Forskere: Forskning i farlige vira er ude af kontrol

Hvis du tror, at forskere, der manipulerer med dødelige virus i deres laboratorier, har fuldstændig kontrol med, hvad de går og laver, kan du godt tro om igen. For selv de klogeste mennesker fejler. Og intet laboratorium i verden kan være 100 procent sikret mod tyveri eller udslip – heller ikke verdens mest sikrede laboratorier af klasse 4.

Selv om et topsikret laboratorium er rustet til at kunne modstå jordskælv og bombeangreb, og de ansatte udover at bære fulddragter og iltmaske også må passere gennem luftsluser, er der omkring en halv procents risiko om året for, at et virus slipper ud. Da der er omkring 40 af den slags laboratorier på verdensplan, kan den samlede risiko for, at der sker udslip fra ét af laboratorierne være så stor som 20 procent.

»Risikoen for, at der sker et udslip fra et topsikret laboratorium det næste årti, er betragtelig. Tanken gør mig utilpas, da sådan et udslip kan være fatalt,« siger Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet.

Al forskning i fugleinfluenza blev stillet i bero

At forskning i vira er behæftet med en betydelig risiko blev tydeligt i slutningen af 2011, hvor to forskergrupper uafhængigt af hinanden havde fremstillet et fugleinfluenza-virus, der efter alt at dømme var i stand til at overføre den dødsensfarlige smitte mellem mennesker (se boks under artiklen).

I 2012 indvilgede influenzaforskere fra hele verden i at indstille deres forskning i et år, så forskellige udvalg fra nationale og internationale sundhedsorganisationer kunne stramme op på området. Planen var at nedfælde nye retningslinjer, der dels skulle gøre det sværere for terrorister at få fingrene i dræbervirus og dels forhindre farlige vira i at slippe ud af laboratorierne.

Et helt år er lang tid. Forventningerne var derfor store, hver gang ét af udvalgene præsenterede deres nye guidelines - især dem fra USA, der er det land i verden, som har flest farlige vira og teknologier i strøbeskeen. Men ingen af de nye retningslinjer var så håndfaste som forventet, hvilket har skuffet danske forskere.

Arbejder i blinde og tager chancer

»Der er kommet alt for lidt konkret ud af arbejdsgruppernes indsats. De nye guidelines understreger vigtigheden af at være forsigtig, men angiver ikke nogen metode til at lave en konkret sikkerhedsvurdering. Og uden sådan en vurdering arbejder man i blinde og tager chancer,« lyder dommen fra Philippe Grandjean.

John-Erik Stig Hansen, som leder den danske, offentlige myndighed, der regulerer farlig bioforskning, Center for Biosikring- og Beredskab (CBB), er især kritisk over for de amerikanske guidelines, som f.eks. kun forholder sig til offentligt finansieret forskning i udvalgte mikroorganismer og efterlader al anden farlig forskning ureguleret.

»Det er ikke i overensstemmelse med FN’s sikkerhedsresolution 1540, der internationalt pålægger enhver stat at regulere farlig teknologi. Så længe nogle lande som USA og Holland ikke lever op til det, er der en risiko for, at det går galt,« siger John-Erik Hansen.

Nye guidelines er for snævre og løse

Dramaet i 2012 pointerede, at forskningen hurtigt kunne generere farlige virus, uden at myndighederne er klare over det. De retningslinjer, som regulerede området i mange lande, stillede nemlig ikke nogen præcise krav til laboratoriesikkerheden. Man havde ingen garanti for, at en forskergruppe ville gøre det rigtige for at forhindre tyve i at få fat i virus eller monsteret i selv at slippe ud.

Men paradoksalt nok har de nye retningslinjer ikke rettet op på det problem. Det er stadigvæk op til forskerne at vurdere, hvor stor risikoen er og sørge for passende sikkerhedsforanstaltninger.

»Og den opgave er forskerne generelt ikke rustet til at kunne løfte,« advarer Philippe Grandjean.

De to forskergrupper, der udviklede det dødbringende virus i 2011, valgte f.eks. at gennemføre deres eksperimenter i et klasse-3-laboratorium, hvor sikkerheden er tilpasset forsøg med dødbringende virus, der har svært ved at sprede sig mellem mennesker. Forskerne tænkte ikke på, at de brugte faciliteterne til at skabe et virus med samme dræberevne, men langt større smitsomhed, som kunne udgøre en decideret trussel mod menneskeheden, hvis det slap ud.

