Fodnotepolitikken i 1980'erne er fortsat en kontroversiel periode i dansk udenrigspolitik. Ny forskning viser, at fodnotepolitikken ikke kun var begrænset til det sikkerhedspolitiske område.
Tværtimod afspejlede fodnotepolitikken en bredere parlamentarisk praktik, hvor dagsordenforslag blev brugt aktivt af Socialdemokratiet til at definere retningen og indholdet af den danske EF-politik.
Den borgerlige regering blev dermed tvunget til at føre socialdemokratiske interesser og prioriteringer ud i livet på EF-området.
Disse dagsordener fungerede som et politisk disciplinerings-redskab, hvor partiet kunne holde kontrollen med regeringens forhandlinger i det europæiske samarbejde.
Modstand mod øget integration
Socialdemokratiet var perioden igennem i stand til at spille på regeringens frygt for mobilisering af det alternative flertal på det markedspolitiske område.
Dette tvang regeringen til at stemme for en række dagsordenforslag som afspejlede socialdemokratiske interesser og præferencer.
Disse interesser udtrykte en klar modvilje mod afskaffelsen af enstemmighedsprincippet og øget europæisk integration via en styrkelse af de europæiske institutioner.
Disse holdninger var imidlertid ude af takt med den europæiske dagsorden, hvor de øvrige medlemslande ønskede en styrkelse af den europæiske integration og af EU's institutioner. Danmark blev i denne periode det fodslæbende medlem i samarbejdet, udtrykt gennem en bred vifte af danske fodnoter på officielle erklæringer og tekster.
En udsat position - på nippet til udsmidning
Dette resulterede gennem 1980'erne i en uholdbar situation, hvor Danmark i stigende grad stod isoleret i sin modstand mod institutionelle reformer, i takt med at Danmarks traditionelle allierede én for én faldt fra og accepterede de nye politiske realiteter på den europæiske scene.
Socialdemokratiet – og Danmark – gik i en vis forstand linen ud, da et flertal uden om regeringen i januar 1986 med Socialdemokratiet i spidsen stemte nej til Fællesakten. Dette kastede Danmark ud i en situation, hvis yderste konsekvens kunne have været en udsmidning af samarbejdet.
Efter en overraskende manøvre, udskrev daværende statsminister Poul Schlüter en folkeafstemning, som resulterede i et klart ja, hvilket efterfølgende tvang Socialdemokratiet til at acceptere Fællesakten.
Derved mistede partiet sin parlamentariske krog i de borgerlige regeringspartier på det markedspolitiske område, mens den fortsatte med at have en sikkerhedspolitisk krog frem til 1988.
Hvorfor løb Socialdemokratiet denne risiko?
Spørgsmålet er, hvad der motiverede den socialdemokratiske kurs i perioden. Det har oftest været normen at pege på, at Socialdemokratiet under fodnoteperioden agerede ud fra kortsigtede interesser i at vælte regeringen i et forsøg på at bryde ud af oppositionsrollen.
Andre har peget på, at baggrunden for fodnoterne skal findes i et grundlæggende skifte i de socialdemokratiske positioner.
Det har således været kutymen at beskrive partiets oppositionsadfærd som uansvarlig og farlig.
Nyligt afklassificeret materiale fra forhandlingerne i Europaudvalget og hidtil upublicerede førstehåndsbeskrivelser af ellers fortrolige forhandlinger tegner imidlertid et mere nuanceret billede af de socialdemokratiske motiver og strategier i perioden.
Derved kastes der et nyt lys over partiets linje i perioden.
Intern modstand i flere partier
De Socialdemokratiske positioner var således forbløffende konsistente i perioden fra 1982-1986 og trak på partiets erfaringer fra 1970'erne.
Markedspolitikken havde efter folkeafstemningen i 1972 ikke været en parlamentarisk kamplads mellem de politiske fløje grundet områdets særlige konfliktpotentiale.
Området udgjorde en særlig udfordring for Socialdemokratiet og det Radikale Venstre, som havde en massiv intern opposition imod partiernes officielle tilslutning til samarbejdet. Ved valget i efteråret 1971 fandt de to partier sammen om at fjerne EF-spørgsmålet fra indenrigspolitikken og udskrev i stedet en folkeafstemning.
Den interne modstand i begge partier betød, at især Socialdemokratiets ledelse, med skeptikeren Ivar Nørgaard i spidsen, fastholdt, at Danmark kun gik ind i et handelssamarbejde, og at man netop ikke afgav nævneværdig suverænitet.
Nørgaards linje forblev i store træk Socialdemokratiets europapolitik frem til vedtagelsen af Den Europæiske Fællesakt i 1986 og medførte, at Danmark forholdt sig negativt til enhver udbygning af det europæiske samarbejde i mere forpligtende retning, og at man fastholdt et ønske om at bevare den institutionelle status quo fra 1972.
Forhandlinger i skyggen af Thatcher
Analysen viser imidlertid også, at partiet længe regnede med, at man kunne forhandle i den 'britiske skygge'. Storbritannien var med Margaret Thatcher i spidsen kendt for at køre en hård og uforsonlig linje over for det daværende samarbejde.
Landet havde således ved flere lejligheder udtrykt skepsis og modstand imod yderligere europæisk integration. Nye kilder viser således, at Socialdemokraten Nørgaard tilsyneladende via fejlinformationer fra Socialdemokratiets internationale netværk nærede tillid til den konservative Thatchers modstand mod yderligere institutionel integration.
Dette netværk brugte Nørgaard gentagne gange til at imødegå regeringens analyser af den strategiske europæiske situation og blev brugt til at argumentere for, at Danmark havde 'fat i den lange ende' i de komplicerede europæiske forhandlinger.
Denne stædige udlægning af, at regeringens analyser og efterretninger tegnede et forkert billede af udviklingen på den europæiske scene, medvirkede til at forklare, hvorfor partiet så længe holdt fast i positioner, som lå langt væk fra den europæiske konsensus.
Socialdemokratiet mente at havde 'råd til' at løbe risikoen for at isolere Danmark og i at fastholde sin skeptiske position i tillid til, at Storbritannien, når det kom til stykket, ville nedlægge veto.
Denne tolkning af den internationale situation passede endvidere til den indenrigspolitiske dagsorden, som partiet også søgte at tage hensyn til, nemlig at bevare partisammenholdet.
Partiledelsen kunne ikke - eller ønskede ikke - at modstå presset
Da denne information viste sig at være ukorrekt, skiftede partiet kortvarigt strategi til at forsøge at få indrømmelser fra regeringen, sådan at et eventuelt ja kunne forsvares.
I den sidste ende blev partiledelsens 'noget for noget'-strategi underløbet af folketingsgruppen, der på et dramatisk møde 8. januar 1986 valgte at bruge Fællesakten til at forsøge at vælte regeringen.
Den daværende regerings påstande om, at den socialdemokratiske modstand skyldtes kortsigtede valghensyn, er således ikke helt forkert, men pointen er, at de kortsigtede valghensyn først spillede en afgørende rolle, da en række andre politiske muligheder var forsøgt udtømt.
Det er endvidere interessant i denne sammenhæng, at presset herfra tilsyneladende ikke kom fra partiledelsen, men fra den socialdemokratiske gruppe – et pres som partiledelsen enten ikke ønskede; eller ikke kunne modstå.
