Den nye normal. Varmerekord. Hidtil uset.
En rekordvarm hedebølge har overmandet det vestlige Canada og USA, og en række udtryk er blevet brugt til at beskrive de hidtil usete temperaturer.
I den canadiske provins Britisk Columbia ramte termometeret i byen Lytton, som ligger 250 kilometer nord for Vancouver, svimlende 49,5 grader 29. juni, og varmerekorden blev slået 3 dage i træk.
Tallene er forståeligt nok både chokerede og skræmmende. Men er de overraskende? Nej.
I mere end 40 år har forskere råbt vagt i gevær om forbindelsen mellem længere, mere intense varmehændelser og klimaforandringerne.
Udtryk som 'normalen' og 'ny rekord' er hurtigt ved at miste deres betydning.
Men ideen om, at menneskeheden burde have vidst eller burde have gjort noget ved krisen tidligere - at vi bør skamme os over vores passivitet og manglende handling - hjælper os ikke med at tackle klimakrisen.
Tal om klimaet
Er der en bedre og mere gavnlig tilgang til formidlingen om klimaforandringerne? Det første, vi skal gøre, er at tale mere om klimaforandringerne.
Der er alt for lidt diskussion omkring dette spørgsmål i det offentlige rum.
Den globale opvarmning er den største nødsituation, som kloden nogensinde har været udsat for, men det skulle man ikke tro, når man læser eller lytter til nyhederne.
Sidste år stod rapportager om klimaforandringerne kun for 0,4 procent af USA's nyhedsdækning. I 2019 var det 0,7 procent.
Selv midt i en hidtil uset hedebølge, der strækker sig fra Californien til Yukon, er der langt imellem omtale af klimaforandringene.
For lidt information?
Ironisk nok har en af største 'blinde vinkler' noget at gøre med, hvordan information om dette emne bliver delt med offentligheden.
Den konventionelle tilgang er afhængig af den såkaldte 'informationsunderskudsmodel', som bygger på en antagelse om, at folk vil tage klimahandling, hvis de bliver bedre informeret om klimaforandringerne.
Denne informationsbaserede tilgang har formet alle former for kommunikation, lige fra offentlige kampagner om spirituskørsel til nyhedsrapporteringen om klima og andre vigtige spørgsmål.
Desværre er forholdet mellem, hvor meget folk ved, og hvordan de handler, ikke altid lineært.
Personer, der er stærkt politisk motiveret til at affeje klimaforandringerne, bliver ikke overbevist om det modsatte, fordi man stopfodrer dem med fakta.
Svære at forstå og acceptere
Klimaforandringerne kan være svære at forstå og acceptere. Det kan føles for stort, for skræmmende og for svært for enkeltpersoner at gøre noget ved.
Selvom oplysning er nok så vigtigt, er det ikke altid nok.
For at få folk til at engagere sig i dette emne og dermed skabe grobund for politisk handling, skal klimakrisen føles personlig, relaterbar, forståelig og vigtigst af alt - til at løse. Det opnår diagrammer og grafer - selv isbjørne - kun sjældent.
83 procent af canadierne er enige i, at kloden bliver stadig varmere. Men kun 47 procent mener, at klimaforandringerne vil skade dem personligt.
For at få folk til at engagere sig i klimaet er vi nødt til at have flere samtaler om, hvordan man arbejder på at løse det, og hvordan disse løsninger forbedrer livskvaliteten, netop hvor de bor.
Disse samtaler fører et ellers abstrakt, immaterielt og skræmmende emne ind i hverdagen - og får det til at forekomme som noget, der kan løses.
\ Red Verden: Stort tema i gang
I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden, og hvordan vi hver især kan gøre en forskel hjemme fra sofaen.
Som en del af serien giver forskere gode råd, baseret på deres egen forskning.
Du kan få og give gode råd i vores Facebook-gruppe Red Verden.
Løsninger gør en forskel
Miljøformidlerne har længe peget på for stor en brug af skræmmebilleder omkring klimaforandringerne som en af de største forhindringer i at få offentligheden til at engagere sig i klimaspørgsmål.
Udfordringen er at koble skræmmebillederne med information om effektivitet, nemlig hvad vi rent faktisk kan gøre for at afbøde frygten.
