Forskere står til ansvar for den verden, de kan udslette

Der er et før og et efter mandag den 6. august 1945 klokken 8.15.

Da bomben fik kontakt med Hiroshima, udslettede den ikke alene alt i miles omkreds, den ændrede også endegyldigt opfattelsen af menneskets formåen. Vi trådte ind i en ny tid, hvor en enkelt mand i et fly med et smæk kunne fordrive mindst 80.000 mennesker fra livet.

Og alt det kun, fordi verdens fremmeste forskere havde samarbejdet intensivt og målbevidst om et altoverskyggende mål: Verdensfred.

I stedet endte de som Destroyer of Worlds for at citere den tanke, der fór i Oppenheimer under den første prøvesprængning.

Den forvirrede kloner

Forskningen kan nu udslette verden, skabe levende reservedelslagre, lave kunstigt liv, genskabe Big Bang og ændre naturens genetiske sammensætning.

Det betyder, at forskningen ikke længere blot er et anliggende for forskere. Det mener lektor Jacob Dahl Rendtorff, der har skrevet en bog om videnskabsetik og en doktorafhandling om Corporate Social Responsibility.

»Den dominerende forestilling om forskeren, der skal jage sandheden for enhver pris, og at sandheden er fri for forestillinger om moral, normer og etik, er under pres. Den tilhører en tid, hvor forskningen var mindre indgribende i samfundet.«

»Med filosoffen Hans Jonas har vi fået Ansvarets Princip, der siger, at nu, hvor vi kan udslette hele jorden, har vi et ansvar for at efterlade jorden i samme stand, som vi modtog den,« siger Jacob Dahl Rendtoff fra Roskilde Universitetscenter.

Han nævner skaberen af det klonede får Dolly som et eksempel på, hvor naivt forskere kan fremstå, når de ikke har blik for deres nye rolle.

»Da det endelig lykkede ham at klone fåret efter 276 mislykkede forsøg, var han dybt forundret over den følgende mediestorm. Men hvis han havde forholdt sig mere til samfundet og sin forsknings potentielle konsekvenser, så ville han måske også have forholdt sig bedre til, hvilken betydning kloningen ville have i stedet for blot at fokusere på at få det til at lykkes,« siger Jacob Dahl Rendtorff.

Bohrs bombe

Den 17. juni bliver konferencen Scientific Social Responsibility afholdt i København. Her skal nationale og internationale kapaciteter diskutere, hvad videnskabens sociale ansvar er.

Jacob Dahl Rendtorff mener, at Scientific Social Responsibility især handler om at tvinge forskere til at reflektere over, hvad det er, de foretager sig.

Han nævner Niels Bohr som en forsker, der blev nødt til at erkende, at der var en sammenhæng mellem hans forskning og atombombens konsekvenser.

»Det kan være, at Niels Bohr ikke kunne forestille sig anvendelsen af sin forskning. Det kan også være, at Niels Bohr kunne forestille sig anvendelsen i atombomben, men var imod.«

»Samfundsansvar handler om at reflektere over, hvad anvendelsesmulighederne af ens forskning er, og tage stilling til, om man også vil være ansvarlig for de negative anvendelser. I sidste ende kan man argumentere for, at Niels Bohr bærer ansvaret for atombomben,« siger Jacob Dahl Rendtorff.

Afvisende arrogance

Den dominerende forestilling om forskeren, der skal jage sandheden for enhver pris, og at sandheden er fri for forestillinger om moral, normer og etik, er under pres.

Jacob Dahl Rendtoff

Han oplever, at forskere fremstår arrogante og afvisende, når de bliver konfronteret med folkelig modstand mod for eksempel genmodificerede organismer eller nanoteknolgi.

»Forskere trækker sig tit tilbage, når de bliver kritiseret og tyr til argumenter om, at kritikere ikke har forstået videnskaben og ikke baserer sig på analyser. Men måske skulle forskerne erkende, at deres forskning kan have afgørende indflydelse på samfundet, og at folks følelsesbaserede frygt derfor er vigtig at tage stilling til,« siger han.

Ifølge lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering Mickey Gjerris, så har forskningsmiljøerne lært af debatten mod for eksempel genmodificerede fødevarer. Men det betyder ikke, at de nødvendigvis har taget folkets frygt til sig.

»Debatten omkring GMO har gjort, at for eksempel nanoforskere er klar over, at de bliver nødt til at tage højde for de potentielle risici, der er forbundet med visse dele af nanoteknologi – eller om ikke andet lade som om de gør det,« siger han.

Men i virkeligheden mener en del forskere, ifølge Mickey Gjerris, slet ikke, at det er deres ansvar.

»Nogle forskere betragter videnskaben som noget, der ligger uden for samfundet. Og det er også nemmere. For det betyder, at man ikke skal tage stilling til det, man foretager sig. Man kan nøjes med at lege og være nysgerrig, og så må samfundet tage ansvaret for anvendelsen bagefter,« siger Mickey Gjerris.