Akademiske konferencer leder måske tankerne hen på forskere, der drøner verden rundt til eksotiske drinks, konference-kærester og sightseeing. Forestillingen er velbeskrevet i populærlitteraturen – ikke mindst i David Lodges fremragende bog »Small Worlds«.
\ Historien kort
- København var en af de mest besøgte konferencebyer i verden i 2016.
- En ny rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd konkluderer dog, at det ikke er besværet værd for forskere at være vært for konferencerne frem for delegeret.
- Generelt vil forskere gerne sidde for bordenden ved konferencer, og for værtsnationen er der mange fordele – blandt andet muligheden for at tiltrække nye forskningstalenter.
Virkeligheden ser dog anderledes ud.
Fra en analyse af forskere på Aarhus Universitet ved vi, at forskere ved universitetet i gennemsnit tager til 3,7 konferencer om året, hvoraf knap 2,5 af disse er i udlandet, og at knap en af disse afholdes på et andet kontinent end Europa.
Forskerne siger, at deres udbytte består af klassiske akademiske dyder som »faglige debatter« og »netværk med akademiske fagfæller«. Det lyder som hårdt arbejde, og det, ved vi, er også tilfældet for de danske forskere, der agerer lokale værter.
De bruger mange timer på at sammensætte det videnskabelige program, invitere kollegaer og forhandle kontrakter med leverandører.
Og i en tid, hvor forskere konstant skal sandsynliggøre værdien af deres arbejde, er det relevant at spørge, som man gør i en ny rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR): står tidsforbruget ved værtskaber mål med gevinsterne?
DFIR synes ikke at være i tvivl og udgav deres rapport 'Internationale videnskabelige kongresser' under overskriften: »Det er ikke attraktivt for forskerne at være værter for videnskabelige kongresser«.
\ Læs mere
Der er intet belæg for den konklusion
Det er en usaglig overskrift, der ikke er belæg for. Hverken i den baggrundsrapport, som DFIR selv har fået udarbejdet, eller i den internationale forskningslitteratur.
Konsulentbureauet IRIS Group har på opdrag fra DFIR lavet tre danske og tre udenlandske case-studier af værtskaber for konferencer.
På baggrund af de seks case-studier konkluderes det, at der er en række fordele forbundet med værtskaber for den enkelte forsker, for eksempel øget synlighed og anerkendelse og heraf følgende muligheder for forskningssamarbejder.
Det påpeges også, at der er væsentlige omkostninger, især i forhold til tidsforbrug. Ikke desto mindre vurderede de fleste af de interviewede forskere, at de ville være klar til at påtage sig et værtskab igen, hvis muligheden skulle byde sig.
DFIR kan heller ikke finde støtte for deres konklusion i den internationale forskningslitteratur. Vi ved imidlertid ikke meget om videnskabelige konferencer, for det er et tema, der nærmest har undsluppet sig videnskabelig interesse.
Det er kun enkelte forskere inden for videnskabsstudier, geografi og sociologi, der kan hjælpe os med at svare på spørgsmålet.
Udveksling af tanker siden 1600-tallet
Den manglende interesse skyldes ikke, at konferencer er et nyt fænomen. Den første internationale konference handlede om metriske standarder og blev afholdt i Paris i 1798.
Cirka 150 år før, i midten af 1600-tallet, begynder de nationale videnskabelige selskaber, for eksempel Royal Society i London, at arrangere møder, hvor videnskabelige resultater og tanker skal diskuteres.
Det sker samtidig med, at de første fagfællebedømte tidsskrifter bliver introduceret. I dag skønnes det, at videnskabelige foreninger organiserer cirka 12.000 årlige internationale møder.
Den begrænsede akademiske interesse er tankevækkende, for der har i videnskabsstudier været stor interesse for at undersøge de sociale dimensioner af den videnskabelige produktion. Det har givet sig udslag i studier af specifikke fysiske rammer for videnskabelig praksis.
De mest toneangivende har været Karin Knorr Cetina og Bruno Latours studier af sociale praksisser i laboratorier. På trods af de ekstraordinære sociale karakteristika ved konferencer er de ikke blevet undersøgt som en del af den »sociale« bølge af videnskabsstudier.
Konferencer øger kvalitet af forskning
Inden for langt de fleste fagområder er det obligatorisk, at man præsenterer sin forskning, når man deltager i en konference, og ideelt set skal præsentationen senere munde ud i en tidsskriftsartikel.
Studier fra økonomi og datalogi indikerer, at det er en rigtig god ide, fordi konferencepræsentationer øger kvaliteten af artiklerne. Vi kan se, at de tidsskriftsartikler, der først har været præsenteret på en konference, får flere citationer og bliver publiceret i tidsskrifter af en højere kvalitet.
Det samfundsmæssige potentiale
Der er også samfundsmæssigt potentiale ved konferencer. Inden for økonomisk geografi er konferencer blevet undersøgt som omrejsende videns- og erhvervsklynger, der giver de deltagende virksomheder adgang til de nyeste trends, viden og talent.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Registerbaserede studier peger på, at der er væsentlige innovationsgevinster for virksomheder, der aktivt bruger konferencedeltagelse til at udvikle medarbejdernes personlige netværk og tilknytning til den omrejsende klynge. Derudover peger andre studier på branding og turistøkonomiske effekter for værtsbyerne.
Der er imidlertid også negativ impact, eller 'grimpact' som det også kaldes, forbundet med konferencer. Vi kender ret præcist klimabelastningen for rejser til videnskabelige konferencer.
Den svarer til 0.003 procent af verdens samlede CO2-forbrug, men vi ved også, at én rejse til én konference i gennemsnit svarer til syv procent af den enkelte forskers årlige CO2-forbrug.
Desuden ved vi, at forskere bruger tid og ressourcer på organisatorisk arbejde, der ikke umiddelbart skaber værdi for deres kerneaktiviteter.
\ Læs mere
Kan det betale sig?
DFIR’s rapport spørger, om der en merværdi ved at være vært frem for at være delegeret?
I forhold til den enkelte forsker kan vi ikke svare entydigt. For vi ved ikke, hvor meget tid danske forskere bruger på værtskaber, og hvordan de oplever byrderne og gevinsterne ved værtskaber.
Vi kan imidlertid se, at danske forskere generelt gerne vil være værter, og at mange prioriterer dette arbejde. Det gør de formentlig, fordi de oplever indsatsen som værdiskabende.
På et samfundsmæssigt niveau kan vi svare mere håndfast i forhold til merværdien. Vi ved, at værtslandet har flere deltagere i konferencen, at det koster mindre for dem at deltage, og at dette giver lettere adgang for yngre forskere.
Desuden har værtslandet flere talere på programmet, de får således mere synlighed, og desuden er der som regel repræsentanter fra værtslandet i de besluttende organer.
De mange akademiske gæster, der kommer på besøg i Danmark, bliver formentlig ikke imponerede over antallet af solskinstimer, men vi kan håbe, at de er rejst hjem med nye kontakter til danske forskningsmiljøer og en revideret forståelse af, hvad Danmark er, og hvad vi kan forskningsmæssigt.
Nogle har fået en idé om, hvordan det vil være at fortsætte deres karriere i Danmark. For nogle vil den ide spire og blive til et ophold på en dansk forskningsinstitution.
Værtskaber for internationale konferencer er en væsentlig mekanisme for internationalisering af dansk forskning. De danske universiteter kan med fordel tænke dette værktøj ind i deres internationaliserings- og rekrutteringsindsatser.
