Jonathan Touboul, neuromatematiker fra Collège de France, mener nu, at han har løst et af vor tids store mysterier:
Hvorfor ligner alle hipstere hinanden, når nu de stræber efter at fremstå som unikke, ukonventionelle individer?
I en lignende vending har biologer fra University of New South Wales meldt ud, at vi i år er nået 'skæggets højdepunkt'.
Fænomenet 'negativ frekvensafhængig selektion' siger, at jo flere mænd med moderne ansigtsbehåring der er, jo mindre status vil ejeren af skægget opnå.
Så det er altså virkelig krisetider for den behårede hipster!
Naturvidenskab er ikke brugbart i kulturel sammenhæng
Men selvom naturvidenskab er genialt til at forklare en lang række fænomener, er det måske ikke helt så behjælpeligt, når vi ønsker at forstå menneskers kulturelle præferencer.
Ja, subkulturer har det med at fordre nogle interne overensstemmelser – de fleste ved for eksempel, hvordan en goth ser ud.
Det er en del af deres fælles afstandstagen fra mainstream værdier og æstetik, og det er godt underbygget af forskning.
Men præmissen for Toubouls artikel synes at være baseret på et mindre intellektuelt solidt grundlag i en Hufftington Post-artikel. Jeg formoder, at der her er tale om, at en populær trend er blevet brugt i en ellers temmelig mystisk videnskabelig undersøgelse for at opnå en god nyhedsværdi.
Hvad er en hipster?
Men spørgsmålet om, hvem eller hvad der afgør om en person er hipster, forbliver ubesvaret og sådan set også uudtalt.
Hvad er det, der karakteriserer en hipster? Er det, hvor de bor, hvad de har på, hvad de foretager sig, hvordan og hvor de tilbringer deres fritid, eller er det at være hipster en sindstilstand?
Det er et udtryk, som er vældig brugt, men svært at forklare.
Den nuværende betydning af udtrykket synes ganske vist at have meget lidt til fælles med de oprindelige hipstere, en subkultur klædt i jakkesæt bestående af posede bukser og lang jakke med brede vatterede skuldre, fidusmagere og arbejdsklasse modemænd, som skabte en identitet i udkanten af det amerikanske byliv i årene før Anden Verdenskrig.
Hipsteren i dag
Hipsterne i dag lader til at være tættere på et fænomen, som den amerikanske journalist David Brooks har kaldt for 'BoBo' eller 'Bourgeois Bohemian' (borgerlig boheme, red.).
De er arvtagere til 1960'ernes modkultur, forbrugere af 'etisk kapitalisme': fair trade produkter, økologiske grøntsager, øl fra mikrobryggerier, specialkaffe, genbrugsmøbler og så videre.
De nyder en livsstil, som giver dem mulighed for velstående succes, samtidig med at de kan være selvstændige oprørere.
De forener anti-institutionalisering med fælles nødvendighed. I den digitale teknologis storhedstid er de altid på. Charlie Brooker og Chris Morris har afbilledet hipsteren i den fiktive karakter Nathan Barley:
Ikke en subkultur
Men i modsætning til hippier og punkere er hipstere ikke en selvdefineret subkultur, og måske slet ikke en subkultur i det hele taget.
Der er velsagtens tale om lidt mere end en nedsættende betegnelse, der er knyttet til alt, der anses for at være prætentiøst, elitært, krukket, karakteriseret ved en forargende snigende opklassificering, eller blot yngre og mere moderne end anklageren.
I denne henseende finder vi en mærkværdig afspejling af hipsteren i den britiske stereotype 'chav', det burberryklædte skræmmebillede fra den britiske dokumentarserie Benefits Street.
Selvom der er tale om to yderligheder af den socioøkonomiske skala, er begge blevet internettidens 'folkedjævle', stereotyper skabt af en broget blanding af karaktertræk, der anses for at udgøre en bestemt udgave af kulturel tilbagegang - og systematisk udsat for chikane og usammenhængende hadefuld kritik på hjemmesider under navne som 'Hackney Hipster Hate'.
Både for ens og for forskellige
Ironisk nok er hipstere både kritiseret for at være for ens og for at være for forskellige – fra hinanden og alle andre.
Se for eksempel 'Hipster taking it way too far', som har samlet alternativ adfærd som at ride på kamel i et bebygget område, bruge skrivemaskine i stedet for bærbar computer og mænd, som vover at bevæge sig ud med offentlig transport iført farveskrigende gamacher (eller 'meggings').
Sådanne hjemmesider har givet anledning til en bølge af artikler i dagblade og på blogs om, hvorvidt 'hipsterhad' er acceptabelt (de udgør trods alt næppe en undertrykt minoritet), og om det i virkeligheden udgør en form for selvhad.
I modsætning til 'chav hate'-hjemmesiderne kunne det tyde på, at forfatterne bag disse, angiveligt satiriske, angreb selv kunne risikere at ligge under for beskyldninger om at være hipstere.
Hipsterens død?
Det er næsten afgjort, at ingen ville betegne sig selv som hipster, eller i det mindste ikke uden en liberal brug af 'skræmmecitater', selvom de anerkender nogle elementer af stereotypen hos sig selv.
Andre artikler, måske i et forsøg på at vise deres hipsteriske forudsætninger, tager en noget anderledes retning ved at varsle om hipsterens død.
De, der virkelig føler, at de danner vejen for populærkultur, påstår, at hipsteren hører til fortiden.
At hipsteren nu dukker op i en akademisk forskningsartikel kunne meget vel være dødsstødet - eller formuleret på en anden måde: den ultimative nørdstempling.
Ruth Adams arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
