Forskere og universiteter bløder, mens forlagene skummer fløden

Universiteterne betaler enorme og stigende beløb til internationale forlag, men desværre har forlagene forbudt os at afsløre hvor meget.

Én ting kan vi dog afsløre: Beløbet er så stort, at der ikke længere er plads til ret meget andet på bibliotekernes budgetter.

Samtidig betaler universiteternes forskere også selv for at få trykt deres manuskripter og arbejder tilmed gratis for de selvsamme forlags redaktioner.

For forlagene er det en genial forretningsmodel. For universiteterne er det et problem, der bare bliver ved med at vokse.

Prisen stiger, mens økonomien svinder

Med en årlig nedskæring på to procent er universiteterne i klemme. Alligevel skal de internationale forlag have stigende overskud på bekostning af økonomisk trængte universiteter.

Universiteterne er i en kattepine, fordi monopollignende gigantiske virksomheder groft udnytter forskningens behov for at offentliggøre nye opdagelser – helst i de mest anerkendte tidsskrifter.

Forskerne skal også selv have adgang til information om den nyeste forskningsbaserede viden, og den kommer især fra de trykte videnskabelige udgivelser, altså i tidsskrifter lige fra Ugeskrift for Læger til de højprofilerede tidsskrifter Science og Nature.

\ Læs mere

Forskere boykotter tidsskriftgiganten Elsevier

Priserne på abonnement sættes op med flere procent om året, uanset om at de reelle pristalsreguleringer er meget lavere – og på trods af de besparelser, som universiteter og de øvrige forskningsinstitutioner er underlagt.

Hvis forskerne gerne vil have, at deres egne artikler kan læses frit af alle på nettet, kræver forlagene ofte en afgift på omkring 20.000 kroner for hver eneste artikel. Enhver kan sige sig selv, at den pris må indeholde et betragteligt overskud.

Forskerne som villig gratis arbejdskraft

Men er landets begavede forskere og deres institutioner virkelig så naive, at de lader sig udnytte? Måske.

Voldsomme protester er heldigvis begyndt at brede sig i flere europæiske lande, for eksempel Sverige, Tyskland og Frankrig, men er ikke nået til Danmark endnu.

Derfor tillader vi os i dag at afsløre, hvordan frie og forkætrede markedskræfter udbytter dansk forskning. For en stigende del af budgettet til offentlig forskning går nemlig i lommerne på nogle store forlag og deres aktionærer.

Forskerne deltager villigt i denne ulige forretning. Forlagene sikrer nemlig kvaliteten af deres tidsskrifter ved at udpege kendte forskere som redaktører eller medlemmer af redaktioner.

Disse forskere har blandt andet den opgave at sende modtagne manuskripter ud til anerkendte kolleger, som så kommenterer og retter, hvor det er nødvendigt – det, der kaldes peer review.

Dette system har fungeret i forskellige udgaver helt tilbage til 1600-tallet. Og forskerne gør det gratis, dels fordi det anses for en ære, dels i håbet om at styrke forskningen, og nok også fordi det af mange opfattes som en nødvendighed.

\ Læs mere

Sådan kan vi forbedre peer review-processen

En absurd rentabel forretningsmodel

Men nu kommer paradokset. Når ovennævnte forskerne selv skal have deres nye resultater ud, arbejder de i mange timer på at udarbejde et manuskript efter at have brugt måneder eller år på den bagvedliggende forskning.

Andre forskerkolleger bruger herefter timevis på at bedømme og kvalificere manuskriptet, og når 'produktet' endelig er klar til udgivelse, betaler alle forskernes institutioner formuer i abonnement for at sikre forskerne adgang til de resultater, de selv har produceret.

Der er i denne proces intet provenu, der tilfalder hverken forskere eller universiteter – forlagene skummer al fløden.

I Danmark skal denne økonomi tælles i hundredvis af millioner kroner om året – penge, der strømmer direkte ud af universiteterne. Man kunne let forestille sig mange andre måder, hvorpå disse summer i stedet kunne komme forskningen og dermed samfundet til gode.

The Guardian: 'Elsevier korrumperer open science'

Nogle vil måske indvende, at vi er uretfærdige over for de store forlag, som ejer de videnskabelige tidsskrifter. De har jo nok nogle udgifter til at vedligeholde deres hjemmesider og meget andet.