Kombinationen af frygt og effektivitet fører til det, der kaldes 'danger control' (som kan oversættes til trusselstyring). Det er handling, der mindsker truslen, i modsætning til 'frygtstyring', der er handling, som dæmper frygten.
I forbindelse med COVID-19 var der en klar fornemmelse af effektivitet: Håndhygiejne, social distancering, mundbind.
I forhold til klimaforandringerne har information om effektiviteten været langt mindre åbenlys og vanskelig at handle ud fra.
Normaliserer uopsættelighed, vigtighed og mulighed
Det bliver ofte hævdet, at de store klimasyndere, især producenterne af fossile brændstoffer, står med det meste af skylden og derfor også ansvaret for at få ryddet op. The Guardian påpeger, at 100 virksomheder er ansvarlige for 71 procent af CO2-udledningen.
Ja, det er klart, at vi skal stoppe med at brænde fossile brændstoffer - olie, gas og kul. Men for at komme i mål kan enkeltpersoner også vise, hvordan miljøvenlig adfærd ser ud.
Det kan være noget så simpelt som fotos på de sociale medier fra fælles oprydning eller gåture i naturen, indlæg om alle former for miljøvenlig adfærd, som for eksempel at benytte offentlig transport.
Denne form for kommunikation - i modsætning til billeder, der promoverer en CO2-afhængig livstil - normaliserer uopsætteligheden, vigtigheden og muligheden for at beskytte vores klode.
Nogle af de mest effektive formidlere er TV-meteorologerne, som ofte har loyale følgere. Flere af dem diskuterer de måder, som klimakrisen bliver håndteret, der hvor folk bor.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
At se er at tro
Størstedelen af kommunikationen omkring risiko bygger på et moralske påbud - at vi bør eller skal handle, for ellers!
For eksempel kan et skilt i en park bede de besøgende om ikke at fodre ænderne, fordi det ikke er godt for dem. Men alligevel fortsætter de besøgende med at fodre ænderne.
I stedet bør formidlingen gøre brug af 'beskrivende sociale normer', beskrivelser af, hvad andre, der er ligesom dem, allerede gør, og som gavner dem.
I Storbritannen tilskyndede en kampagne i 2015 folk til at 'Tag dit affald med hjem - det gør de andre'.
Denne kampagne havde større chance for at mindske omfanget af ulovligt henkastet affald end skilte, hvorpå der stod: 'Vær venlig at holde parken ren ved ikke at smide affald'.
Går forrest i omstillingen
Løsninger, især i form af historier om mennesker og samfund, der tager skridt mod at løse klimakrisen, er en af de mest effektive måder at formidle nødsituationen på.
National Observer's 'First Nations Forward'-serie er et rigtig godt eksempel på denne slags rapportering. Den ene historie efter den anden beskriver, hvordan First Nations-samfund i British Columbia går forrest i omstillingen til en fremtid med vedvarende energi.
Mainstream-nyhedsmedier, som Global News, som jeg arbejder for, bruger også mere tid på klimaet og en omtænkning af, hvordan vi dækker det.
En nylig national historie rapporterer om den massive energiomstilling, der allerede er i gang i den canadiske provins, Alberta.
Sådanne historier om omstilling, der virker, sender et budskab om, at almindelige menneskers handling for at afbøde klimakrisen er gennemførlig, normal, bemyndigende og ønskelig.
Fortællekunst for begyndere
De giver energi og mobiliserer offentligheden, der er klar til at handle, ved at give visuelle eksempler på, hvem der viser vejen frem.
De flytter også samtalen væk fra det konventionelle fokus på skeptikere og benægtere og normaliserer miljøvenlige værdier og adfærd for det voksende antal personer, der allerede er foruroligede eller bekymrede for klimakrisen.
Fortællingen af klimaløsninger åbner for en følelse af effektivitet og handlefrihed over for den forestående trussel i stedet for et frygtnarrativ.
Med andre ord engagerer det offentligheden ved at gøre, hvad al god formidling gør: at møde mennesker, hvor de er, gennem en mobiliserende historie.
Det er fortællekunst for begyndere: Gør folk engagerede i stedet for at fremmedgøre dem, som de fleste klimarapporter gør.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