Den spanske syge var en muteret fugleinfluenza

Den spanske syge, der hærgede mellem 1918 og 1919, er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, når et fugleinfluenza-virus spreder sig og muterer i en farlig retning. I løbet af dette år blev halvdelen af Jordens befolkning smittet med virusset. Mere end 50 millioner mennesker døde, heraf omkring 14.000 danskere.

For at forstå, hvorfor virusset blev så farligt, opgravede den verdenskendte amerikanske virolog García-Sastre og hans kolleger i begyndelsen af 00’erne nogle af ligene fra datidens ofre og tog vævsprøver, hvorfra de isolerede og opformerede viruspartikler. Herefter gennemførte forskerne en masse forsøg, der tappede virusset for oplysninger om dets egenskaber.

Bedriften trak mange overskrifter i medierne dengang, og Philippe Grandjean kan da også sagtens forstå, hvorfor forskerne synes, den er interessant.

Virus ville kunne sprede sig langt hurtigere i dag

Rent sikkerhedsmæssigt finder han dog denne type forskning dybt betænkelig. At genskabe så farligt et virus og lave eksperimenter med det er temmelig risikabelt, da der er en risiko for, at virusset slipper ud og spreder sig.

Med den eksplosive befolkningstilvækst siden dengang og de tusindvis af flyrejser, der nu gennemføres hver eneste dag, ville virus, som dengang brugte måneder på at sprede sig, kunne nå Jorden rundt på få uger.

Risikoen for ulykker er måske lille. Men i det øjeblik, ånden er sluppet ud af flasken, er det umuligt at trække den tilbage igen. Spørgsmålet er, om vi i vores higen efter at være et skridt foran et virus og stoppe en pandemi, inden den overhovedet er begyndt, selv kommer til at være den faktor, der sætter en katastrofe i gang.

Philippe Grandjean, professor, SDU

»Spørgsmålet er, hvor langt vi skal gå for at tilfredsstille vores egen nysgerrighed. Vi må gøre os meget seriøse overvejelser, både hvad vi nødvendigvis bør forske i på dette felt, og hvordan vi i givet fald bedst sikrer os mod de mulige risici. Den udfordring havde jeg håbet på, at de forskellige udvalg havde forholdt sig dybere til, da de nedfældede nye retningslinjer,« siger Philippe Grandjean.

Forskningen i vira giver os et forspring

Forskeren Ron Fouchier, der stod for det omstridte eksperiment i Holland, ved godt, at han og hans kolleger sandsynligvis har frembragt et af de farligste vira nogensinde. Men han retfærdiggør sin handling med, at forskningen har givet verdenssamfundet værdifuld viden om fugleinfluenzaen – en viden, man ikke kan undvære, hvis man på et tidspunkt skal forsøge at udvikle en vaccine.

Takket være hans forskning ved man nu, at influenza-pandemier ikke alene kan fremprovokeres af varianterne med betegnelsen H1-, H2- og H3-vira, men også af H5-. Man ved også, at virus ikke behøver at hoppe over i grise for at kunne gennemføre de mutationer, der er nødvendige for at inficere mennesker. Et harmløst virus kan sagtens forvandle sig til en dræber alligevel.

Vira er ligeglade med landegrænser

Af samme grund mener lederen af danske CBB John-Erik Stig Hansen heller ikke, at man altid skal forbyde risikable forsøg.

»CBB vil ikke umiddelbart forbyde sådan et forskningsprojekt. Men da Danmark via loven stiller krav om, at forskere skal søge om tilladelse til at gennemføre den slags forsøg, ville vi i modsætning til de hollandske myndigheder have betinget os, at foranstaltningerne omkring forskningsprojektet var forsvarlige også ud fra en sikringsvinkel,« siger overlæge dr. med. John-Erik Stig Hansen.

Sådan et system havde sundhedsmyndighederne ikke i Holland, dengang Fouchier og hans kolleger gennemførte deres eksperiment. Og sådan et system har de stadig ikke på plads den dag i dag.

I Danmark har vi en skrap lovgivning. Desværre er vira ligeglade med landegrænser.