Elverprofessoren og horden

Blod-elveren Catullus rager op over forsamlingen, siddende på ryggen af sin fjerklædte og farvestrålende høgevandrer – et mytisk bæst af en fugl, som blod-elverfolket bruger til at ride på.

Han virker venligere end en blod-elver plejer at være – arrogante og pompøse magi-junkier som de er – muligvis fordi det er svært at være hovmodig, når man står inde i et kloakrør.

Dette rør åbner sig ud i en stor hule, hvor grønt slam løber ned i en boblende pøl. Vi befinder os i kloaksystemet til Underbyen – de udødes hovedstad. Omkring pølen står over 100 orker, trolde, tauren’er, udøde og blod-elvere. En tauren kvinde danser midt i den grønne pøl, mens et par orker prøver fiskelykken. Nogle dueller bryder ud her og der.

Catullus beder forsamlingen om at falde til ro – der er vigtige temaer, som skal diskuteres. Han leder nemlig verdens første videnskabelige konference i World of Warcraft (WoW) – det meget omdiskuterede online-spil i kategorien MMO. WoW har over 10 millioner aktive abonnenter. Forskningsresultater viser, at hver abonnent spiller gennemsnitligt spiller 20 timer om ugen.

Catullus er nærmere bestemt en avatar sendt ind på Azeroths kontinenter af den amerikanske sociolog William Sims Bainbridge. Det vil sige, at det er den 67-årige Bainbridge, som sidder bag tastaturet, når Catullus taler, rider, danser eller slås.

Forsamlingen, han kigger ud over, er figurer oprettet i WoW af forskere fra hele verden. Andre er oprettet af spillere, som har vist interesse for konferencen. Alle med lyst til at være med er blevet inviteret til lauget Science, startet specielt til denne begivenhed.

I WoW organiserer spillerne sig i laug, noget som gør det lettere at kommunikere og samarbejde. Laugene har egne samtale-kanaler, så mens vi står der nede i kloakken, løber den grønne laug-tekst også hen over skærmen.

Årsagen til at der ikke er dværge, mennesker, nat-elvere, gnomer eller dranei tilstede, er at konferencelauget blev oprettet blandt den såkaldte Horde, som er adskilt fra den såkaldte Alliance i spillet.

Virtuelt eller virkelig

Det er konferencens anden dag, og Catullus introducerer ordstyreren for panel-debatten; ‘Southerncal’, eller Dimitri Williams, amanuensis fra University of Southern California.

Mens en ork i nærheden danser med et mekanisk egern, præsenterer Southerncal kloakkens fire panel-debattører:

‘Estelan’ eller Nick Yee fra Palo Alto Research Center (forsker), ‘Pleimisti’ eller Julian Dibbell (amerikansk teknologi-journalist), ‘Tburke’ eller Timothy Burke fra Swarthmore College (historieprofessor), og ‘Constances’ eller Constance Steinkuehler fra University of Wisconsin, Madison (amanuensis).

»Er venskaber som dannes inde i WoW virkelige?« spørger Southerncal.

»Undersøgelsesdata viser, at 75 procent af de spurgte svarede ‘ja’ på spørgsmålet, om de var blevet gode venner med nogen, de havde mødt i et onlinespil, så vi ved at de fleste gamere føler, at der er noget ved disse venskaber,« siger Estelan.

»Det er et underligt spørgsmål, siden vi alle fem er ‘venner’ hovedsageligt i kraft af, at vi spiller WoW,« siger Pleimisti.

»God pointe – det er altid interessant for mig, at jeg har kolleger, som jeg ser sjældnere end spilvenner, alligevel skal mine spilvenner forsvares i forhold til deres ‘virkelighedsgrad’,« siger Constances.

»Et af de grundlæggende temaer bag mange af spørgsmålene, vi skal diskutere i dag, er skillelinjen mellem det virtuelle og det virkelige. Måske bruger forskere for meget tid på at bekymre sig over dette,« siger Tburke.

