Har du nogensinde tænkt over, hvor lidt mennesker egentlig ligner hinanden i forhold til andre dyr?
Tag for eksempel et kig på billedet af pingvinerne til højre lidt længere nede på siden. Den ene pingvin ligner den anden, og den anden ligner den tredje osv. Der er 200.000 pingviner på billedet, og ingen af dem skiller sig særligt meget ud – i hvert fald ikke i udseende.
I modsætning til pingvinerne skiller hvert menneske sig meget ud fra resten af flokken. Vi ligner ikke hinanden.
I den sammenhæng er ansigtet det visuelt mest unikke mellem mennesker, og nu har forskere fundet ud af hvorfor, vi er så forskellige: I forhistorisk tid skulle der ikke være nogen tvivl om, hvem fjenden var, og hvem vi gik i seng med.
Social adfærd har formet vores udseende
I et nyt studie, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications, viser forskere fra USA, at det evolutionært set har været en fordel for os som mennesker, at jeg ikke ligner dig, og at du ikke ligner nogle af dine venner.
Jo mere vi udviklede os socialt, des vigtigere blev det at være anderledes af udseende, og på den måde var vores voksende hjerne og øgede komplekse sociale strukturer med til at ændre på vores udseende.
En af forskerne bag det amerikanske studie fortæller:
»Normalt fokuserer studier af menneskets evolution på, hvordan social adfærd har formet vores intelligens og kognitive færdigheder. Med det her studie viser vi, at vores sociale adfærd også har været med til at forme vores udseende,« fortæller lektor Michael Sheehan fra University of California i en mail til Videnskab.dk.
Den danske professor i evolutionsstudier Peter C. Kjærgaard, der leder Center for Biokulturel historie ved Aarhus Universitet, er begejstret for, at der i det nye studie tages fat på emnet om, hvilken effekt vores adfærd har haft på vores udseende.
\ Fakta
Ansigter er forskellige, fødder er ens Foruden det genetiske studie har forskerne også undersøgt, hvordan forskelle i ansigtstræk relaterer til forskelle i resten af kroppen. Teorien var, at hvis variationen var mindre i hænder, fødder, arme og ben end i ansigtet, ville det pege på, at evolutionen havde understøttet netop udviklingen af visuel individualitet. Studiet viste ikke overraskende, at der er større forskel mellem folks ansigter, end der er forskel mellem folks arme, ben, hænder og fødder, som ikke har været brugt til at genkende hinanden på.
»Det er utroligt skægt. Det er godt studie, hvor vi kan se, at vi lærer meget af at anlægge et evolutionært perspektiv hen over noget vi tager for givet – nemlig ansigtsgenkendelse,« siger Peter C. Kjærgaard.
Undgå sex med søskende
Hvordan har evolutionen så favoriseret forskellighed?
Her viser det nye studie, at det for os som mennesker, der ikke har en særligt veludviklet lugtesans, har været en fordel at have visuelt letgenkendelige træk, som vi kan kende hinanden på.
Individualitet har minimeret risikoen for at blive tog fejl af hinanden i situation, hvor det kunne være katastrofalt at tage fejl.
»Det kan være situationer, hvor det simpelt fortalt er vigtigt at vide, hvem ens venner og fjender er, og hvem man dyrker sex med. Det skulle man jo nødig komme til at gøre med ens bror eller søster, hvilket kunne ske, hvis de ikke skilte sig visuelt ud. Hvis omkostningen ved at tage fejl er tilpas høj, bliver det en evolutionær fordel at skille sig ud. Med tiden leder det til en øget forskellighed i genkendelige træk blandt alle individer i hele arten,« forklarer Michael Sheehan.
Michael Sheehan fortæller også, at primater ligeledes bruger udseendet til at kende forskel på hinanden, mens andre dyr bruger lugt eller lyde til at finde ud af, hvem der er hvem.
Neandertalere var også forskellige
Når nu andre primater også bruger ansigtet til at genkende hinanden med, tyder det ifølge Michael Sheehan på, at de genetiske variationer, der giver forskellige udseender, opstod på et tidspunkt for mange millioner år siden i en fælles forfader til både mennesker og de andre primater.
I deres studie har Michael Sheehan med kolleger derfor undersøgt, om de genetiske variationer, der er til stede hos mennesker, også findes hos nært beslægtede arter som neandertalere og chimpanser.
Her viste studiet, at neandertalerne også har meget af den samme genetiske kode, der giver variation i ansigterne, mens den var en del mindre hos chimpanserne.
Mennesker og neandertalere har altså haft et større behov for letgenkendelige visuelle træk end chimpanserne.
»Variationen er opstået, fordi det har været en større fordel for mennesker at skille sig ud. Derfor har det fordret en naturlig selektion for mere sjældne genetiske varianter, der giver tilsvarende sjældne ansigtstræk. Resultatet af processen, hvor individer med unikt udseende bliver forfordelt, har skubbet menneskets udvikling i retning af mere forskelligartet udseende,« siger Michael Sheehan.
Mangler data
På netop det punkt savner Peter C. Kjærgaard dog, at forskerne havde gjort noget mere ud af at sammenligne mennesker med andre dyrearter og andre menneskearter.
Ifølge Peter C. Kjærgaard ved vi nemlig ikke særligt meget om, hvor ens eller forskellige dyr er inden for deres egen race.
Skulle det vise sig, at vi mennesker er indbyrdes meget forskellige i forhold til andre dyr, vil det interessante være at finde ud af, hvornår i vores forhistorie disse træk er opstået, og hvilke udviklinger i vores sociale adfærd de kan kobles til.
»Vi kan jo ret beset ikke sige noget om, hvorfor vi er forskellige fra hinanden, før vi har fundet ud af, under hvilke betingelser forskelligheden er opstået. Derfor havde jeg gerne set, at forskerne havde gjort mere for at finde ud af det ved at lave lignende undersøgelser af andre dyr, der både er nært og fjernt beslægtede med os,« Siger Peter C. Kjærgaard, der dog stadig er begejstret for, at emnet bliver taget op.
Peter C. Kjærgaard påpeger også, at udseendet samtidig er meget afhængigt af beskueren, hvilket ikke bliver adresseret i det nye studie.
»Europæere synes jo ofte, at kinesere og japanere ligner hinanden og er svære at skelne imellem. Jeg har hørt kinesere sige præcis det samme om europæere,« griner Peter C. Kjærgaard.
Michael Sheehan er enig i Peter C. Kjærgaards betragtning af, at beskueren spiller en vigtig rolle. Michael Sheehan fortæller dog samtidig, at selvom det i den ene eller den andens øjne kan se ud som om, at asiater er mere ens end for eksempelvis europæere, så tyder undersøgelser på, at der også blandt asiater er meget stor variation i udseendet.
