Forskningsfejder: Wegener kæmpede for Pangæa og faldt på søforklaringer

I begyndelsen af 1900-tallet fremsatte den tyske geolog Alfred Wegener teorien om Pangæa. Det var en idé om, at alle landområder på Jorden har hængt sammen i ét kontinent, som for omkring 200 millioner år siden blev brudt op i mindre dele og drev fra hinanden.

Teorien blev afvist og kritiseret, både i Europa og USA, op gennem 1900-tallet, men i dag er Pangæa og kontinenternes bevægelse grundlaget for moderne jordvidenskab og bredt accepteret.

Når nu Wegener var på sporet af noget rigtigt, hvorfor blev han så ikke taget seriøst, da han levede?

I denne sjette og sidste artikel i serien om historiske forskerfejder dykker vi ned i Wegeners udfordringer, og hvorfor det kan være svært for videnskaben at tage imod nye, radikale idéer.

En jule-åbenbaring

Selvom Wegener mødte stor modstand, da han skrev sin bog om Pangæa og kontinentaldrift, gik hans karriere faktisk OK. Han var ansat ved forskellige videnskabelige institutioner og foretog flere ekspeditioner til Grønland.

Det er dog ikke på disse ture, at Wegener får idéen om Pangæa, men i julen 1910. Wegener bruger feriedagene på at beundre et stort atlas og får tanken, at Sydamerikas østkyst og Afrikas vestkyst passer sammen.

Det kan man læse i denne grundige artikel af videnskabsjournalist Henrik Olsen, der har skrevet om Wegener og hans betydning for Dansk Geologisk Forening.

Og selvom idéen kan se ud til at dumpe ned fra juletræets top, er den i tråd med de tanker, der optager samtidens naturvidenskabelige forskere.

»Der er nogle store spørgsmål i tiden om, hvorfor vi har bjergkæder nogle steder og ikke andre, eller hvorfor de samme forhistoriske dyr kan befinde sig på forskellige kontinenter, når de eksempelvis ikke kan flyve,« fortæller Bent Erik Kramer Lindow, der er palæontolog og geolog ved Statens Naturhistoriske Museum.

»Helt simpelt er man optaget af, hvorfor Jorden ser ud, som den gør. Man er godt klar over, at bjergkæder kan ændre sig langsomt over år, men man har eksempelvis ingen viden om havbundens udseende. Her antager man bare, at der er fladt,« forklarer palæontologen.

Søforklaring

Wegeners tanker er i tråd med tiden, men alligevel bliver de ikke mødt med åbenhed - tværtimod.

Det skyldes ikke kun, at Wegener var uddannet meteorolog og astronom og med Pangæa bevægede sig uden for sit eget ekspertområde og ind på geologiens felt. Men især at Wegener havde en trang til at ville forklare, hvorfor Pangæa i sin tid var brudt op i flere kontinenter.

»Det interessante ved Wegeners teori er, at den er skrupforkert i forhold til mekanismerne bag kontinentaldriften, men teorien har stadig en ekstremt høj forklaringsværdi,« siger Bent Lindow.

Wegeners observation af, at kontinenterne passede sammen på atlasset, var rigtig, og Pangæa er en super forklaring på, hvorfor man eksempelvis finder de samme forhistoriske arter på vidt forskellige kontinenter.

Men hans forklaring på, hvordan eller hvorfor kontinenter løsrev sig og drev fra hinanden, sejlede.

Han foreslog blandt andet, at polernes magnetiske kraft og tidevandet havde betydning for kontinenternes bevægelse, og det tog ikke geofysikerne lang tid at lægge Wegeners forklaring på is.

»Hvis han nu bare havde holdt sig til Pangæa og så spurgt nogle fysikere, hvordan kontinenter kan bevæge sig, var det nok gået bedre. Men fordi han selv foreslår en mekanisme, der er helt hen i vejret, er det nemt bare at modbevise og afvise ham,« konstaterer Bent Lindow.

Wegeners genistreg

Trods fejl og mangler i Wegeners forklaring på, hvorfor kontinenterne bevæger sig, kunne selve idéen om, at kontinenterne havde hængt sammen for mange millioner år siden, forklare mange af de observationer, andre forskere havde gjort.