Generationskløft

»Jeg tror, vi står over for en generationskløft her. I mit tidligere etnografiske arbejde har ungdommen og unge voksne mellemmenneskelige forhold, som ganske naturligt spænder over det virkelige og det virtuelle,« siger Constances.

»Men jeg tror, du kan vende ryggen til mellemmenneskelige forhold i virtuelle verdener. På en måde som er fysisk, kropsliggjort, kan tilstedeværende forhold være vanskelige at kaste fra sig,« siger Tburke.

»Det er også vigtig at huske på, at forskellige mennesker ønsker sig forskellige ting og danner forskellige typer forhold i disse verdener,« siger Estelan.

Panel-debattørerne er ikke ene om at kaste sig ud i diskussionen. Flere bryder efterhånden ind, selv om spørgsmålsrunden egentlig først er berammet til senere. Ordstyreren gør nogle små forsøg på at holde orden, men indskuddene fra kloakken bliver opfanget og diskuteret hele vejen rundt.

Køn

Et andet spørgsmål, som stilles er, hvorfor en hel del spillere vælger det modsatte køn, når de laver deres spilfigur.

»Hvorfor ikke? Undskyld mig, men jeg vil gerne bytte køn i nogle dage. Så jeg synes det er mærkeligt, at ikke flere gør det,« siger Constances.

»Der er en konsekvent kønsforskel, når det gælder det at bytte køn. Ud fra mine undersøgelsesdata ser vi, at det er op til tre gange mere sandsynligt, at mænd vælger at spille en kvindelig figur end omvendt,« siger Estelan.

»I et spil som WoW, som har en tung overvægt af mandlige spillere, bliver cirka én ud af to kvindelige figurer spillet af mænd, mens cirka én ud af 100 mandlige avatarer bliver spillet af kvinder,« siger Estelan.

»Mændene, som spiller kvinder, siger, at de gør det enten, fordi kvindelige avatarer behandles bedre (dermed giver det en fordel i spillet), eller fordi de hellere vil se på en kvindes bagdel 20 timer om ugen end en manderumpe,« siger Estelan.

Luftskib

Tilsammen tackler panel-debattørerne 10 forskellige spørgsmål, og det sidste sætter hele kloakken i oprør:

»Sandt eller falsk: Julian Dibbell er en strid ninja-looter,« udfordrer Southerncal.

Horden bryder ud i ‘lol’, ‘rofl’ og ‘lmao’.

»Det er hans mor!« udbryder Constances.

Så afrundes sessionen med en ordentlig slåskamp mod en af Underbyens vagter. En konferencedeltager falder død om, før Catullus leder hele banden ud på ekspedition.

Deltagerne må lytte til banshee-dronningen Sylvanas Windrunner synge sin arie i tronsalen, før alle går ombord i et tvivlsomt luftskib styret af gobliner.

»Er det nogen, som ved, om der er en vægtbegrænsning på luftskibet,« spørger en bekymret ork.

»Brug ikke nogen flammemagi!« advarer en nervøs tauren.

Strandhugst og jungle

Således fragtes konferencens eventyrlystne til junglen i Stranglethorn Vale, og de stærkeste af deltagerne går på dinosaurjagt. De mindst erfarne gemmer sig i orkernes landsby Grom’gol på sikker afstand af de snerrende raptorer.

Lige uden for landsbyen er der også en nydelig strand.

»Jeg hopper i badedragt,« siger en slank og sexet blod-elver.

Hele banden kaster sig i efter at have nedsvælget en magisk eliksir, som gør det muligt at ånde under vandet. Så bliver vragdykning meget enklere.

»Jeg ville ønske, jeg havde taget en fiskestang med mig,« siger en ork, som skuler til dem som har snøren ude.

Til slut bringes liv og lemmer virkelig i fare, idet ekspeditionen bestemmer sig for at GÅ til Booty Bay. Vejen går tværs gennem junglen, og mange farer lurer langs vejen. Vrede jungledyr springer på de svageste i gruppen, men ingen falder døde om denne gang, for det er nok af stærke forsvarere med.

»En dårlig dag at være abe,« siger en muskuløs kvindelig trold.

