For lige at varme op til jeg skal ind at se ‘Crank: High Voltage’ i morgen aften, kommer her liiiige et pip om den første film, det engelske actiondrøn ‘Crank’ fra 2006 af de to debuterende instruktører Mark Neveldine og Brian Taylor.
En ven anbefalede denne perle af en c-actionfilm forrige lørdag aften. Som ekspert i actionfilm måtte jeg da kende den, troede han. Men nej, jeg havde overhovedet ikke hørt titlen og han huskede hverken instruktør eller hovedrolle.
Næste aften, en helt almindelig søndag, blev den sørme sendt i TV2 – hvor synes min verden at hænge forunderligt sammen for øjeblikket – og så var den også med Jason Statham, som jeg har været en varm beundrer af, siden jeg røg på hans film ‘Transporter 3’ og ‘In the Name of the King’ på Thai flyet ud og hjem fra Melbourne.
På jagt efter adrenalin
Og min verden blev lysere, hurtigere og langt mere munter denne søndag aften, hvor Chev Chelios (Statham) vågner op med en kinesisk gift hamrende i sine blodårer og en cd, hvor en lille møggangster sender sine sidste sure hilsener. Gangsteren Verona tror, Chev lægger sig til at dø. Meeeeen…. plottet er kort sagt, at giften standser adrenalien i kroppen. For at holde adrenalinproduktionen oppe må Chev holde dampen oppe. Og det gør han ved at jagte Verona (Jose Pablo Cantillo) rundt i Los Angeles, om det at dræbe gangsteren så bliver det sidste i hans liv.
Chevs kamp mod tiden, mod sin svigtende adrenalinproduktion og mod de mange forhindringer i Los Angeles er muntert filmet i typisk britisk actionstil med klare caribiske farver (gul, blå, rød, grøn), hoppende og stakåndet klippestil og spil i et kliché overdrive, så man bliver stakåndet, selvom man kun er tilskuer.
Og intet er for weird. Går det helt galt i Chinatown må Chev simpelthen tage sin kæreste Eve (Amy Smart) blandt måbende og klappende kinesere. Det lyder corny, og det er det sandelig også, men alligevel fungerer handlingerne langt bedre på billeder, end når man gengiver dem i skrift.
God action på lavt budget
Med andre ord: ‘Crank’ er ikke original, men den er hyper-veloplagt, morsom, sexet, velspillet i c-niveau og langt bedre underholdning end så meget andet. På min action-skala får den 10 ud af 10.
I hvert fald ved første gennemsening en søndag aften, hvor man stener foran fjerneren, inden den kedelige verden overfalder én igen.
Husk, dette er lowbudget-underholdning. Hvis folkene havde haft budgettet bag ‘Transformers’ – ja, så tør jeg ikke tænke på, hvad det ville være endt med.
P.s. Jeg er ligeglad med de dårlige anmeldelser af ‘Crank: High Voltage’. En halv million har allerede givet traileren 4,5 stjerner på YouTube.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.