fra 304 til 12.000 senge.

Det var tyske og østrigske turister, der flokkedes her, og i det tyske folkevid blev strandene snart omdøbt til Teutonergrillen.

’Typisk italiensk’

I den nye masseturisme fandt Gardasøen sin egen niche. Også her var flertallet i de turistmasser, der fra 1950’erne strømmede til, tysktalende.

I modsætning til de fremvoksende badebyer ved Adriaterhavskysten var det dog ikke sol og strand, som rejsebureauerne brugte som salgsargument for turene til Gardasøen.

I stedet blev søen fremstillet som ’typisk italiensk’. Turistbrochurerne skrev om oliventræer, citronlunde og ’blomsterpragt’ - kort sagt ’Sydens skønhed og farverigdom’.

’Snævre stræder’ og ’romantiske havne’ ’giver et ægte sydlandsk billede’, kan man læse i 1957-kataloget fra et af datidens største tyske rejsebureauer, Scharnow-Reisen.

Goethes romantiske Italiensbillede indefor rækkevidde

Det var tydeligvis Goethes romantiske Italiensbillede – »das Land wo die Zitronen blühn« – som brochurerne byggede på.

Det var et billede, som var veletableret og som talrige siden havde digtet videre på. Ikke mindst i 1950’erne, hvor det i populærkulturen i Nordeuropa vrimlede med romantiske Italiensskildringer i billeder, tekst og toner.

Gardasøens særlige fortrin var, at den lå så langt mod nord og derfor var inden for overkommelig afstand.

Omregnet i tørre tal er der fra nord simpelthen 7-800 km kortere til Gardasøen end til Capri og Amalfi-kysten, der ellers var hovedleverandør til tidens romantiske forestillinger om fiskerbåde, solnedgange, virile mænd og velformede skønheder.

Genopbygget eller bygget op fra grunden

Udviklingen i turismen betød ikke overraskende, at stadig flere fik øjnene op for indtjeningsmulighederne.

Rejsemålene langs søen bredte sig. Der blev bygget hoteller, og strande blev forbedret eller ligefrem bygget op fra grunden.

Ved østbredden blev gamle småbyer som Peschiera, Lazise og Garda til turistbyer, mens turismen mod nord skabte nyt liv i den gamle citronplantageby, Limone, og i Torbole, der efterhånden voksede omtrent sammen med Riva.

Nye toner

Men i takt med, at hotellerne formerede sig, ændrede turismen også karakter. I rejsekatalogerne blev det romantiske blik i stigende grad afløst af den moderne charterturists søgen efter nydelse.

Sol, strand, billige priser og underholdning kom i centrum. I tyske Scharnow-Reisens 1973-katalog blev Gardasøen præsenteret som et sted, hvor det først og fremmest var sjovt at holde ferie. Her var dans, gruppeaktiviteter og muligheder for at dyrke sport.

Og helt i overensstemmelse med, at der også var grænser for, hvor eksotisk, fremmed og hjemmefra den typiske charterturist havde lyst til at føle sig, lokkede bureauet med, at man i deres »Club Scharlotte kunne læse tyske aviser og se film på tysk«.

Diskoteker og fascistisk arkitektur

Denne udvikling betød til gengæld, at den dannede middelklasse vendte Gardasøen ryggen som rejsemål. Her var jo lige så slemt som på Teutonergrillen eller ved Solkystens og Mallorcas grisefester.

Det var i hvert fald den tydelige baggrund for den store skepsis, et par kolleger og jeg blev mødt med, da vi i begyndelsen af 1980’erne foreslog at gøre Gardasøen til udgangspunkt for en ekskursion for historiestuderende, hvor vi skulle se nærmere på Italiens nyeste historie.

Vi rejste nu alligevel og havde ikke spor besvær med at kombinere Limones diskoteker om aftenen med studier af fascistisk magtarkitektur i dagtimerne.

Windsurfing, underholdningsparker og krævende bjergveje

Siden har turismen ved søen igen skiftet ham. Man kan stadigvæk gå på diskotek, men det er først og fremmest som mål for familie- og aktivitetsferie, at Gardasøen i dag trækker rejsende til.

Badning og solsenge er blevet suppleret med windsurfing for de unge veltrimmede og underholdningsparker som Gardaland og Canevaworld for børnefamilierne.

Vi andre lokkes med vandreture, cykling på de smukke, men krævende bjergveje omkring søen eller ligefrem canyoning i bjergene nord for Riva.

Se det selv

Har man svært ved at forestille sig selv på vej gennem vandfald med styrthjelm, sikkerhedsvest og våddragt, er der heldigvis stadigvæk meget andet at lade sig fascinere af ved søen.

Der er stadigvæk citrontræer og hyggelige småbyer. Og den opmærksomme besøgende kan også uden det store besvær lokalisere sporene fra de forskellige faser af den turisme-historie, som jeg har skitseret her.