Ekspeditionen er ovre, og mens nogle logger af, bestemmer andre sig for at gå sammen i mindre grupper for at tackle nogle af spillets ‘instances’ – afgrænsede områder, hvor spillerne kæmper mod stærke monstre og får desto bedre belønninger, for eksempel i form af penge, rustninger eller våben.

Ordstrøm

På konferencens tredje og sidste dag samles Science-lauget på toppen af et lille fort, lige uden for Booty Bay. På ny tackles ti spørgsmål, men Catullus har bestemt sig for at der ikke er nogen fidus i at ordstyre denne bande. Reglerne for konferencen forandres.

»Alle kan svare på disse spørgsmål samtidigt. Hold dig til temaet, men udtryk alle de gode idéer, du kan. På et hvilket som helst tidspunkt kan du stille et opfølgende spørgsmål til nogen, eller kommentere det som nogen har sagt,« siger han.

Resultatet bliver en ord- og idéstrøm uden sidestykke. Teksten strømmer forbi så hurtigt, at det er umuligt at læse det hele. Ordstyreren beroliger med, at chatten kan logges i sin egen fil på computeren, som kan nærlæses senere.

Bagefter melder nogle af deltagerne om ondt i hovedet. Under hele sessionen er der blevet serveret stærke drikke, som krus med bourbon, flygtig rom og jungleplante-vin. Desuden har en eller anden serveret mad – ‘deviate delight’ – som har forvandlet halvdelen af konferencedeltagerne til ninjaer eller pirater. Yarrrr!

Niveauer af virkelighed

Dermed er det tid til bryllup. En tauren i sort smoking klatrer op på fæstningens mur sammen med en trold i hvid brudekjole.

»Vi samles her i det hellige lys, på land som er velsignet af moder jord, og i viden om, at uden for denne verden af illusioner findes mange mystiske niveauer af virkelighed,« siger Catallus, som praktisk nok faktisk er præst – en af de klasser, som du kan vælge i spillet.

»Optimoose, jeg lover at være så trofast, som en trold kan være. At elske dig i alle årstider, over land eller hav. Jeg lover at stå ved din side i hver en kamp. Og at dræbe dem, som siger, jeg har giftet mig med en ko,« siger Gonzorina.

Latteren breder sig i forsamlingen, før Optimoose afgiver sit løfte:

»Jeg lover at beskytte, ære og forsvare dig. Jeg lover at kæmpe ved din side og hele dine sår,« svarer han.

»Så lad os alle hylde Gonzorina og Optimoose! Lok’tar!«

Forsamlingen giver genlyd af jubel, bifald, dans og magi.

»Vær sød at fortælle mig, at nogen har taget billeder!« udbryder bruden.

Snigangreb

Godt bedugget bestemmer bryllupsgæsterne sig for at gennemføre et snigangreb på Sentinel Hill i Westfall, hvor menneskene har en lille garnison. Overraskelsesmomentet går i vasken på grund af en overivrig fortrop, og det ender med total udslettelse af hele festen.

Gnomer, dværge og mennesker fra alliancen strømmer til for at forsvare deres territorium, og Science-lauget ender som en dynge skeletter på jorden.

»Vær ikke bange for at dø for ‘Science’. Det er det værd!« brøler en ork med bue og pil.

Efter at være dræbt og genopstået flere gange, begynder det at synke ind for de fleste, at forsamlingen ikke helt har det, der skal til.

»Til næste år er vi level 70, og ‘hell on wheels’,« siger en slagen heltinde.

Lauget lever videre

Og måske bliver det således. Science-lauget vil i alle fald leve videre som et mødested for folk og forskere, som er interesseret i spil, og som en anderledes gruppe at drage ud på eventyr med.

Konferencen overstået – har arrangøren opnået sine mål?

»De akademiske sessioner var helt perfekte. Gode diskussioner, som kan forstærkes til en publikation, og ingen tekniske problemer,« siger Catullus.

»Et mål var at styrke forskersamfundet, som arbejder med virtuelle verdener, og jeg ser, at det er sket. Et andet mål var at sætte en dagsorden for fremtidig forskning inden for virtuelle verdener, og det tror jeg, vi også opnår,« siger han.