Men vi står langt fra alene med vores kritik.

Det største af de internationale forlag hedder Elsevier, og den engelske avis The Guardian bragte 29. juni en artikel med overskriften 'Elsevier are corrupting open science in Europe'.

I artiklen kom avisen med en grundig beskrivelse af forlagets manøvrer og økonomi, herunder en årlig profitmargin på svimlende 37 procent og Elseviers lobbyarbejde mod open science og open access.

\ Læs mere

Open Science for begyndere

EU har sat ræven til at vogte gæs

Anledningen var, at Elsevier, det største og mest problematiske af de eksisterende forlagsgiganter, er blevet udset til at overvåge udviklingen af Open Science (fri adgang til forskningens resultater) på vegne af EU-kommissionen. Elsevier skal blandt andet skaffe data og stå for analyser af Open Science.

Formålet er at skabe bedre adgang til åben og fri forskning, herunder også forskernes rettigheder og muligheder for at dele deres viden i frit tilgængelige forskningsartikler.

Med andre ord har EU sat ræven til at vogte gæs. Det er efter vores mening dybt problematisk – ikke blot på grund af de oplagte interessekonflikter, når en kommerciel leverandør af 'løsninger' skal rådgive aftagere og politikere inden for det felt, hvor man driver forretning.

Hvad værre er, at det netop er Elsevier, der allerede ligger i åben konflikt med en stor del af de europæiske forskere og forskningsinstitutioner (den konflikt skrev én af os en artikel om på ForskerZonen sidste år, som du kan læse her).

Det gør det ikke bedre, at Elsevier i en årrække har været en stærk modstander af Open Science.

Fanget i en fælde, der kun gavner forlagene

Vi kender mange kolleger, som har fraskrevet sig muligheden for at udsende deres artikler på dette forlag, som tydeligvis modarbejder forskernes ønske om åbent at dele deres forskning.

Når priserne for både at dele og at have adgang til forskningen kun kan ske mod betaling, og priserne for adgang til forskning er blevet øget ud over al rimelighed, er det en naturlig reaktion.

Vi går selvfølgelig ikke ind for, at forskerne skal have honorarer – de er trods alt aflønnede af deres universiteter. Men hvorfor skal forskningen dog først betale ved Kasse 1 og så igen ved Kasse 2?

Dansk forskning er blevet fanget i en fælde, hvor vi betaler for, at udenlandske forlag har fået enorm succes på aktiemarkedet med indtægter, som trodser enhver fantasi og må give spekulanter julelys i øjnene. Det må stoppe nu!

Lad os protestere med vores nabolande

I Frankrig og Tyskland har man modsat i Danmark turdet lægge en hård linje mod forlagene: Man nægter simpelthen at blive ved med at betale de evigt stigende enorme summer.

I Sverige er forhandlingerne med forlaget Elsevier brudt sammen, så 85 svenske institutioner siden 1. juli i princippet ikke har haft direkte adgang til forlagets tidsskrifter. I stedet anskaffer de svenske universiteters biblioteker artikler til forskerne gennem indlån og via Open Access (universiteternes kopier af forskernes egne artikler) – begge dele lovlige alternativer.

I Tyskland har 185 forskningsinstitutioner stadig adgang til Elsevier, mens der stadig forhandles – forhåbentlig med det resultat, at forlagets prisstruktur omlægges. I mellemtiden er tyske forskere trukket ud af redaktionerne, hvor de ellers har arbejdet gratis. Frankrig har afsat et meget stort beløb for at sikre fri adgang til forskningens resultater uden om de store forlag.

Det burde være let at beslutte sig for slippe ud af betalingsfælden. Men helt så enkelt er det bare ikke. For det første kan kontrakterne med forlagene ikke uden videre siges op.

For det andet vil forskerne stadig være afhængige af adgang til tidsskrifterne. Og en gigant som Elsevier giver ikke slip på det enorme provenu uden sværdslag.

Med andre ord bør Danmark gå sammen med andre lande i samme situation, og det må gerne være før snarere end siden!

Denne kommentar er en let omskrevet og redigeret version af en kronik, der tidligere er bragt i Berlingske. Kronikken kræver abonnement.

\ Læs mere

Open access-tidsskrifter stormer frem