Du har nok lagt mærke til, at der er ord i mange europæiske sprog, som er mærkværdigt ens. Det franske 'mort' (død) minder om det engelske 'murder' (og det danske 'mord'). Det tyske 'Hund' (hund) minder om det engelske 'hound' (og det danske 'hund'). Det tjekkiske 'sestra' minder om det engelske 'sister' (og det danske 'søster'). Og det albanske 'kau' – ja, det betyder faktisk 'okse'.
Du har måske tænkt: Er disse ord beslægtede?
Der er flere grunde til, at ord til tider ligner hinanden. Ubeslægtede sprog låner ord fra hinanden. Tag for eksempel 'iglo', som kommer fra inuitsproget inuktituts 'iglu' (hus) eller wok fra kantonesisk 鑊 'wòk' (stegepande).
En del af disse ligheder er rene tilfældigheder: det thailandske ไฟ (fai) minder for eksempel om det engelske 'fire', uden at der er nogen forbindelse.
Eksisterede længe før skriftsystemer
Men de ord, vi nævnte først, er faktisk beslægtede. De er 'kognater', hvilket betyder, at de har en fælles oprindelse og stammer fra ét og samme forfædresprog.
Dette nu uddøde sprog blev sandsynligvis talt et sted i Eurasien for hele 8.000 år siden. Sproget eksisterede, længe før skriftsystemer blev opfundet, så dets forskellige ord – og dets navn, hvis det altså havde ét – blev aldrig skrevet ned.
Fordi vi mangler direkte beviser på sproget, har sprogforskere udviklet metoder til at rekonstruere dele af dets struktur. De kalder det proto-indoeuropæisk – eller PIE. Men hvordan ved vi, at proto-indoeuropæisk virkelig har eksisteret?
Fælles sproglig oprindelse
Vores moderne forståelse af de indoeuropæiske sprogs fælles ophav tog først form i renæssancen og den tidlige kolonitid.
Europæiske forskere med base i Indien, som for eksempel Gaston Coeurdoux og William Jones, kendte allerede til forbindelserne mellem europæiske sprog. Men de blev forbløffede over at finde spor af latin, græsk og tysk i sanskrit-ord som 'mā́tṛ' (mor), 'bhrā́tṛ' (bror) og 'dúhitṛ' (datter).
Sådanne ord var nok ikke låneord, da sprogene ikke havde haft historisk kontakt. Ren tilfældighed var også udelukket.
Endnu mere slående var lighedernes systematiske karakter. Sanskrit bh- svarede til germansk b- ikke kun i 'bhrā́tṛ '(bror), men også i 'bhar' (bjørn). Samtidig svarede sanskrit p- til latin og græsk p-, men også til germansk f-.
\ Læs også
Der kan kun være én forklaring på disse regelmæssige sammenhænge: Sprogene må stamme fra én fælles forfader, og opdelingen af dette forhistoriske sprog førte til deres forskellige udviklingsveje.
Filologer (sprogforskere, red.) i det 19. århundrede, som Rasmus Rask, Franz Bopp og August Schleicher, systematiserede senere disse observationer. De viste, at man ved at sammenligne og rekonstruere de forandringer, hvert efterkommersprog havde gennemgået, kunne genskabe ord fra det tabte, oprindelige sprog.
Denne indsigt skabte ikke kun grundlaget for moderne historisk lingvistik, men påvirkede også Darwins opfattelse af biologisk evolution.
Skabelse af en sprogfamilie
Ligesom en biologisk slægt blev de indoeuropæiske sprog forstået som en familie, der udsprang af det ur-indoeuropæiske sprog (PIE), mens de efterfølgende sprog forgrenede sig (ligesom arter) og dannede et sprogligt træ.
Den indoeuropæiske sprogfamilie indbefatter:
- indoariske sprog som sanskrit og hindi
- iranske sprog (herunder persisk og kurdisk)
- hellenske sprog (herunder græsk og oldmakedonsk)
- italiske sprog (herunder latin, spansk og italiensk)
- germanske sprog (herunder engelsk, nederlandsk og tysk)
- balto-slaviske sprog (herunder russisk og litauisk)
- keltiske sprog (herunder walisisk og bretonsk)
- samt armensk og albansk
Grafikken herunder viser, hvordan den indoeuropæiske sprogfamilie har forgrenet sig:
Uddøde grene – som kun er kendt gennem skriftlige kilder – inbefatter anatolisk (hittitisk) og tokharisk.
Sprog som frygisk, dardansk og thrakisk var sandsynligvis indoeuropæiske, men er ikke lige så godt dokumenteret i historiske optegnelser.
Men ikke alle indiske eller europæiske sprog er indoeuropæiske!
Ikke-indoeuropæiske sprog i Indien indbefatter dravidiske sprog som tamil og telugu, mens europæiske sprog uden for familien indbefatter baskisk, georgisk, maltesisk og finsk.
Sammenlign med tabellen nedenfor de meget forskellige finske ord 'jalka' (fod), 'isä' (far) og 'viisi '(fem).
Hvem talte PIE?
Rekonstrueret PIE-ordforråd har også givet indsigt i PIE-talernes liv: hvordan deres kultur kan have været, hvor de måske har boet, og hvad der kan have drevet deres sprogs udvikling og udbredelse.
Rødder som rēg- (stamme-konge) og pelə- (befæstet højt sted) peger på et krigerisk, hierarkisk samfund.
PIE-talerne kendte til korndyrkning (agro, mark; grə-no, korn), husdyrhold (ghaido, ged; gwou, kvæg), transportmidler (wogh-no, vogn; aks-lo, aksel), metalbearbejdning (arg-, skinne eller sølv; ajes, kobber eller bronze), handel (wes-no, købe; k(a)mb-yo, bytte) og religion (deiw-os, gud; meldh, bede).
Ud fra denne mængde evidens har forskere som V. Gordon Childe forbundet det urindoeuropæiske sprog med den sene neolitiske/tidlige bronzealder Kurgan-kultur på den pontisk-kaspiske steppe (nutidens Ukraine og det sydlige Rusland).
Grafikken herunder viser sprogenes udbredelse:
Mere nylige studier har (lidt kontroversielt) anvendt fylogenetiske metoder (studiet af organismers evolutionære historie og slægtskab, red.) fra evolutionsbiologien til at argumentere for en PIE-oprindelse i Anatolien (nutidens Tyrkiet). De foreslår, at agerbrug sandsynligvis var drivkraften bag den indoeuropæiske ekspansion.
Desværre bliver talte sprog ikke bevaret som for eksempel fossiler. De ur-indoeuropæiske taleres faktiske ord, idéer og identiteter forsvandt ud i den blå luft for mange tusinde år siden.
Alligevel bevarer mønstre i deres efterkommers sprog nok struktur til, at vi kan få et svagt glimt af dem.
De teorier og metoder, der er udviklet gennem dette arbejde, vil fortsat drive forskning i rekonstruktionen af menneskets etnolingvistiske forhistorie verden over i mange år fremover.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