»Et tredje mål var at udforske alternative måder at afholde konferencer i virtuelle verdener, og alene det faktum, at vi var i stand til at holde sessioner med over hundrede mennesker, som sad tusindvis af kilometer fra hinanden, vidner om vores succes på det område.«

Mange guldmønter

Catullus fortæller, at han har investeret megen tid og kræfter på at få konferencen op at stå.

Ikke mindst fordi alle deltagere fik udleveret en konferencepakke med blandt andet 10 guldmønter, en orange laug-kappe med evighedssymbolet på brystet, en rygsæk til at samle værdifulde genstande i, plus et lille kæledyr.

»Vi sparede 3.500 guldmønter sammen ved at gennemføre opgaver om og om igen!« fortæller Catullus.

WoW har sin egen økonomi, og den mængde guldmønter er ikke barnemad.

»Mange betragter tilsyneladende spillet som asocialt, afhængighedsskabende og farligt. Tror du, at denne type begivenhed kan ændre måden, hvorpå folk opfatter spil som WoW?« spørger Jakola, en udød kriger og avatar for undertegnede journalist.

»Jeg tror, at en revolution er i gang med at ske her, som er meget større end selv medlemmerne i Science-lauget indser,« siger Catullus.

»Nogle af mine publikationer argumenterer for, at med tiden vil vore avatarer udvikle intelligens og blive meget virkelige versioner af os selv. De vil leve videre efter vores død og migrere ud i universet som os,« siger han.

Fanger personligheden

Jakola må trække vejret dybt og udbryder: »Wow! Men hvordan skal det gå til?«

»Mange forskere – mig selv inkluderet – arbejder med noget, jeg kalder ‘Personality Capture’. Et årti af min forskning er bygget på standardmetoder inden for spørgeskemaer fra psykologi og sociologi for at udvikle computerprogrammer, som kan måle mange fine dimensioner af personlighed,« fortæller Catullus.

»Jeg tror, jeg er den første person i verden, som både har udviklet og besvaret 10.000 spørgsmål i spørgeskemaer!« siger han.

»Nu forsker jeg på Personality Capture inde i virtuelle verdener, baseret på at registrere folks faktiske opførsel,« fortæller Catullus.

»Så målet vil være at fremstille kopier af personer?« spørger Jakola.

»Det kan være mere subtilt end at fremstille kopier. Mennesker, som udvikler sig til en ny form, ligger tættere på konceptet,« svarer han.

»Jeg kunne spøge og sige, at de fleste mennesker ikke har så meget, som er værd at kopiere, men det ville være for strengt. Hellere – hvordan forbedrer vi os selv, samtidig med at vi flytter til mere varige beholdere,« siger Catullus.

Den 67 år gamle professor er optaget af udødelighed.

Personlighed mod stjernerne

»Hvad med den teknologiske måde og fremskridtene inden for medicin og biologi med kortlægning af DNA? Vil vi blive nærmere knyttet til computere i fremtiden?« spørger den udøde.

»DNA-kortlægningen af mennesker er vigtig på mange måder. Men jeg har altid villet migrere til stjernerne, og DNA er vældigt skrøbeligt,« svarer sociologen.

»Til stjernerne! Jeg regner med, at du ikke mener i et rumskib,« siger Jakola.

»Flere måder at rejse på. Data fra min Personality Capture-software sendes allerede ud mod stjernerne, mest symbolsk, men i tilfælde af, at nogen kan modtage og bygge det op igen derude,« siger Catullus.

Han fortæller, at symbolikken handler om menneskets håb for fremtiden, og at dataene sendes ud ved hjælp af radio.

»Men hvis en avatar har dine træk, og til og med migrerer over i den fysiske verden, så vil den ikke ‘være’ dig – hvilken nytte vil du have af den?« spørger Jakola.

»Der findes ikke noget ‘dig’ som udgangspunkt. Enheden den menneskelige sjæl er en myte,« svarer Catullus.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov