Professor Brian Finch fra Massey University i New Zealand har undersøgt hvad ni- og tiårige har lært ved at have set filmen Harry Potter og Hemmelighedernes kammer gentagne gange.
Han har ikke færdigskrevet sin doktorafhandling endnu, men forventer at præsentere sine resultater på forskellige konferencer i New Zealand og England senere i år.
Nyttig for lærere
»Undersøgelsen startede med, at jeg personlig var interesseret i at børn ofte ser den samme favoritfilm rigtig mange gange. Jeg var af den opfattelse, at børnene så ud til at opnå en grundig forståelse af deres favoritfilm, og at lærere ikke nødvendigvis anvender eller bygger videre på dette i deres undervisning,« siger professor Finch.
Finch siger det er flot at 'Harry Potter'-bøgerne har fået mange børn til at læse, men at det at se filmene også har læringsmæssige fordele.
»Der er meget forskning, som viser, at det at undervise børn ved at bruge både en bog og filmatisering af bogen kan have en positive virkning på læsefærdigheder.
»Min undersøgelse handlede mere om at værdsætte film som en egen 'tekst', og forhåbentlig kan den hjælpe lærere til at blive klar over, hvilke dele af teksten børn forstår meget af, og også hvad de har sværere ved at forstå for så at snakke om og bygge videre på dette i klassen.«
Han fortæller, at der har været foretaget en del undersøgelser af, hvad børn lærer af at se film, men at der har været en tendens til at ignorere børnenes motivation. Derfor ville han undersøge børns forhold til deres favoritfilm.
Filmet mens de så film
Finch fik lov at arbejde med et helt klassetrin på en skole og undersøgte omkring 50 børn i alderen ni til ti år for at finde ud af hvad deres favoritfilm var. De udvalgte derefter 'Harry Potter'-filmen, fordi den både var blandt de tre mest populære, og fordi den blev udnævnt til favorit af omtrent lige mange drenge som piger.
De endte med sytten børn, som havde set filmen over ti gange.
I den første del af undersøgelsen blev børnene delt ind i par og blev filmet, mens de så 'Harry Potter'-filmen i et af børnenes hjem. Hvordan de opførte sig, da de så filmen varierede - nogle børn snakkede og gestikulerede til skærmen og hinanden, mens andre sad ganske rolige under hele den 90 minutter lange film.
Finch siger, at børnene ikke blot efterlignede rollefigurerne i filmen, men at de også var engageret i rollefigurernes følelser, som ikke blev vist tydelig på skærmen.
Grundig forståelse
Derefter lavede Finch to opfølgningsundersøgelser. I den ene brugte han omkring 40 stillbilleder fra filmen, og lavede aktiviteter, hvor han brugte kort med billederne på og en opgave - som for eksempel at bede børnene om at udvælge de fem billeder som var vigtigst for filmens handlingsforløb. Forskerne dokumenterede hvilke kort de valgte, og diskussionen mellem børnene. Denne aktivitet gav børnene en chance for at artikulere deres forståelse af filmen.
»Min intention var at denne metode ville være mere frugtbar end blot at stille vanskelige og abstrakte spørgsmål, om hvad de kunne lide ved filmen,« siger Finch.
Den anden metode var at vise børnene nogle få korte klip fra filmen. Klippene var mellem tre og fire minutter lange. Finch sagde til børnene, at han ville stoppe filmen indimellem og spørge dem lidt om, hvad der foregik på skærmen. Børnene kunne også selv stoppe den, hvis der var noget, de ville snakke om.
»Med nogle af grupperne stoppede vi filmen 15-20 gange i løbet af tre minutter, noget som beviser at denne metodologi er god, fordi vi kunne snakke grundigt om forskellige øjeblikke i filmen.«
»De snakkede om, hvad der foregik akkurat 'nu', hvad slags følelser rollefigurerne havde, og hvad vi følte som publikum, hvad vi så på skærmen, og hvorfor dette var vigtigt,« siger han.
Symbolik og fortælleteknik
I en af opgaverne brugte Finch billeder af objekter, som var symboler for rollefigurer i filmen. Et eksempel var et sværd som i filmen er et symbol på, at Harry er en ægte Gryffindor.
Mange af børnene formåede at artikulere det, at sværdet var et symbol for noget andet. En del af børnene var også klar over fortælleteknikken, med det at filmen bygger op til et klimaks før den falder til ro og kommer med en konklusion som afslutning.
»Dette er vigtig strukturel viden, som er grundlæggende i både film og litteratur, og børnene er bevidste om denne metode. Dette er definitivt noget lærere kan bygge videre på,« siger Finch.
Et andet fortælleteknisk aspekt, de var opmærksomme på, var at de slemme rollefigurer var nyttige som dramatiske virkemidler til at skabe konflikt og spænding i filmen. De tænkte ikke kun på rollerne som gode eller onde, men var klar over at filmen skulle have onde roller for at være spændende.
Finch siger at børnene viste et bredt spektrum af forståelse for mange af filmens elementer, og også komplicerede symbolske meninger.
Mindre forståelse for produktionen
Selve filmproduktionen havde børnene mindre forståelse for. Nogle gange kunne de snakke om redigering og special effects, mens andre gange havde de samme børn en meget naiv forståelse for det, som Finch kalder 'teatertankegang'. De så filmen og tænkte, at kameraet fulgte skuespillerne i kronologisk rækkefølge gennem handlingsforløbet.
»Det var som om de glemte, at kameraet kunne slukkes og sættes op et nyt sted, og at der foregik ting udenfor kameraet,« siger Finch.
Nu planlægger han mere forskning på området, men ønsker samtidig at nogle andre vil se på hvordan børn ser film, helst hos en anden aldersgruppe end den han selv har studeret.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