Forskere havde ifølge Henrik Olsen blandt andet fundet identiske fossiler efter små krybdyr fra den permo-karbone istid i både Brasilien og Sydvestafrika. De finder også samme jordlag og istids-aflejringer i både Australien, Sydafrika og Sydamerika.

Forskere dokumenterer også en forhistorisk gruppe af planter, der strækker sig over alle de sydlige kontinenter (Sydafrika, Sydamerika, Indien, Australien og Antarktis), og Wegener mener, at Pangæa kan forklare, hvorfor de samme dyr- og plantefossiler fandtes på kontinenter med tusindvis af kilometer imellem.

»Wegener er rigtig god til at samle en masse forskellige beviser og evidens, og dér er geniet i virkeligheden. Der er flere før Wegener, der har set de ens fossiler, aflejringer og planter, men Wegener sætter sig ind i andre fagområder og kombinerer dem,« forklarer Bent Lindow.

»Han er den første, der binder al den viden sammen.«

De få støtter

Wegener står meget alene med sin teori, især fordi hans forklaring på kontinenternes bevægelse var beviselig forkert allerede i samtiden. Dog findes der støtter, for hvem Pangæa er en vigtig forklaring på, hvorfor de samme dyr og planter kan eksistere på vidt forskellige kontinenter.

En af dem er den danske zoolog og forsker Marie Hammer, der i midten af 1900-tallet indsamler og beskriver mosmider i hele verden. Hun finder de samme arter af mosmider på forskellige kontinenter.

»Det får hende til at pege på, at kontinenterne må have hængt sammen, for ellers giver mosmiderne ikke mening. De bevæger sig ikke mere end få centimeter i hele deres liv,« siger Bent Lindow.

Også nogle af de forskere, der har fundet de samme grupper af forhistoriske planter på de sydlige kontinenter, bruger Pangæa som forklaring.

Billedet ændrer sig

Wegener har altså støtter rundtomkring, også blandt anerkendte forskere, men er stadig ikke bredt accepteret eller en del af pensum på universiteterne. Det sker først efter Wegeners død, da der i løbet af 1950’erne og 60’erne begynder at dukke nye beviser for hans teori op.

Beviser, der primært befinder sig under havets overflade. De peger på, at der måske er noget om kontinenternes bevægelse alligevel.

»Det er faktisk militærforskning, der motiverer undersøgelser af, hvordan der ser ud nede i havet. Man opdager, at havbunden ikke er en flad slette, og at kontinenterne er øer, der ligger på store plader,« fortæller Bent Lindow.

Efter Anden Verdenskrig finder forskere en serie af undersøiske højderygge, der afspejler kontinenternes kystlinjer, og man opdager, at ingen havbund var mere end 200 millioner år gammel.

Den dominerende teori om, at Jordens overflade er urokkelig, og at det hele er skabt samtidigt, begynder nu for alvor at vakle.

Bunken af observationer, der peger på, at Jordens overflade, både på land og under vand, hele tiden er i bevægelse, vokser sig større og større.

Jorden køler stadig af

Da kalenderen når 1970, er pladetektonik og kontinentaldrift blevet den dominerende forståelse af, hvordan Jorden udvikler sig og fungerer.

Selvom Wegener tog fejl omkring, hvorfor kontinenterne bevæger sig, stemmer hans originale teori om Pangæa og kontinenternes bevægelse ret godt overens med det, vi ved i dag. Det fortæller Trine Dahl-Jensen, der er seniorforsker i klima- og geofysik ved GEUS, og som har givet Videnskab.dk et lynkursus i pladetektonik og geofysik.

»Da Jorden blev skabt, var den helt flydende. Det tunge metal sank til bunds og blev kernen, og de lettere stenmaterialer steg til vejrs og blev til skorpen,« forklarer Trine Dahl-Jensen.

Jorden var sindssygt varm, da den blev skabt, og køler faktisk stadig af i dag ved at lede varme fra kernen op mod overfladen.

Overfladen bevæger sig

Materialet kommer primært ud gennem de lange sprækker, eller spredningsrygge, der løber tusindvis af kilometer gennem havene under havbunden og bliver til ny havbund, men det kan også komme via vulkaner på land.

Materialet spreder sig ud til siden, og på et tidspunkt glider det ned under et kontinent igen, så der foregår en cirkulær bevægelse. Man kan måle, at der er varmt de steder, hvor materialet kommer op fra havbunden, og koldt langt nede i jorden dér, hvor det glider ned under kontinenterne igen.

»Det er også den teori, som forklarer, hvorfor Pangæa sprak. Hvis det varme materiale fra kernen kommer op, men ikke kan komme ud af nogle sprækker, fordi der er et samlet kontinent på overfladen, må kontinentet til sidst sprække,« forklarer Trine Dahl-Jensen.

Wegeners teori holder stadig

Den cirkulære bevægelse betyder også, at kontinenterne hele tiden bliver skubbet til, og derfor kan man hvert år måle, at Indien i gennemsnit er sejlet et par centimeter længere nordpå.

Men Indien er på sin vej stødt på det asiatiske kontinent, og det er sådan, Himalayabjergene er opstået. Himalaya vokser stadig, fordi Indien bliver ved med at mase sig nordpå.

Den kontinentaldrifts-teori, som Wegener fremsatte, forklarer altså ikke kun, hvorfor forskere finder de samme dyre- og plantefossiler på forskellige kontinenter. Den forklarer også en masse senere videnskabelige observationer.

»Kontinentaldrift forklarer bjergkæderne, alderen på oceanbundene, hvorfor der er varmt der, hvor materialet kommer op, kulden ved nedgangene, og hvorfor kontinenterne er meget ældre end havbundene,« siger Trine Dahl-Jensen.

Revolutionerede Wegener geofysik?

Wegeners teori om kontinentaldrift og Pangæa var på mange måder markant anderledes end det mere urokkelige, konstante billede, man havde af Jorden før 1960’erne.

Inden for videnskabsteori taler man om videnskabelige revolutioner, og de går ud på, at den eksisterende verdensopfattelse (også kaldet paradigme) på et tidspunkt må skrottes, fordi en ny viser sig at være mere rigtig. Du kan læse mere om videnskabelige revolutioner i introartiklen til serien hér.

På overfladen kunne Wegener se ud som en mand, der stod alene med en teori, der blev kritiseret og hånet i samtiden, men som endte med at revolutionere vores forståelse af Jorden, og som stadig holder i dag.

Men en revolution synes Bent Lindow nu ikke, der er tale om:

»Der sker et paradigmeskifte, men der er ikke erklæret revolution. Det bliver sådan en ’nårh ja’-proces, hvor teorien stille og roligt bliver indarbejdet i geovidenskaberne. Det sker gradvist, og de fleste inden for feltet vil ikke kunne sige, hvornår de begynder at tænke anderledes,« forklarer Bent Lindow.

En ensom helt?

Wegener får ofte æren for at have fået idéen til Pangæa, men som nævnt var han bestemt ikke den første. Nogle tænkte det allerede i 1800-tallet.

Alligevel fremhæves Wegener ofte som en ener.

Det skyldes ifølge Bent Lindow en tendens til at fortælle videnskabens historie som de store geniers historie:

»Fremstillingen af Wegener skriver sig ind i en lang og ærgerlig fortælling om videnskabshistorie, hvor den enkelte ener må kæmpe alene mod en forstokket, konservativ eller religiøs masse. Den klassiske historie er Darwin, som får æren for at opfinde evolutionen, men der var mange andre før ham, som han også refererer til,« siger Bent Lindow.

Det er netop, hvad vi kan lære af Wegeners kamp: Selvom han på overfladen ligner en klassisk ener, et videnskabeligt geni, der opfinder en vild og radikal teori og må kæmpe mod de stædige og afvisende geologer, var Wegener ikke alene, og hans teori dumpede ikke bare ned fra himlen.

»Videnskab er en kollektiv proces, og de første forsøg på at besvare et spørgsmål rammer som regel ikke helt rigtigt, og så må vi tilføje brikker med tiden. Wegener er ingen ensom majestæt, men han var god til at finde og kombinere viden. Han formåede virkelig at skabe overblik og tænke tværfagligt,« afslutter Bent Lindow.